Hvordan kan man møde omverdenen efter at have mistet?

Vi har været ufatteligt heldige og har et fantastisk netværk omkring os – også i vores lille landsby, og vi har derfor ikke oplevet, at folk går over på den anden side af gaden osv. I dette indlæg vil jeg beskrive, hvordan vi har forholdt os til skolen og dagplejen, da vi mistede Sigfred.

Skolen

Min mand fulgte børnene i skole den dag, hvor vi skulle ind og sættes i gang for at føde Sigfred. Her fortalte han lærerne om vores situation, og de sørgede for at fortælle til morgensamlingen, at hvis vores børn skulle være kede af det, så var det fordi, at babyen i mors mave var død.

Skolelederen kontaktede mig efter et par dage og spurgte, om han måtte skrive ud på intra, at Sigfred var død. Det takkede vi ja til, for jeg syntes det var superhårdt at møde omverdenen med en lidt mindre mave og ingen baby på armen. Vi havde tæt kontakt med børnenes lærere, som tog sig så hjerteligt af vores børn.

Da skolen var i kirke til jul, gik klassen omkring Sigfreds gravsted med en blomst. Det var simpelthen sådan en sød tanke, som betyder rigtig meget for os.

At møde de andre forældre

Der var rigtig mange forældre, der kom med mad, blomster og gaver, og de hjalp med børnene i form af legeaftaler. Jeg havde svært ved at være på skolen i starten, fordi der var så mange mennesker at forholde sig til. Jeg skrev på Facebook, hvordan jeg havde det, fordi jeg brugte meget energi på at tænke over, om folk mon blev stødte over, at jeg ikke talte med dem. (Jeg ved godt, at det var skørt, men ikke desto mindre var det sådan, jeg havde det.)

Nogle dage kunne jeg slet ikke rumme, når forældre ville spørge, hvordan vi havde det, fordi jeg ikke havde lyst til at skulle græde sammen med børnene, når de skulle afleveres. Det var vigtigt for os, at de blev afleveret i nogenlunde god stemning og ikke skulle sige farvel til et par grædende forældre. Derfor var der dage, hvor jeg undlod at få øjenkontakt med nogen og andre dage, hvor jeg var nødt til at sige, at jeg gerne ville tale på et andet tidspunkt. For omsorgen var/er jo så vigtig og betydningsfuld.

Dagplejen

Vi har et meget nært forhold til de to kvinder, der passer vores yngste datter til daglig. De var meget involverede i hele forløbet. Den ene passede børnene den nat, hvor vi var inde at blive scannet, og den anden passede vores yngste datter uden for åbningstid samt hentede hende om morgenen hos os og kørte hende hjem i de de første dage. Det var en kæmpe stor hjælp, især fordi vores yngste datter kun var 1,5 år, så hun var ikke vant til at blive passet af andre.

At hente/bringe børn

Jeg ville helst blive hjemme og gemme mig, når børnene skulle bringes/hentes. Min mand tog dog affære fra starten og sagde, at jeg lige så godt kunne få det overstået. Og det var jo helt rigtigt. Var jeg blevet hjemme for længe, ville det være en endnu større hurdle at skulle over. Derfor afleverede vi sammen alle tre børn hver morgen i starten. Og det var virkelig rart at få så mange kram og mærke al den omsorg og kærlighed fra omverdenen. Min mand hentede som regel børnene om eftermiddagen, og efterhånden blev jeg så “modig”, at jeg selv kunne hente. Det tog godt nok alle mine kræfter, så det var slet ikke hver dag, jeg kunne.

Mine tips til at møde omverdenen

  • Få nogen til at skrive det ud på intra i skole/daginstitution, hvis I ikke selv har overskud til det.
  • Brug evt. Facebook til at fortælle jeres netværk, at I har mistet jeres barn.
  • Tag sammen hen i institutionen/skolen.
  • Meld klart ud, hvis I ikke har lyst til at tale om sorgen med dem, I møder.
  • Tag imod al den hjælp, I bliver tilbudt. Når man tilbyder hjælp af et rent hjerte, forventer man ikke noget til gengæld.

Har du nogle erfaringer eller gode tips, du gerne vil dele, så skriv gerne en kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *