Spontan abort

Da jeg bliver gravid – 6 måneder efter Sigfreds død & fødsel – er jeg fuld af tillid. Jeg er sikker på, at vi har taget vores del af ulykker, og nu vil det kun gå godt. Jeg er god til at hive mig selv op og tro på det bedste, for jeg har ikke, før vi fik Sigfred, oplevet store ulykker. Jeg har bare valset let gennem livet uden de store problemer.

Jeg bløder – abort?

Efter 10-11 ugers graviditet er der pludselig noget, der ligner gammelt blod i trusserne en lørdag eftermiddag. Jeg slår det hen med tanken om, at det måske er en gammel rest menstruationsblod. Næste dag er der frisk blod. Jeg taler med min gode veninde, som er jordemoder, og vi taler om, at der er mulighed for, at det er en abort, men det er også muligt, at der ingenting er galt. Jeg er bange og har virkelig svært ved at mærke, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg overvejer at ringe til lægevagten, men det magter jeg ikke. Det er søndag eftermiddag, og der er også tre børn, der skal gøres klar til mandag morgen.

Efter jeg har været i bad mandag morgen, kommer der pludseligt en stor mængde blod. Her ved jeg godt, hvad klokken har slået. Jeg har aldrig oplevet en abort før, og det føles bare så forkert at bløde. Jeg ringer til egen læge, som ringer tilbage med en tid til scanning på sygehuset en time efter. Min mand er kommet hjem fra arbejde igen og kører selvfølgelig med på sygehuset. Ventetiden er ulidelig. Jeg er ked af det. Vi taler om, at vi godt kan acceptere, hvis jeg aborterer, men uvisheden er frygtelig.

Endnu en scanning, der kan fortælle mig, at mit barn er dødt

Jeg bliver scannet indvendigt, og for anden gang i mit liv, er der en læge, der kan kigge på en skærm og fortælle mig, at mit barn er dødt. Det gør ondt at tænke på. Mest når jeg tænker på Sigfred. Denne baby har jeg ikke lært at kende ordentligt endnu. Men vi havde så mange drømme og forventninger. Jeg skulle følges med min engle-mødregruppe, hvor de fleste også er gravide igen efter at have mistet. Vi skulle endelig have vores 4. levende barn.

Lægen kan fortælle os, at den er stoppet med at vokse omkring uge 7-8. Vi kan tydeligt se på skærmen, at den er død, den lille reje i den store livmoder. Øv! Hvad sker der så nu? Ja, jeg skal bare gå hjem og abortere, og så skal jeg scannes igen efter halvanden uge. Det er ret skræmmende. Jeg ved da ikke, hvordan man aborterer. Vi kommer hjem, og jeg googler en masse. Jeg ved en masse om at føde men intet om aborter, da jeg har været så forskånet.

Statistisk set kan vi godt se, at risikoen for abort efterhånden var stor, når vi nu har fået 4 børn. Men kunne den statistik ikke godt indregne, at en af dem er død?

Børnenes reaktion på aborten

Jeg sover lidt, da vi kommer hjem. Jeg har ondt men ikke sådan, at jeg ikke kan være nogen steder. Mest er jeg nok lidt bange. Vi fortæller det til de to store børn, da de kommer hjem fra skole. De græder lidt, og så spiller vi kort i sofaen og snakker lidt om skuffelsen. Vi har naturligvis gjort os mange tanker om at fortælle om graviditeten tidligt til børnene. (Det skriver jeg sikkert noget om en anden dag.)

Fødsel/abort?

Tirsdag er der rimeligt ro på blødningen i løbet af dagen, men om eftermiddagen giver jeg mig selv akupressur, som jeg plejer at gøre som doula, og så begynder ve-fornemmelserne. Hele aftenen ligger jeg og bruger min ve-vejrtrækning, hver gang de kommer. Det gør ondt. Jeg får dog sovet tungt hele natten.

Da jeg vågner næste morgen (onsdag), kan jeg godt mærke, at det er ved at være tid. Jeg får sendt børnene af sted, og så er jeg nærmest i fødsel de næste timer. Ligger bare og koncentrerer mig om vejrtrækningen og forsøger at se lidt tv ind i mellem veerne. Ved 11-tiden kommer der kæmpe store klumper af blod ud i toilettet. Jeg er sikker på, at det er fostret og tænker øv –det ville jeg ellers gerne have set. Min krop falder til ro herefter, og jeg sover et par timer.

Jeg kan nu gå lidt rundt, men så begynder ve-fornemmelsen igen. Jeg går ud for at skifte bind, og lige i det, jeg trækker bukserne ned, falder der noget glat ud af mig. Jeg kigger i bindet og sørme – det er fostret i sin fosterhinde, som ligger og svømmer rundt i fostervand. Jeg bliver næsten helt glad. Glad fordi jeg sådan havde ønsket at se den. Og også lidt fascineret.

Jeg skynder mig at hente en æske at putte fostret i, og så undersøger jeg det på kryds og tværs, mens det ligger i fostervandet. Havde du spurgt mig for et år siden, om jeg kunne finde på det, havde jeg nok kastet op af væmmelse. Men fordi jeg har prøvet at bære og føde min døde baby, så er der ikke ret meget, der kan få mig til at væmmes længere. Især ikke når det kommer fra min egen krop. Fostret er så lille bitte. Højst 8 uger gammel så vidt jeg kan se. Jeg har hele tiden været overbevist om, at det var en pige. Det får jeg dog aldrig svar på, og det er helt okay.

Begravelse – igen

Efter børnene er puttet om aftenen, går vi ud til vores rødbøg, fra hvilken Sigfred fik et blad med i kisten. Derfor skal den lille også begraves ved det træ. Vi tænder et lys, lægger fostret i en fin æske, som børnene har lavet i en anden sammenhæng, og lægger det i jorden. Vi tager afsked og så bliver den dækket til. Lyset brænder derude hele aftenen, så vi kan se det i mørket inde fra stuen.

Sorg – igen

Jeg undrer mig over, at jeg ikke er mere ked af det og tænker, at det nok skyldes, at jeg har prøvet det, der er meget værre end en abort (selvom man jo ikke kan gradbøje sorgen…). Men da jeg vågner torsdag morgen kommer sorgen væltende. Jeg bruger det meste af dagen på at græde og føle tomhed. Smerterne fra ”efterveerne” er næsten ulidelige. Jeg mangler virkelig mit oxytocinfix i form af en dejlig baby, der ligger hud-mod-hud og ammer, og derfor gør det så ekstremt ondt at have efterveer.

Sorgfølelsen handler mest om Sigfred. Jeg følte mig ikke helt knyttet til den lille ny endnu. Til gengæld føler jeg mig kastet tilbage til august, hvor Sigfred døde. Det var en mandag, jeg fandt ud af, at han var død og en onsdag, han blev født. Præcist som med denne omgang.

Hvad nu?

Tanker om skyld fylder en masse i mit hoved, præcist som efter Sigfred døde. Det, ved jeg nu, er helt normalt, og derfor får de tanker også bare lov at suse igennem. Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi tør forsøge igen. Om det overhovedet kan lade sig gøre igen. Lægen sagde, at vi bare skulle gå i gang med det samme igen, når aborten er overstået, men det tror jeg ikke, hverken min krop eller mit hjerte er klart til. Nu tager vi en dag ad gangen. Og jeg vil arbejde med at finde ind til tilliden igen. Jeg ved, at jeg kan, og jeg ved, at tiden vil arbejde for mig.

Faktisk kan jeg mærke en tillid til min krop. Jeg er så glad for, at den selv gør arbejdet. At den selv går i gang med at bløde og afstøde fostret. At den opfører sig som om, den er i fødsel, så jeg ved, hvad jeg skal gøre med min vejrtrækning osv. At fostret kommer ud så fint med intakte fosterhinder. Indtil videre er der ikke tegn på, at min krop har brug for hjælp til denne proces. Selvfølgelig understøtter jeg den bedst muligt med kost og homøopati, og i næste uge skal jeg scannes for at se, om alt er ude. Men grundlæggende føler jeg mig tryg ved min krop, og det er jeg trods alt meget taknemmelig for!

Tanker om at vælge livet

Glæden bor i os alle

For nyligt så jeg filmen Trolls sammen med vores ældste datter. I den er der en trold, der er helt grå og trist, fordi han føler, at han var skyld i sin bedstemors død mange år tilbage. Han fokuserer på alt det, der gør ham sur, trist, ulykkelig og negativ. Den glade lyserøde trold forsøger at få ham glad og med på at danse og have det sjovt. Hun fortæller ham, at han også kan vælge at være glad i stedet for at være ulykkelig, for lykken og glæden bor inde i os alle sammen. Filmen er virkelig anbefalelsesværdig, og den satte nogle tanker i gang om det at vælge lykken og glæden.

At falde eller at vælge livet

Da jeg fandt ud af, at Sigfred var død, og jeg var kommet mig over det værste chok, traf jeg et valg.  Jeg ville vælge livet. Jeg ville ikke blive sindssyg, jeg ville åbne mit hjerte og mine øjne for denne sorg. Alternativet var for mig at give slip og lade mig falde ud over kanten. Jeg var sikker på, at hvis jeg gav slip, så ville jeg blive sindssyg. Det føltes som at hænge på kanten med det yderste af fingrene, og jeg vidste ikke, hvad der ville ske, hvis jeg gav slip.

Jeg VILLE ikke hade andres babyer, for hvordan skulle jeg så kunne leve videre? Jeg ville være nødt til at lægge mit liv gevaldigt om og måske flytte ud på en øde ø, hvis jeg ikke kunne klare, at der blev født mange dejlige og levende babyer rundt omkring mig. For mit daglige arbejde handler om babyer, når jeg laver fødselsforberedelse, er doula, yder ammehjælp, har samtaler med mødre osv. Jeg ved godt, at alle ikke føler, at det er et valg. Og det er sundt at være i sorgen og lade den fylde. Det må der ikke være tvivl om. Men vi kan måske forsøge at hjælpe vores fokus på rette vej.

Tankerne

I starten hørte jeg om kvinder, der havde mistet, som havde lyst til at sprænge andres barnevogne i luften og den slags. Jeg ved, at det er en helt normal reaktion, når man selv har mistet, men jeg var alligevel lidt rystet over, at der i virkeligheden er kvinder, der tænker sådan. Men intet er rigtigt eller forkert. Det er den eneste måde nogle kan holde ud at være i sorgen på. Ingen følelser er forkerte. Det virker bare ikke for mig at tænke på den måde. Og jeg kan for det meste styre mine følelser med mine tanker. Heldigvis er tanker lette at ændre. Af og til bruger jeg positive bekræftelser til at ændre mine tanker. Eksempelvis bekræftede vi ofte hinanden i, at vi ville fokusere på det levende og på kærligheden.

Billedet er taget i haven en smuk aften kort efter Sigfreds død

Når de nærmeste får børn samtidig

Rigtig mange af mine nære veninder og min bror og hans kone fødte lige omkring den tid, hvor vi mistede Sigfred. Min lille nevø blev født en måned efter Sigfred. Jeg elskede at få lov at holde ham og de andre dejlige babyer i min omgangskreds. De var for mig symbolet på liv og lykke. Samtidig var det faktisk også helende for mig at sidde med en lille dejlig baby der, hvor Sigfred skulle have ligget, for min krop skreg virkelig på en baby. Jeg føler også, at min lille, elskede nevø kiggede mig i øjnene og sagde, at det nok skulle gå. Han har det mest intense blik, og jeg føler altid, at han ser lige igennem mig.

Tanken om Sigfred og hans fætter, der kunne have vokset op sammen, er både smuk og ubærlig. Hvor er det trist, at de ikke skulle leve sammen og være fætre på jorden. Og hvor er det et underligt livsvilkår for min nevø at komme til verden, lige efter hans fætter er død. Han har heldigvis de mest kærlige forældre, der håndterer det på bedste vis. Og hvor er jeg dog taknemmelig for, at vi forblev tætte, selvom det modsatte også kunne være sket. Min bror og hans kone var ikke bange for at besøge os, tale med os og være i sorgen med os. Og derfor var det heller ikke svært at være i glæden og livet med dem.

Taknemmelighed

Jeg ved, at Sigfred ville have ønsket, at vi skulle være glade og vælge livet. Ikke at vi skulle forblive grå og triste til evig tid (selvom det føltes mest rigtigt på det tidspunkt). Vores hjerter er for altid mærket af, at vi mistede vores dyrebare skat, og netop derfor vil vi have mere lykke og glæde ud af livet. Så tak, Sigfred, fordi du kom og lærte os så meget om kærlighed.

Og en lille efterskrift

Kære du, der læser med, som slet ikke kan genkende det, jeg skriver. Jeg skriver kun ud fra, hvad vi har oplevet, følt og tænkt. Jeg ved, at rigtig mange har det omvendt. Det, du føler, er ikke forkert, selvom jeg ikke har følt på den måde. Du er lige så rigtig, som jeg er <3