Kejsersnit eller vaginal fødsel når barnet er dødt?

Hvorfor får man ikke kejsersnit, når barnet er dødt?

Lige i det øjeblik, vi fik lægens ord for, at Sigfred var død, fløj mine tanker fra hjemmefødsel til kejsersnit. Vi havde planlagt en hjemmefødsel, og hvorfor skulle Sigfred snydes for det, bare fordi han var død? Faktisk talte vi om den mulighed på vej ind til hospitalet om aftenen, da jeg havde fået mistanke om, at han var død.

Men da jeg havde tænkt tanken til ende, gik det op for mig, at jeg var rigtig bange for, at jeg fejlede noget, jeg kunne dø af, og så ville jeg gerne være på hospitalet. Og evt. få et kejsersnit. “Bare skær barnet ud af mig med det samme” er den typiske tanke.

Jeg forestillede mig, at jeg var helt utroligt syg, og det var derfor, Sigfred døde. Jeg troede også, at jeg havde en infektion i livmoderen, som havde slået ham ihjel (ikke fordi en infektion er morens skyld). Uanset så var jeg helt sikker på, at det var min skyld, at min lille baby inde i maven var død.

Ja, tankerne er totalt irrationelle lige der midt i infernoet af sorg og rædsel.

Set i bakspejlet er jeg så utrolig taknemmelig for oplevelsen af Sigfreds fødsel. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at proceduren er, at kvinder med døde børn opfordres til at føde vaginalt i stedet for kejsersnit.

At sove med et dødt barn i maven

Da dommen var endelig – Sigfred var død – sad vi lidt alene. Personalet kom ind igen og sagde, at de ville anbefale os at tage hjem og så komme igen næste morgen for at få fødslen sat i gang. Vi ville også gerne selv hjem til de store børn.

Jeg kan stadig få helt ondt i maven, når jeg tænker på den nat. At skulle sove velvidende, at mit barn i maven var dødt. Det kunne jeg næsten ikke. Hver gang min mand faldt i søvn, vækkede jeg ham, for jeg følte mig så alene. Tankerne fløj rundt i hovedet, og jeg var så bange. Helt konkret var jeg bange for, at min lille baby var et “monster”, og så var jeg bange for, at jeg kunne dø af at have et dødt barn i maven. Når jeg af og til faldt hen, drømte jeg, at jeg fødte halvvoksne børn, som lignede zombier.

Jeg blev virkelig lettet, da vores yngste datter vågnede meget tidligt, så jeg kunne stå op. Jeg tror, det var den værste nat i mit liv.

  

Forskellen på maven. Billedet til venstre er taget dagen før, Sigfred døde, og billedet til højre er taget lige inden, veerne går i gang. Maven faldt fuldstændigt sammen efter, han var død.

Igangsættelse

Inde på sygehuset blev fødslen forsøgt igangsat, men jeg responderede slet ikke på pillerne – nok fordi jeg var så træt og bange. Efter en hel dag og en hel nat på sygehuset, hvor vi fik sovet rigtig godt, vågnede jeg op og var klar til at føde. Jeg fik piller igen efter morgenmaden, og da veerne kort efter gik i gang, havde jeg overskud til det. Jeg havde trænet min vejrtrækning og afspænding, som virkelig hjalp mig til at holde fokus. Og min søster mindede mig ofte om, at vi skulle gøre det til en smuk oplevelse.

Og det blev det virkeligt. Det var ret hårdt og intenst, da det gik super stærkt. Ca. 4 timer fra de første veer til han blev født. Sigfred blev født onsdag middag, efter han var blevet konstateret død mandag aften. Jeg var glad for, at vi havde så god tid til at vænne os til tanken og arbejde igennem alle de følelser, der dukkede op. (På et andet tidspunkt skriver jeg mere detaljeret om fødslen).

Vaginal fødsel vs. kejsersnit

Havde jeg fået et kejsersnit den første nat, tror jeg slet ikke, jeg ville have været klar til at tage imod ham. Men det, at fødselsopstarten trak sådan ud, gjorde, at vi havde forberedt os på, hvordan vi kunne tilbringe tiden bedst med ham efter fødslen. Og jeg endte med ikke at være bange for at møde ham.

Jeg tror, at den vaginale fødsel har gjort, at min krop også kunne følge nogenlunde med. Et kejsersnit havde nok gjort det fysiske chok værre. For jeg kunne jo mærke på min krop, at den følte sig amputeret. Jeg følte mig amputeret!

Man siger, at den vaginale fødsel er et vigtigt led i sorgbearbejdelsen og afskeden med barnet (i hvert fald barnets krop – jeg tror ikke på, at vi behøver at tage afsked med barnets sjæl). Den vaginale fødsel skulle efter sigende være vigtig for den psykiske såvel som for den fysiske proces. Jeg kan rigtig godt identificere mig med argumenterne for vaginal fødsel. Hvad med dig?

Har du lyst til at dele din oplevelse? Så skriv gerne her i kommentarfeltet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *