Sjæleaftaler

Noget af det, jeg synes, har været det sværeste ved at miste mit barn, var tanken om “hvor er han nu?” og “er det hele bare slut, før det er begyndt?”

Jeg kunne bare ikke forene mig med tanken om, at Sigfred bare havde været i min mave i 9 måneder, og så var han bare væk igen. De grimme tanker, jeg fik, når jeg tænkte på hans lille krop under jorden, var uudholdelige. Jeg var nødt til at skille krop og sjæl ad i min bevidsthed.

Sigfreds hjerte skulle fyldes med kærlighed

En af de første kvinder, der hjalp mig i retningen af at forstå, hvor vi er, når vi er døde, kunne skabe kontakt til Sigfreds lille sjæl og fortælle mig, at han havde levet flere liv før, hvor han havde mistet troen på kærlighed. Han var kommet til mig for at få fyldt sit lille hjerte op med kærlighed, og det var tilstrækkeligt med 9 måneder under mit hjerte.

Det gav mig så megen ro, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var rigtigt. Inden vi fik Sigfred, har jeg troet på, at man kunne leve flere liv, men ellers har jeg ikke bevidst beskæftiget mig så meget med livet efter døden.

Jeg er klar over, at der vil sidde flere læsere og tænke, at det rabler for mig. Men pyt, det giver mening for mig, og det er det, der gør, at jeg er kommet helskindet igennem den hårdeste tid i mit liv. Jeg håber også, der vil sidde læsere, for hvem dette giver mening og dermed et lille lys i mørket.

Eva Andreas onlineforløb “Min Lille Sjæl”

En anden kvinde, der virkelig har hjulpet mig i min proces er skønne Eva Andrea. Jeg deltog i hendes onlineforløb “Min Lille Sjæl”, som er designet til kvinder, der ønsker at nå dybere ind i kontakte med deres børn.

Jeg har fået så mange indsigter undervejs og størst var indsigten i “Sjæleaftaler”. Eva Andrea skriver om sjæleaftaler:

“I et spirituelt perspektiv er der ikke noget der er tilfældigt. Heller ikke hvilke sjæle der krydser din vej, eller hvilke sjæle der er vigtige og nære mennesker i dit liv. Vi kan have sjælemøder der er kortvarige, og har en afgørende betydning for vores liv.

Men det er i de lange, dybe relationer indenfor cirklerne af forældre, børn, venskaber og kærlighedsforhold at sjæleaftalernes mest dybtgående healende virkning kommer til syne.”

Hvad betyder sjæleaftaler?

Grundtanken er, at vi som sjæle på et andet plan har lavet en aftale om, hvad vi skal lære af hinanden. Det betyder, at Sigfreds og min sjæl har mødtes et eller andet sted – jeg ved, at der er mange ord for det sted inden for forskellige retninger – men vi kan kalde det oppe i det højere luftlag. Her har vores sjæle aftalt, hvilke gaver, Sigfreds sjæl kunne give min sjæl og omvendt.

Og sådan er det med alle dem, vi har i vores liv. På modul 3 i onlineforløbet “Min Lille Sjæl” blev vi guidet til at afkode disse sjæleaftaler.

Vi har også sjæleaftaler med vores levende børn. Der er nogle, der er lige til højrebenet, og så er der dem, der ligger dybere. Det kan fx handle om, at ens barn viser ekstrem vrede, som er svær at håndtere. I den vrede er der en gave, som venter på at blive pakket ud og helet.

Gaven i at miste et barn synes fuldstændig usynlig. Men det er den ikke nødvendigvis, hvis vi tør grave den frem. Det er et ekstremt sårbart og hårdt arbejde men samtidig også utroligt smukt og helende.

Dertil kommer, at Eva Andrea guider en på den mildeste og kærligste måde, så man næsten føler, at hun gør arbejdet for en. Og helt ærligt, så følte jeg af og til i starten, at jeg havde brug for, at nogen kunne tage sorgen for mig og bære den lidt. I onlineforløbet fik jeg øjnene op for og mærkede jeg, hvor mange, der hjalp mig med at bære sorgen.

Anbefalinger

Jeg vil anbefale jer at lytte til Eva Andreas børnebog “Da den lille sjæl kom til verden”. Den beskriver sjæleaftalerne så smukt. Vi har brugt bogen til at læse for vores børn, og de er lige så vilde med den, som jeg er.

Har du fået lyst til at læse mere om sjæleaftaler, kan du læse Eva Andreas artikler “Har jeg virkelig signet op til det her?” og “Er der et usynligt matrix, en dybere forbindelse mellem os som sjæle? Og hvad sker der når vi afkoder dem?”

Kunstvisualisering

Forleden modtog jeg denne smukke tegning, som allerede betyder meget for mig!

Den er udformet på baggrund af en visualisering, jeg blev guidet igennem, mens jeg satte ord på, hvad jeg så. Længere nede kan du læse tolkningen af min oplevelse.

Tegneren er den dygtige Christina Lilly, som sammen med Christina Hedegaard udøver Kunstvisualisering. Du kan finde dem på deres Facebookside.

Hvordan foregår en Kunstvisualisering?

Visualiseringen foregik over Skype, da begge Christina’er er bosatte i København og jeg i Aarhus. Jeg skulle bare lægge mig rigtig godt til rette i min sofa med et tæppe over mig. Telefonen havde jeg stillet, så Christina og Christina kunne se mig, mens jeg blev guidet igennem visualiseringen.

Da vi var klar til at gå i gang, begyndte Christina Hedegaard at guide mig ned i min krop og derefter ned i min underbevidsthed ved hjælp af billeder og ord. Jeg lå med lukkede øjne og kunne sagtens se det hele for mig.

Christina sagde, at jeg skulle gå ned ad en trappe, og neden for enden var der guld. Hun spurgte til, hvordan der så ud rundt om mig. Jeg beskrev bare alt, hvad jeg så, og der dukkede virkeligt interessante ting op. Sigfred dukkede også op som en energi og en følelse.

Samtidig sad den anden Christina og tegnede uden en lyd.

Skitsen

Da sessionen var ovre efter ca. 20 min., vendte jeg tilbage til rummet, og jeg blev helt vildt rørt over, hvad Christina og Christina havde fået ud af det, jeg sagde. Undervejs havde jeg nemlig tænkt, at det nok ikke kunne lade sig gøre at få nogen tegning ud af det, jeg sagde. Men det kunne det i dén grad.

Christina Lilly sendte mig sin skitse kort efter, og jeg var så overrasket over, hvordan hun havde fanget det, jeg havde set.

Christina Lilly har lavet denne smukke beskrivelse til tegningen:

På tegningen er der en lang, hvid trappe, lavet af smukt, bølgende stof. Stoffet danner en vej ned mod det ubevidste, hvor Astrid befandt sig under sin visualisering. Ned ad trappen kommer Astrid kørende i en smuk karet, trukket af en elegant, sort hest, der er det egentlige symbol på Astrid i tegningen.

Jeg forestiller mig således Astrids kerne eller essens som hesten, og skikkelsen i vognen som den moderlige side af Astrid. Essensen af Astrid er netop mere elegant end Astrid ofte føler sig i sit daglige liv; den er ikke nogen ”arbejdshest”, men snarere en tjener, der med skønhed trækker Astrids andre sider igennem livet på smukkeste vis.

Under vejen ses en grotte; en feminin, mørk grotte, men ikke mørkere end at man kan se langt ind i den ved hjælp af lyset fra det guld, der ligger for enden af trappen; dette guld er netop, hvad Astrid fandt i sin underbevidsthed: gulvet er fyldt med det, og det skinner og funkler.

I kareten kører Astrid med sit store, røde hjerte i favnen, som hun beskrev det under sin visualisering. Oppe over hele scenariet stråler solen foran en glaskuppel af nattehimmel; den repræsenterer Sigfred, som Astrids beskytter og som en del af hende selv. Men det er ikke en hvilken som helst sol, der deler sit lys med alle. Solens stråler rækker ned mod Astrid, og lægger sig om hende, sådan at strålerne smelter sammen med og bliver til karetens – og Astrids – ryglæn.

Dette symboliserer, at Astrid og Sigfred af natur er uadskillelige og altid vil være sammen, selvom det ikke kan ses rent fysisk i denne verden. Sigfred følger Astrid på hendes rejse gennem livet; han støtter hende, ser, hvem hun virkelig er og stråler sin glæde ned til hende.

Er det ikke smukt, at vi ikke behøver andet end at kigge indad for at få øje på forbindelsen med vores små sjæle?

Ønsker du selv at prøve, kan du booke Christina og Christina til en Kunstvisualisering her.

Spørg mig om mit døde barn

Hvor er det ambivalent. Den ene dag bliver man ked af, at ingen spørger, hvordan man har det ovenpå tabet af sit barn. Den næste dag ønsker man, at ingen spørger, og man har bare lyst til at være usynlig.

Jeg ved, at rigtig mange har det på den måde. Personligt vil jeg altid gerne spørges eller i hvert fald tales med om min døde søn. Der kan dog være situationer, hvor jeg gerne vil undgå at blive ked af det og måske køre lidt på overfladen eller fokusere på det, der gør mig glad.

Eksempelvis skulle vi sende de to ældste på lejrtur kort efter Sigfreds død, og den morgen ved bussen gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at fokusere på, hvor fantastisk en lejr, de ville få, og så forsøgte jeg at vente med at tale med de andre forældre, til efter børnene var kørt afsted. Eller til min nevøs barnedåb, hvor præsten havde valgt de samme salmer som til Sigfreds begravelse. Der måtte jeg holde tungen lige i munden, fordi det var vigtigt for mig, at det skulle være en glædens dag.

Det er en rigtig svær balance, når man omgås mennesker i sorg. Hvornår er det rigtige tidspunkt at spørge? Og hvad skal man spørge om? Der er ingen facitliste, og det ville jo være unaturligt, hvis man spørger, når det ikke lige er passende for situationen.

Hvad siger man?

Før vi selv mistede, anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige til andre, der havde mistet fx en forælder, når der var gået en rum tid. “Nå, hvordan går det så med din døde mor……?” Det kan man jo ikke sige.

HVORFOR har vi ikke et sprog for dette? Hvorfor er det ikke normalt at tale om de døde, som vi taler om vores levende? Kunne det ikke være så meget nemmere, hvis det var det mest naturlige i verden at tale om (døden er jo noget af det mest naturlige)?

Det er som om de døde forsvinder fra vores bevidsthed, når vi ikke kan se dem længere. Ude af øje, ude af sind? Hvor er det i øvrigt en skræmmende tanke, hvis man selv bare forsvinder, når man dør.

De døde betyder lige så meget som de levende

Forleden var jeg sammen med en dejlig gruppe veninder. Da aftenen var ved at gå på hæld, skulle vi lige se billeder af hinandens dejlige børn, og jeg blev så glad, da en af mine veninder så, at der var et billede af Sigfreds gravsten i min fotostream og sagde, at det ville hun også gerne se. Sådan en lille ting varmer mit hjerte helt utroligt.

Jeg er lige så stolt af Sigfred, som jeg er af mine levende børn. Jeg kan ikke fortælle, hvad han nu har sagt eller gjort, men jeg kan måske fortælle om, hvordan han fylder i vores hverdag. Hvordan de andre børn taler om ham. Og jeg vil også stadig gerne fortælle om fødslen og den første tid derefter.

Sorgen, smerten og savnet er her UANSET, og jeg synes på ingen måde, at det gør det værre at blive spurgt.  Så min opfordring er, at du hellere bør spørge en gang for meget end en gang for lidt. Og også selvom der er gået 6 mdr eller 6 år. Det bliver ved med at være vigtigt!

Spørg mig om mit døde barn – idéer til dig, der gerne vil støtte en familie, der har mistet:

  • Spørg hvordan jeg har det
  • Spørg hvordan vi inddrager den døde i vores liv / i hverdagen
  • Spørg til tiden og oplevelser med den døde
  • Spørg hvordan det er at vende tilbage til arbejdet
  • Spørg hvordan evt. søskende har det
  • Spørg evt. om du må se billeder af den døde
  • Spørg om du må se gravsted/mindested (eller billeder af det)
  • Spørg hvordan den øvrige familie har det
  • Spørg til vores minderitualer
  • Skriv gerne flere idéer i kommentarfeltet

Et godt råd er at lade være med at lave opsamlende konklusioner som “der var nok en mening med det” og “han er nok et bedre sted” osv. Lad dem, der har mistet, selv komme frem til eventuelle konklusioner. Tænk også gerne over det med at gradbøje sorgen, som jeg har skrevet om tidligere.

Vis at du tænker på det døde barn Også selvom det er svært. Den kærlighed, man mærker fra venner og familie, som tør at vise det og som tør at tale om barnet, glemmer man aldrig.

Sorg og skyld

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der igen og igen har fundet “gode” grunde til, at jeg er skyld i mit barns død.

Vi vil så gerne finde en forklaring på, hvorfor vores babyer skulle herfra så hurtigt; nogle endnu inden de blev født. Og hvem kan man ellers bebrejde end sig selv?

Jeg frygtede virkelig, at jeg og min mand ville komme til at bebrejde hinanden, at Sigfred var død. Det gjorde og gør vi heldigvis ikke.

Moropgaven

Når man er gravid og nybagt mor, er det eneste, man skal sørge for, at baby overlever. Inde i maven kan man sende kærlighed og sørge for gode vilkår ved ikke at være vildt stresset osv.

Når barnet er født, sørger vi for, at barnet får mad, søvn, kropskontakt og kærlighed (Kropskontakt er lige så essentielt som mad for en nyfødt). Det er lige som alt, hvad det kræver for at overleve i starten.

Umiddelbart virker det som en ret nem opgave at sørge for barnets overlevelse. Og derfor ligger det lige til højrebenet at bebrejde sig selv, hvis barnet dør. (Dermed ikke sagt, at det er rigtigt. For vi er IKKE selv skyld i at vores børn dør!)

Sorg og skyld hænger sammen

Sorg og skyld hænger uløseligt sammen, sagde hospitalspræsten til os inden fødslen. Det giver jeg hende ret i, at de gør (hos mig i hvert fald og især i begyndelsen). Skyldfølelsen vender jeg indad. Andre familier vender måske skylden udad.

Jeg tror, uanset hvad der sker, når vi mister et barn, så har vi brug for at give nogen skylden. Hvordan skal vi ellers kunne bære at miste vores dyrebareste?

Irrationelle grunde til, at Sigfred er død

  • Jeg har bukket mig for meget ned i haven, da jeg plukkede ukrudt som højgravid
  • Jeg har været lidt for “stresset” i graviditeten
  • Jeg har været i tvivl, om jeg kunne klare at være mor til 4
  • Jeg har spist camembert ost
  • Jeg har sovet på maven som højgravid
  • Jeg har gjort barnevogn og sovesteder klar inden fødslen (overtro som jeg ikke tror på)
  • Jeg har været for overmodig ved at satse på 4 levende og sunde børn
  • Jeg har siddet med min computer for tæt på maven
  • Jeg har spist for meget sukker
  • Jeg har trænet for lidt
  • og mange andre irrationelle grunde…

Lad mig gerne høre – genkender du tendensen til at give dig selv skylden?