Sådan mindes vi #1

Få dage efter fødslen printede jeg et billede ud af Sigfred og satte i ramme med hans fod- og håndaftryk (det lavede jordemoderen på sygehuset for os). Foran rammen stillede vi et lys, som vi havde fået af hospitalspræsten.

Det var vigtigt for os, at han var centralt placeret i familien fra begyndelsen, og hvis det stod til mig, kunne jeg have tapetseret hele stuen med billeder af Sigfred.

Sigfreds hylde

Efterhånden fik vi flere og flere ting til Sigfred, så han fik lov at fylde en hel hylde på bogreolen. Der kom mange fine ting fra børnene i familien såsom perleplader og tegninger.

Huen, som han fik på efter fødslen, lå der, og så fik vi denne smukke engel i bronze af min barndomsveninde.

Den betyder meget for os. Dels symbolikken i at få en engel og dels det, at min kære barndomsveninde har valgt at få lavet lige præcist den til os.

Vi nyder at kigge på englen, når vi kigger på Sigfreds hylde med de ting, vi har brug for at have fremme.

Englen er lavet af kunstneren Lene Purkær

Hvordan begraver man sit eget barn?

Det var for mig en fuldstændig uoverkommelig opgave!

Allerede inden fødslen talte vi med hospitalspræsten om, hvorvidt vores barn skulle begraves eller ej. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det.

Min mand derimod var meget pragmatisk og overvejede, hvordan vi kunne gøre det, for han skulle begraves – det var vi enige om. Vi aftalte at give os selv nogle dage, førend vi ville tage stilling til noget. I mit hoved var det værre end mit værste mareridt at forestille mig at skulle sænke mit lille barn ned i graven. Og tanken om at bære den lille kiste ud af kirken, kunne jeg overhovedet ikke tænke til ende.

Vi fulgte Landsforeningen Spædbarnsdøds vejledning i at ansøge om begravelseshjælp samt de papirer, der skulle udfyldes på borger. dk

Kiste

Min mand viste mig et billede af en kiste, han havde fundet på nettet, som han tænkte ville passe godt til os. Nemlig en bæredygtig kurvekiste fra Kurvekisten.dk  

Kisten blev leveret to dage efter vi havde bestilt den og kostede os alt i alt 2360 kr. inkl. levering.

Bedemand

Vi fravalgte en bedemand, da min mand havde overskud til at tage ansvaret for begravelsen. Vi fandt som nævnt en masse hjælp på Landsforeningen Spædbarnsdøds hjemmeside.

Min mand syntes, at vi selv skulle køre Sigfred fra sygehuset til kirkens kapel, hvilket jeg er så glad for, at han insisterede på.

Præsten

Præsten besøgte os, hvor vi talte om, hvordan vi ønskede begravelsen for vores elskede Sigfred. Hun lyttede til mine overvejelser og var helt med på at holde en udendørs begravelse. Så sådan blev det.

At vælge gravsted

Vi mødtes med graveren på kirkegården for at vælge stedet, hvor Sigfreds krop skulle begraves. Det var så hårdt at forestille sig hans lille krop nede i jorden. Men vi valgte det sted, som var allermest solbeskinnet og fredfyldt og med udsigt hjem til vores lille ejendom. Det blev et dobbelt urnested. Inden da havde vi forestillet os, at vi kun skulle have en sten på urneplænen, men hvor var vi glade for, at Sigfred måtte fylde så meget.

Blomster

Blomster stod min meget kære veninde for. Hun bandt en buket til kisten og

dekorerede rundt om graven med blomster fra egen have. Desuden havde hun lavet en stor vase med blomster, vi kunne kaste ned på kisten efter begravelsen.

Hvem skulle med til begravelsen?

En overvejelse, der havde fyldt meget i mit hoved var, om vi overhovedet skulle have nogen med til begravelsen. Skulle det bare være os to? Jeg kunne faktisk ikke overskue at skulle rumme og forholde mig til andres sorg. Min søster fortalte mig om et par, der havde valgt at være alene til begravelsen, og at de her efterfølgende ærgrer sig over, at de ikke har andre at dele oplevelsen med.  Det var det, der skulle til for, at jeg kunne se meningen med at have andre med. Vi valgte så, at det kun skulle være vores forældre, søskende og børn.

