Sådan mindes vi #2

Jeg har rigtig meget brug for at synliggøre Sigfred i vores hjem på samme måde, som jeg har brug for, at han fylder i vores tanker, handlinger og samtaler. Jeg mindes om ham konstant, og det hjælper mig så meget i min proces. Andre har brug for ikke at kigge på billeder, fordi det gør for ondt.

Min teori er, at smerten er der, uanset hvor meget eller hvor lidt, vi kigger på billeder og taler om vores døde børn. Om vi har brug for at kigge på dem eller ej er bare så individuelt.

Englebarn

I forrige uge faldt jeg over en kvinde, som tegner familier med englebørn. Hun har siden Englebarn på Facebook, hvor man kan se de fineste tegninger af familier med englebørn.

Jeg skrev straks og bestilte en tegning af vores familie, for jeg blev hurtigt ret vild med hendes streg. Og prisen var virkelig overkommelig

En A4 tegning koster ml 125-150 kr. inkl. forsendelse og en A3 ml. 225-250 kr. inkl. forsendelse. Jeg bestilte en A4, fordi jeg gerne ville have den på vores fotohylde.

Tegneren sendte mig en skitse, da jeg havde fortalt, at vi var mor, far, stor pige, stor dreng, lille pige og baby-engel. Og kort tid efter lå tegningen i min postkasse. Over Sigfreds hoved er der en glorie, som man bedst kan se, når man ved, den er der.

Se lige hvor fin den er i guldramme.

Jeg elsker, at tegningen med al sin enkelhed rummer præcist det, jeg føler. Den udtrykker, at Sigfred er vores 4. barn, og at han er et barn i vores familie på lige fod med de tre andre børn. Forskellen ligger bare i, at han har vinger. I tegningen er han lige så tydelig, som vi andre i familien er.

Lige neden under tegningen fra Englebarn står den utroligt smukke tegning, Karen Børhnsen fra Stregtegning.dk har lavet på baggrund af et billede, vi har sendt til hende.

 

Kejsersnit eller vaginal fødsel når barnet er dødt?

Hvorfor får man ikke kejsersnit, når barnet er dødt?

Lige i det øjeblik, vi fik lægens ord for, at Sigfred var død, fløj mine tanker fra hjemmefødsel til kejsersnit. Vi havde planlagt en hjemmefødsel, og hvorfor skulle Sigfred snydes for det, bare fordi han var død? Faktisk talte vi om den mulighed på vej ind til hospitalet om aftenen, da jeg havde fået mistanke om, at han var død.

Men da jeg havde tænkt tanken til ende, gik det op for mig, at jeg var rigtig bange for, at jeg fejlede noget, jeg kunne dø af, og så ville jeg gerne være på hospitalet. Og evt. få et kejsersnit. “Bare skær barnet ud af mig med det samme” er den typiske tanke.

Jeg forestillede mig, at jeg var helt utroligt syg, og det var derfor, Sigfred døde. Jeg troede også, at jeg havde en infektion i livmoderen, som havde slået ham ihjel (ikke fordi en infektion er morens skyld). Uanset så var jeg helt sikker på, at det var min skyld, at min lille baby inde i maven var død.

Ja, tankerne er totalt irrationelle lige der midt i infernoet af sorg og rædsel.

Set i bakspejlet er jeg så utrolig taknemmelig for oplevelsen af Sigfreds fødsel. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at proceduren er, at kvinder med døde børn opfordres til at føde vaginalt i stedet for kejsersnit.

At sove med et dødt barn i maven

Da dommen var endelig – Sigfred var død – sad vi lidt alene. Personalet kom ind igen og sagde, at de ville anbefale os at tage hjem og så komme igen næste morgen for at få fødslen sat i gang. Vi ville også gerne selv hjem til de store børn.

Jeg kan stadig få helt ondt i maven, når jeg tænker på den nat. At skulle sove velvidende, at mit barn i maven var dødt. Det kunne jeg næsten ikke. Hver gang min mand faldt i søvn, vækkede jeg ham, for jeg følte mig så alene. Tankerne fløj rundt i hovedet, og jeg var så bange. Helt konkret var jeg bange for, at min lille baby var et “monster”, og så var jeg bange for, at jeg kunne dø af at have et dødt barn i maven. Når jeg af og til faldt hen, drømte jeg, at jeg fødte halvvoksne børn, som lignede zombier.

Jeg blev virkelig lettet, da vores yngste datter vågnede meget tidligt, så jeg kunne stå op. Jeg tror, det var den værste nat i mit liv.

  

Forskellen på maven. Billedet til venstre er taget dagen før, Sigfred døde, og billedet til højre er taget lige inden, veerne går i gang. Maven faldt fuldstændigt sammen efter, han var død.

Igangsættelse

Inde på sygehuset blev fødslen forsøgt igangsat, men jeg responderede slet ikke på pillerne – nok fordi jeg var så træt og bange. Efter en hel dag og en hel nat på sygehuset, hvor vi fik sovet rigtig godt, vågnede jeg op og var klar til at føde. Jeg fik piller igen efter morgenmaden, og da veerne kort efter gik i gang, havde jeg overskud til det. Jeg havde trænet min vejrtrækning og afspænding, som virkelig hjalp mig til at holde fokus. Og min søster mindede mig ofte om, at vi skulle gøre det til en smuk oplevelse.

Og det blev det virkeligt. Det var ret hårdt og intenst, da det gik super stærkt. Ca. 4 timer fra de første veer til han blev født. Sigfred blev født onsdag middag, efter han var blevet konstateret død mandag aften. Jeg var glad for, at vi havde så god tid til at vænne os til tanken og arbejde igennem alle de følelser, der dukkede op. (På et andet tidspunkt skriver jeg mere detaljeret om fødslen).

Vaginal fødsel vs. kejsersnit

Havde jeg fået et kejsersnit den første nat, tror jeg slet ikke, jeg ville have været klar til at tage imod ham. Men det, at fødselsopstarten trak sådan ud, gjorde, at vi havde forberedt os på, hvordan vi kunne tilbringe tiden bedst med ham efter fødslen. Og jeg endte med ikke at være bange for at møde ham.

Jeg tror, at den vaginale fødsel har gjort, at min krop også kunne følge nogenlunde med. Et kejsersnit havde nok gjort det fysiske chok værre. For jeg kunne jo mærke på min krop, at den følte sig amputeret. Jeg følte mig amputeret!

Man siger, at den vaginale fødsel er et vigtigt led i sorgbearbejdelsen og afskeden med barnet (i hvert fald barnets krop – jeg tror ikke på, at vi behøver at tage afsked med barnets sjæl). Den vaginale fødsel skulle efter sigende være vigtig for den psykiske såvel som for den fysiske proces. Jeg kan rigtig godt identificere mig med argumenterne for vaginal fødsel. Hvad med dig?

Har du lyst til at dele din oplevelse? Så skriv gerne her i kommentarfeltet.

At holde liv i de døde

Kan man holde liv i de døde? Skal man holde liv i de døde?

Det gør vi ikke ret meget i vores kultur, så jeg synes faktisk, det er svært at finde inspiration til at give plads til vores lille Sigfred. For mig er det at holde liv i de døde IKKE det samme som ikke at acceptere døden. Det er at hylde de døde og give dem plads. For man er jo ikke bare væk, når man er død, som om man aldrig har eksisteret.

At give plads til de døde i julen

Ved juletid tænkte jeg meget over, hvordan vi kunne inddrage Sigfred uden det skulle blive mærkeligt for resten af familien, og uden at vi ville blive alt for kede af det.

Vi besøgte hans grav, hvor vi tændte lys og stod lidt. Vores søde venner havde været forbi inden og havde stillet en lille fin glasengel ved stenen. Vi havde også pyntet lidt op til jul med julekugler på Sigfreds træ.

Min svigerinde havde sørget for søde engle til julebordet, og vi havde selv købt en lille engel til at hænge på juletræet. Vi talte selvfølgelig meget om Sigfred og hold da op, hvor var det ekstra hårdt at mangle ham i julen. Juletid er noget særligt.

Sådan holder vi liv i Sigfred til dagligt

Vi holder liv i Sigfred ved at tale meget om ham, og så har vi en hylde i bogreolen med et billede af ham, og de ting, der giver mening at have på hans hylde. Det varierer lidt, hvad der står der. Børnene laver ofte tegninger, perleplader osv. som også får sin plads på hylden. Nogen ville måske kalde det et alter.

På en anden hylde har vi en stregtegning af Sigfred, som den dygtige Karen Børhnsen har tegnet. Rundt omkring i vores stue har vi små engle som symbol for Sigfred.

I morgen fylder Sigfred 6 måneder. Det har vi tænkt os at markere. Dog ved vi ikke helt hvordan endnu.

De levende dør, men de døde lever videre – udstilling på Moesgaard

I dag var hele familien på Moesgaard Museum, hvor vi så den etnografiske udstilling om, hvordan de døde lever videre. Jeg blev virkelig inspireret og bekræftet i, at det er godt, når vi holder liv i de døde.

I Mexico fejres Dia de Muertos (de dødes dag), hvor man siger, at de døde kommer tilbage for at gense deres kære. Man laver et alter for den, der sidst er død, og her stiller man bl.a. blomster, den dødes livretter samt dødebrød (brød med religiøse motiver og sukker på toppen) og sukkerkranier.

Med sukkerkranierne forholder man sig – på en humoristisk måde – også til sin egen død, fordi man kan spise sukkerkranier med sit navn på.

Man fester på Dia de Muertos, mens man mindes og ærer dem, man har mistet. Se en skøn billedserie fra Dia de Muertos.

Bange for døden

Og hvis vi så lige rejser tilbage til Danmark. Hvad tænker vi på, når vi tænker på døden? I hvert fald ikke farverige fester. I Danmark er vi gode til at fortie døden, måske ud fra devisen, at så gør det ikke så ondt?

Jeg var hundeangst for døden, før vi fik Sigfred. Jeg havde aldrig set et dødt menneske, og jeg holdt mig helst væk fra begravelser. Og hvis jeg kunne undgå at tale om døden, var det bedst. Hvorfor? Fordi vores kultur lægger op til, at døden er en tung, mørk, stille og trist affære. Det synes jeg også, døden er. Men den er ikke kun det. Og den slutter jo ikke ved begravelsen…

En lille sød kommentar at slutte af med

På vores tur i dag sagde min store pige (knap 9 år) “Mor, du har jo faktisk haft to hjerter i din krop. Sigfreds og dit.”  <3 <3

Hvordan holder I liv i de døde, hvis I gør det? Del gerne i kommentarfeltet.

At gradbøje sorgen

Af en eller anden grund kommer vi nogle gange til at gradbøje sorgen. Men det kan man jo slet ikke. Det ved jeg nu. Og alligevel gør jeg det stadig af og til.

Sorg ligner sorg

I starten, da vi havde mistet Sigfred, syntes jeg ikke, det var lige så synd for mig, som for dem, der mistede deres børn efter fødslen. Og at det var lidt værre for mig, end for dem, der havde mistet i starten af graviditeten.

Men efterhånden som jeg har tilbragt en masse guldstunder med min mødregruppe, er det gået op for mig, at vores sorg ligner hinanden så meget, uanset hvornår og hvordan, vi har mistet. Vores tanker, handlinger, kærlighed, savn, irritationer, glæder osv. ligner hinanden.

To-sporsmodellen

Jeg genkender to-sporsmodellen, som er en forholdsvis ny sorgteori. Man tænker ikke længere sorg, som noget, der skal bearbejdes i faser og på et tidspunkt kommer man ud på den anden side, hvor alt er bearbejdet og ovre.

I dag anerkender teorierne, at man som sørgende kan befinde sig i to forskellige spor. Den ene dag er man måske rigtig meget i sorgen og tænker på alt det, man har miset. Den anden dag tænker man måske mere fremad. Man bevæger sig således mellem de to spor – det tabsrelaterede og det reetablerende. Og sorgen forsvinder vel aldrig?

En god veninde sagde til mig, at i starten er sorg og savn tæt forbundne, og efterhånden fylder savnet mere end sorgen.

Hvad er sorg for mig?

Det var en stor erkendelse for mig, at sorg er fyldt med så megen kærlighed. Jeg har altid troet, at hvis jeg skulle miste et barn, så ville alt være sort og trist. Der var selvfølgelig også dage, hvor alt var sort og trist, men det, der fyldte og fylder mest, var og er kærligheden og ikke mindst stoltheden over vores søn.

For mig er sorg smuk. Nogle kalder sorg for hjemløs kærlighed, men da Sigfred fylder så meget i vores liv, føler jeg ikke, at kærligheden er hjemløs. Det gjorde jeg dog i starten.

Vi kender de små sjæle

Jeg har tit tænkt, at det var godt, at det ikke var vores første barn, vi mistede, for vi har jo tre andre spillevende og skønne børn at leve videre for. Men jeg ved, at det for andre kan være en sætning, som kan føles negligerende. Og at ingen har brug for, at andre forsøger at gradbøje sorgen med “det var da godt, at I ikke nåede at lære ham at kende”. For man kender virkeligt sit barns lille sjæl, uanset hvor længe man har været forbundne. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvordan Sigfred ville være som 7-årig fx, men jeg kender hans kærlighed og hans energi.

Hvorfor har vi brug for at gradbøje sorgen?

Når man sammenligner forsøger man ofte at finde noget, der kan medføre, at man får det bedre med sin egen situation. Omvendt kan man nemt komme til at underminere egne følelser, hvis man altid er ovre i andre og sammenligner sig.

Vi forsøgte at fokusere på alle de ting, der gjorde os glade, og derfor kunne vi føle os forskånede ved den måde, Sigfred døde på. Men det er jo meget mere nuanceret end det. I starten drømte jeg så meget om at vide, hvordan hans øjne ville se ud, og jeg ville give hvad som helst for fem minutter med ham i live.

Så det, jeg prøver på at udtrykke, er, at jeg tror, at sorgen er lige stor, uanset om du mister ved abort, provokeret fødsel, for tidlig fødsel, dødfødsel, vuggedød eller mister barnet pga. en sygdom o.lign. Vi kan ikke gradbøje sorgen!

Har du tanker om emnet, så del meget gerne i kommentarsporet.

Hvordan kan man møde omverdenen efter at have mistet?

Vi har været ufatteligt heldige og har et fantastisk netværk omkring os – også i vores lille landsby, og vi har derfor ikke oplevet, at folk går over på den anden side af gaden osv. I dette indlæg vil jeg beskrive, hvordan vi har forholdt os til skolen og dagplejen, da vi mistede Sigfred.

Skolen

Min mand fulgte børnene i skole den dag, hvor vi skulle ind og sættes i gang for at føde Sigfred. Her fortalte han lærerne om vores situation, og de sørgede for at fortælle til morgensamlingen, at hvis vores børn skulle være kede af det, så var det fordi, at babyen i mors mave var død.

Skolelederen kontaktede mig efter et par dage og spurgte, om han måtte skrive ud på intra, at Sigfred var død. Det takkede vi ja til, for jeg syntes det var superhårdt at møde omverdenen med en lidt mindre mave og ingen baby på armen. Vi havde tæt kontakt med børnenes lærere, som tog sig så hjerteligt af vores børn.

Da skolen var i kirke til jul, gik klassen omkring Sigfreds gravsted med en blomst. Det var simpelthen sådan en sød tanke, som betyder rigtig meget for os.

At møde de andre forældre

Der var rigtig mange forældre, der kom med mad, blomster og gaver, og de hjalp med børnene i form af legeaftaler. Jeg havde svært ved at være på skolen i starten, fordi der var så mange mennesker at forholde sig til. Jeg skrev på Facebook, hvordan jeg havde det, fordi jeg brugte meget energi på at tænke over, om folk mon blev stødte over, at jeg ikke talte med dem. (Jeg ved godt, at det var skørt, men ikke desto mindre var det sådan, jeg havde det.)

Nogle dage kunne jeg slet ikke rumme, når forældre ville spørge, hvordan vi havde det, fordi jeg ikke havde lyst til at skulle græde sammen med børnene, når de skulle afleveres. Det var vigtigt for os, at de blev afleveret i nogenlunde god stemning og ikke skulle sige farvel til et par grædende forældre. Derfor var der dage, hvor jeg undlod at få øjenkontakt med nogen og andre dage, hvor jeg var nødt til at sige, at jeg gerne ville tale på et andet tidspunkt. For omsorgen var/er jo så vigtig og betydningsfuld.

Dagplejen

Vi har et meget nært forhold til de to kvinder, der passer vores yngste datter til daglig. De var meget involverede i hele forløbet. Den ene passede børnene den nat, hvor vi var inde at blive scannet, og den anden passede vores yngste datter uden for åbningstid samt hentede hende om morgenen hos os og kørte hende hjem i de de første dage. Det var en kæmpe stor hjælp, især fordi vores yngste datter kun var 1,5 år, så hun var ikke vant til at blive passet af andre.

At hente/bringe børn

Jeg ville helst blive hjemme og gemme mig, når børnene skulle bringes/hentes. Min mand tog dog affære fra starten og sagde, at jeg lige så godt kunne få det overstået. Og det var jo helt rigtigt. Var jeg blevet hjemme for længe, ville det være en endnu større hurdle at skulle over. Derfor afleverede vi sammen alle tre børn hver morgen i starten. Og det var virkelig rart at få så mange kram og mærke al den omsorg og kærlighed fra omverdenen. Min mand hentede som regel børnene om eftermiddagen, og efterhånden blev jeg så “modig”, at jeg selv kunne hente. Det tog godt nok alle mine kræfter, så det var slet ikke hver dag, jeg kunne.

Mine tips til at møde omverdenen

  • Få nogen til at skrive det ud på intra i skole/daginstitution, hvis I ikke selv har overskud til det.
  • Brug evt. Facebook til at fortælle jeres netværk, at I har mistet jeres barn.
  • Tag sammen hen i institutionen/skolen.
  • Meld klart ud, hvis I ikke har lyst til at tale om sorgen med dem, I møder.
  • Tag imod al den hjælp, I bliver tilbudt. Når man tilbyder hjælp af et rent hjerte, forventer man ikke noget til gengæld.

Har du nogle erfaringer eller gode tips, du gerne vil dele, så skriv gerne en kommentar.

Når det værst tænkelige sker

Kort tid efter vi havde fået Sigfred, var jeg med i Doula TV, hvor jeg blev interviewet om forløbet under titlen “Når det værst tænkelige sker”.

Det har været en del af min sorgproces at tale, tale, tale om Sigfred. Jeg bliver stadig glad, når venner, familie og bekendte vil lægge øre til at jeg beskriver forløbet. Og derfor var det naturligt for mig at besøge Christina i Doula TV og tale om Sigfred. Mange siger, at det var modigt, men for mig var det mere ud fra et ønske om, at gøre det naturligt at tale om vores døde børn og døden generelt.

Det værst tænkelige og…

Jeg føler, at det at miste Sigfred var det værst tænkelige, der kunne ske, men det var samtidig også den mest kærlige oplevelse, jeg har haft. Aldrig i mit liv har jeg mærket kærlighed så intenst som i perioden omkring Sigfreds død og fødsel.

Dels var det for mig virkelig overraskende, hvor megen kærlighed, jeg føler til den lille sjæl, selvom han var død. Det, troede jeg ikke, var muligt. Og dels har kærligheden vist sig på alle mulige måder og i større grad end nogensinde før. Det være sig i familien, blandt venner og sågar fra folk, jeg end ikke kendte.

Al den kærlighed

Familie og venner viste os deres kærlighed ved at være der for os og hjælpe på alle mulige måder. Nogle var der måske ikke konkret, men det betød ikke noget, for vi kunne sagtens mærke, at de var der for os. Vi skulle bare række ud, hvis vi havde brug for mere. Det var så stort at mærke, at lige meget hvad, var vi ikke alene.

Jeg kunne virkeligt mærke, hvor mange mennesker, der sendte os lys og kærlighed, og på den måde bar os gennem sorgen. Havde nogen sagt det, før jeg selv havde oplevet det, ville jeg tænke, at de var skøre eller indbildske.

Jeg har modtaget gaver i form af bøger, healing, onlineforløb og masser af andre kærlige handlinger fra mennesker, jeg slet ikke kendte før. Det er da utroligt og kærligt, synes jeg.

Dette indlæg skriver jeg for at få nuancer på “Det værst tænkelige”, for der er også gaver i det værst tænkelige. Dem ser man ikke nødvendigvis, når man står midt i det, og det behøver man heller ikke.