At gradbøje sorgen

Af en eller anden grund kommer vi nogle gange til at gradbøje sorgen. Men det kan man jo slet ikke. Det ved jeg nu. Og alligevel gør jeg det stadig af og til.

Sorg ligner sorg

I starten, da vi havde mistet Sigfred, syntes jeg ikke, det var lige så synd for mig, som for dem, der mistede deres børn efter fødslen. Og at det var lidt værre for mig, end for dem, der havde mistet i starten af graviditeten.

Men efterhånden som jeg har tilbragt en masse guldstunder med min mødregruppe, er det gået op for mig, at vores sorg ligner hinanden så meget, uanset hvornår og hvordan, vi har mistet. Vores tanker, handlinger, kærlighed, savn, irritationer, glæder osv. ligner hinanden.

To-sporsmodellen

Jeg genkender to-sporsmodellen, som er en forholdsvis ny sorgteori. Man tænker ikke længere sorg, som noget, der skal bearbejdes i faser og på et tidspunkt kommer man ud på den anden side, hvor alt er bearbejdet og ovre.

I dag anerkender teorierne, at man som sørgende kan befinde sig i to forskellige spor. Den ene dag er man måske rigtig meget i sorgen og tænker på alt det, man har miset. Den anden dag tænker man måske mere fremad. Man bevæger sig således mellem de to spor – det tabsrelaterede og det reetablerende. Og sorgen forsvinder vel aldrig?

En god veninde sagde til mig, at i starten er sorg og savn tæt forbundne, og efterhånden fylder savnet mere end sorgen.

Hvad er sorg for mig?

Det var en stor erkendelse for mig, at sorg er fyldt med så megen kærlighed. Jeg har altid troet, at hvis jeg skulle miste et barn, så ville alt være sort og trist. Der var selvfølgelig også dage, hvor alt var sort og trist, men det, der fyldte og fylder mest, var og er kærligheden og ikke mindst stoltheden over vores søn.

For mig er sorg smuk. Nogle kalder sorg for hjemløs kærlighed, men da Sigfred fylder så meget i vores liv, føler jeg ikke, at kærligheden er hjemløs. Det gjorde jeg dog i starten.

Vi kender de små sjæle

Jeg har tit tænkt, at det var godt, at det ikke var vores første barn, vi mistede, for vi har jo tre andre spillevende og skønne børn at leve videre for. Men jeg ved, at det for andre kan være en sætning, som kan føles negligerende. Og at ingen har brug for, at andre forsøger at gradbøje sorgen med “det var da godt, at I ikke nåede at lære ham at kende”. For man kender virkeligt sit barns lille sjæl, uanset hvor længe man har været forbundne. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvordan Sigfred ville være som 7-årig fx, men jeg kender hans kærlighed og hans energi.

Hvorfor har vi brug for at gradbøje sorgen?

Når man sammenligner forsøger man ofte at finde noget, der kan medføre, at man får det bedre med sin egen situation. Omvendt kan man nemt komme til at underminere egne følelser, hvis man altid er ovre i andre og sammenligner sig.

Vi forsøgte at fokusere på alle de ting, der gjorde os glade, og derfor kunne vi føle os forskånede ved den måde, Sigfred døde på. Men det er jo meget mere nuanceret end det. I starten drømte jeg så meget om at vide, hvordan hans øjne ville se ud, og jeg ville give hvad som helst for fem minutter med ham i live.

Så det, jeg prøver på at udtrykke, er, at jeg tror, at sorgen er lige stor, uanset om du mister ved abort, provokeret fødsel, for tidlig fødsel, dødfødsel, vuggedød eller mister barnet pga. en sygdom o.lign. Vi kan ikke gradbøje sorgen!

Har du tanker om emnet, så del meget gerne i kommentarsporet.