Begravelsen

Sigfred blev begravet halvanden uge efter fødslen. På en måde ville vi gerne have haft mere tid inden begravelsen, og på den anden side, var det rart at få det “overstået”, også fordi vores store børn skulle på lejr i fire dage den følgende mandag.

Vi mødtes ved gravstedet på kirken kl. 11. Efter aftale ringede kirkeklokkerne kun med 5 bedeslag, præsten kom ned til graven og hilste på os, og så holdt hun sin smukke og rørende tale. “Vi sang Nu titte til hinanden” og “I østen stiger solen op”. Præsten havde inviteret to sangere med, som stod bag ved os og fik det hele til at lyde så smukt. Efter ceremonien kastede vi hver en blomst på kisten og stod bare lidt og græd. Det var så ufatteligt hårdt og så ufatteligt smukt.

Efter begravelsen

Mine søskende havde hjulpet med at få bestilt mad til en let frokost

efterfølgende. Det arrangerede vi, da vi kom hjem, og så sad vi egentlig bare og snakkede resten af dagen. Alle børnene legede så fint sammen og sluttede dagen af med at lave danseopvisning for os. Inden aftensmad kørte vi forbi kirkegården og så, at de havde dækket graven fint til.

Gravsten

Vi besluttede, at vi ville bruge en af de store marksten, vi har på vores ejendom til Sigfreds gravsted. Kort efter begravelsen ringede vi således til en stenhugger, som kom ud til os og hjalp med at vælge den rette sten. Vi bragte den til deres værksted og en uge efter var den klar til afhentning.

Vi valgte, at der skulle en sommerfugl på, da vi havde/har så mange oplevelser med sommerfugle, der viser sig på de mest pudsige tidspunkter. Vi ser sommerfuglen som et tegn fra Sigfred, og samtidig er sommerfuglen også et tegn på transformation og en ny fase i livet.

Tanker til de pårørende

Hvad kan du som pårørende gøre?

Det vigtigste er, at du viser, at du er der. For nogle er det meget svært at stille op, fordi de frygter deres egen reaktion, eller fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Men det er meget let, for du behøver faktisk ikke at sige noget. Et kram er dejligt og bare det at sidde sammen. De, der har mistet, har måske brug for at fortælle hele historien igen og igen, og du skal bare lytte.

Min søster var en fantastisk støtte, fordi vi kunne bare sige lige, hvad der faldt os ind, når vi var sammen, ja sådan er det faktisk stadig. Men lige da vi fandt ud af, at Sigfred var død og de første dage efter hans fødsel, var vi rigtig meget i en eller anden form for bobbel. Vi var ikke i stand til at føre lange almindelige samtaler. For mig fyldte skylden rigtig meget og ud af det blå kunne jeg sige “Måske døde han, fordi jeg har spist camembert”. Og min søster kunne svare, at hun var helt sikker på, at det ikke var min skyld, at Sigfred døde, men hun kunne godt forstå mine tanker. Det var lige som det skulle være.

En af vores venner dukkede op efter en uges tid, og han fik os simpelthen til at skraldgrine af en oplevelse, han havde haft. Det var så forløsende og dejligt, fordi det lige passede ind i situationen. Andre har måske slet ikke brug for, at der bliver fortalt sjove anekdoter, men lige der passede det bare så godt.

Græd af hjemmefra

Det lyder måske lidt barskt og er også lidt en overdrivelse. Det er selvfølgelig helt okay at græde sammen med dem, der har mistet, hvis de selv lige er der.  Og dejligt at mærke, at man er sammen om tabet.

Vi har oplevet, at søde og rare bekendte havde rigtig meget brug for at græde sammen med os på tidspunkter, hvor vi ikke havde brug for det. Og det kan let blive akavet. Jeg har taget mig selv i at presse tårer frem, så det ikke skulle blive akavet for den anden. Og det er jo helt skørt. Så stik en finger i jorden, når du træder ind ad døren eller møder dem, der har mistet. Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke må blive rørt, når I taler sammen, for det kan nok næsten ikke undgås. Og som nævnt: Det er virkelig dejligt at mærke, at man ikke er alene om sorgen.

Anerkendelse fra de pårørende

Det betyder rigtig meget, når omgangskredsen anerkender, at vores barn har været her. Eksempelvis bliver jeg meget rørt, når vores familie og venner spørger, om de må besøge gravstedet og måske lægge en blomst.

Eller når venner og familie spørger, om de må se vores scrapbog med billeder af Sigfred.

En dag kom min veninde på besøg fra København. Hun havde bagt brunkagehjerter til jul – en til os hver med navn på. Der var også et hjerte til Sigfred. Det gjorde mig SÅ glad at hun viste, at han også er en del af vores familie.

Min søde svigerinde havde juleaften købt en fin engel til Sigfreds hylde og små engle til at lægge på julebordet. På den måde føltes Sigfred mere nærværende. Udefra set er det måske små ting, men de gør en kæmpe forskel i en moders hjerte.

Fra min svigerfamilie modtog jeg en medaljon til en halskæde, hvori jeg kunne sætte billeder af Sigfred. Det gjorde mig meget glad, at de havde tænkt på det, og jeg bærer den hver dag.

Det praktiske

Herudover er der en masse små praktiske ting, som virkeligt er guld værd:

  • Stil en gang aftensmad på trappen og send en sms om, at man ikke behøver at lukke op. (Jeg manglede overskud til at lave almindelig aftensmad, lækre salater, boller, smoothies og den slags, så det var dejligt at modtage. De første 14 dage lavede vi stort set ikke mad, fordi der var så mange søde mennesker, der kom med mad til os)
  • Hjælp med aflevering/afhentning af større børn
  • Tilbyd legeaftaler til børnene hjemme hos jer
  • Hjælp med rengøring, indkøb osv.

Lad være med at spørge, hvad man har brug for, men tilbyd det konkrete, du har lyst til at gøre. Det kan være så uoverskueligt at svare på, hvad man har brug for, for man ved det måske ikke, før det er gjort. Som fx rengøringen. Mange synes også sætningen “Du siger bare til” er ubrugelig, for det er svært at finde ressourcerne til bare at sige til.

Brev til jordemoderen

Hvordan vi takkede jordemoderen, der bar os gennem fødslen

To måneder efter fødslen, kom vores kære jordemoder hjem til os. Jeg ville så gerne give hende et eller andet, men lige meget, hvad jeg fandt på, virkede det latterligt sammenlignet med det, hun gjorde for os. Så jeg skrev et brev og købte en fin lille lysestage (så hun kunne tænde et lys for Sigfred af og til).

Besøget var så dejligt og hjertevarmt. Hun er virkelig et skønt menneske, og vi er stadig så taknemmelige for den oplevelse, hun hjalp os med at få.

Brevet, jeg skrev til jordemoderen, lød således:

Kæreste du!

Det var dig, der lige havde overtaget vagten og derfor modtog vores opkald den mandag aften, da jeg ikke havde mærket liv. Og det var dig, der tog imod os på fødegangen og var der, da vi skulle have den besked, ingen ønsker. Vores babys hjerte var holdt op med at slå.

Du var der for os, da vi mødte ind næste morgen til igangsættelse af fødslen. Vi blev modtaget af dit varme og omsorgsfulde væsen. Og hvor er vi dog taknemmelige for, at det lige præcis var dig, der tog med os på den mest smertefulde rejse, vi nogensinde har oplevet. Hele dagen lyttede du til os og vores mange forskellige – og af og til underlige – overvejelser og tanker.

Du trøstede os og fortalte os igen og igen, at der ikke er noget rigtigt og forkert. Du støttede os i at gøre tingene på den måde, vi ønskede det. Vi anede ikke, hvad vi ønskede, men nænsomt førte du os igennem hver enkel overvejelse, der skulle gøres.

Du hjalp os med at fokusere på, at vores baby stadig var vores fjerde barn, selvom han var død, og at vi skulle gøre hans fødsel så smuk som muligt. Takket være dig har vi nu et utroligt smukt minde om Sigfreds fødsel og de mange timer fra beskeden om, at han var død til vi tog afsked med hans krop.

Alt blev på vores præmisser, intet blev forceret, og vi følte, at du kendte os rigtig godt. Aldrig følte vi os ladt alene, og ingen emner var for svære at tale om. Du turde se døden i øjnene og hjælpe os med det samme.

Vi er imponerede over din styrke og dit mod. Sikke en gave du er for alle os fødende kvinder! Du vil altid have en særlig plads i vores hjerter! Tusind tak for dig!

Mange kærlige tanker fra os