Sådan mindes vi #2

Jeg har rigtig meget brug for at synliggøre Sigfred i vores hjem på samme måde, som jeg har brug for, at han fylder i vores tanker, handlinger og samtaler. Jeg mindes om ham konstant, og det hjælper mig så meget i min proces. Andre har brug for ikke at kigge på billeder, fordi det gør for ondt.

Min teori er, at smerten er der, uanset hvor meget eller hvor lidt, vi kigger på billeder og taler om vores døde børn. Om vi har brug for at kigge på dem eller ej er bare så individuelt.

Englebarn

I forrige uge faldt jeg over en kvinde, som tegner familier med englebørn. Hun har siden Englebarn på Facebook, hvor man kan se de fineste tegninger af familier med englebørn.

Jeg skrev straks og bestilte en tegning af vores familie, for jeg blev hurtigt ret vild med hendes streg. Og prisen var virkelig overkommelig

En A4 tegning koster ml 125-150 kr. inkl. forsendelse og en A3 ml. 225-250 kr. inkl. forsendelse. Jeg bestilte en A4, fordi jeg gerne ville have den på vores fotohylde.

Tegneren sendte mig en skitse, da jeg havde fortalt, at vi var mor, far, stor pige, stor dreng, lille pige og baby-engel. Og kort tid efter lå tegningen i min postkasse. Over Sigfreds hoved er der en glorie, som man bedst kan se, når man ved, den er der.

Se lige hvor fin den er i guldramme.

Jeg elsker, at tegningen med al sin enkelhed rummer præcist det, jeg føler. Den udtrykker, at Sigfred er vores 4. barn, og at han er et barn i vores familie på lige fod med de tre andre børn. Forskellen ligger bare i, at han har vinger. I tegningen er han lige så tydelig, som vi andre i familien er.

Lige neden under tegningen fra Englebarn står den utroligt smukke tegning, Karen Børhnsen fra Stregtegning.dk har lavet på baggrund af et billede, vi har sendt til hende.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *