Spontan abort

Da jeg bliver gravid – 6 måneder efter Sigfreds død & fødsel – er jeg fuld af tillid. Jeg er sikker på, at vi har taget vores del af ulykker, og nu vil det kun gå godt. Jeg er god til at hive mig selv op og tro på det bedste, for jeg har ikke, før vi fik Sigfred, oplevet store ulykker. Jeg har bare valset let gennem livet uden de store problemer.

Jeg bløder – abort?

Efter 10-11 ugers graviditet er der pludselig noget, der ligner gammelt blod i trusserne en lørdag eftermiddag. Jeg slår det hen med tanken om, at det måske er en gammel rest menstruationsblod. Næste dag er der frisk blod. Jeg taler med min gode veninde, som er jordemoder, og vi taler om, at der er mulighed for, at det er en abort, men det er også muligt, at der ingenting er galt. Jeg er bange og har virkelig svært ved at mærke, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg overvejer at ringe til lægevagten, men det magter jeg ikke. Det er søndag eftermiddag, og der er også tre børn, der skal gøres klar til mandag morgen.

Efter jeg har været i bad mandag morgen, kommer der pludseligt en stor mængde blod. Her ved jeg godt, hvad klokken har slået. Jeg har aldrig oplevet en abort før, og det føles bare så forkert at bløde. Jeg ringer til egen læge, som ringer tilbage med en tid til scanning på sygehuset en time efter. Min mand er kommet hjem fra arbejde igen og kører selvfølgelig med på sygehuset. Ventetiden er ulidelig. Jeg er ked af det. Vi taler om, at vi godt kan acceptere, hvis jeg aborterer, men uvisheden er frygtelig.

Endnu en scanning, der kan fortælle mig, at mit barn er dødt

Jeg bliver scannet indvendigt, og for anden gang i mit liv, er der en læge, der kan kigge på en skærm og fortælle mig, at mit barn er dødt. Det gør ondt at tænke på. Mest når jeg tænker på Sigfred. Denne baby har jeg ikke lært at kende ordentligt endnu. Men vi havde så mange drømme og forventninger. Jeg skulle følges med min engle-mødregruppe, hvor de fleste også er gravide igen efter at have mistet. Vi skulle endelig have vores 4. levende barn.

Lægen kan fortælle os, at den er stoppet med at vokse omkring uge 7-8. Vi kan tydeligt se på skærmen, at den er død, den lille reje i den store livmoder. Øv! Hvad sker der så nu? Ja, jeg skal bare gå hjem og abortere, og så skal jeg scannes igen efter halvanden uge. Det er ret skræmmende. Jeg ved da ikke, hvordan man aborterer. Vi kommer hjem, og jeg googler en masse. Jeg ved en masse om at føde men intet om aborter, da jeg har været så forskånet.

Statistisk set kan vi godt se, at risikoen for abort efterhånden var stor, når vi nu har fået 4 børn. Men kunne den statistik ikke godt indregne, at en af dem er død?

Børnenes reaktion på aborten

Jeg sover lidt, da vi kommer hjem. Jeg har ondt men ikke sådan, at jeg ikke kan være nogen steder. Mest er jeg nok lidt bange. Vi fortæller det til de to store børn, da de kommer hjem fra skole. De græder lidt, og så spiller vi kort i sofaen og snakker lidt om skuffelsen. Vi har naturligvis gjort os mange tanker om at fortælle om graviditeten tidligt til børnene. (Det skriver jeg sikkert noget om en anden dag.)

Fødsel/abort?

Tirsdag er der rimeligt ro på blødningen i løbet af dagen, men om eftermiddagen giver jeg mig selv akupressur, som jeg plejer at gøre som doula, og så begynder ve-fornemmelserne. Hele aftenen ligger jeg og bruger min ve-vejrtrækning, hver gang de kommer. Det gør ondt. Jeg får dog sovet tungt hele natten.

Da jeg vågner næste morgen (onsdag), kan jeg godt mærke, at det er ved at være tid. Jeg får sendt børnene af sted, og så er jeg nærmest i fødsel de næste timer. Ligger bare og koncentrerer mig om vejrtrækningen og forsøger at se lidt tv ind i mellem veerne. Ved 11-tiden kommer der kæmpe store klumper af blod ud i toilettet. Jeg er sikker på, at det er fostret og tænker øv –det ville jeg ellers gerne have set. Min krop falder til ro herefter, og jeg sover et par timer.

Jeg kan nu gå lidt rundt, men så begynder ve-fornemmelsen igen. Jeg går ud for at skifte bind, og lige i det, jeg trækker bukserne ned, falder der noget glat ud af mig. Jeg kigger i bindet og sørme – det er fostret i sin fosterhinde, som ligger og svømmer rundt i fostervand. Jeg bliver næsten helt glad. Glad fordi jeg sådan havde ønsket at se den. Og også lidt fascineret.

Jeg skynder mig at hente en æske at putte fostret i, og så undersøger jeg det på kryds og tværs, mens det ligger i fostervandet. Havde du spurgt mig for et år siden, om jeg kunne finde på det, havde jeg nok kastet op af væmmelse. Men fordi jeg har prøvet at bære og føde min døde baby, så er der ikke ret meget, der kan få mig til at væmmes længere. Især ikke når det kommer fra min egen krop. Fostret er så lille bitte. Højst 8 uger gammel så vidt jeg kan se. Jeg har hele tiden været overbevist om, at det var en pige. Det får jeg dog aldrig svar på, og det er helt okay.

Begravelse – igen

Efter børnene er puttet om aftenen, går vi ud til vores rødbøg, fra hvilken Sigfred fik et blad med i kisten. Derfor skal den lille også begraves ved det træ. Vi tænder et lys, lægger fostret i en fin æske, som børnene har lavet i en anden sammenhæng, og lægger det i jorden. Vi tager afsked og så bliver den dækket til. Lyset brænder derude hele aftenen, så vi kan se det i mørket inde fra stuen.

Sorg – igen

Jeg undrer mig over, at jeg ikke er mere ked af det og tænker, at det nok skyldes, at jeg har prøvet det, der er meget værre end en abort (selvom man jo ikke kan gradbøje sorgen…). Men da jeg vågner torsdag morgen kommer sorgen væltende. Jeg bruger det meste af dagen på at græde og føle tomhed. Smerterne fra ”efterveerne” er næsten ulidelige. Jeg mangler virkelig mit oxytocinfix i form af en dejlig baby, der ligger hud-mod-hud og ammer, og derfor gør det så ekstremt ondt at have efterveer.

Sorgfølelsen handler mest om Sigfred. Jeg følte mig ikke helt knyttet til den lille ny endnu. Til gengæld føler jeg mig kastet tilbage til august, hvor Sigfred døde. Det var en mandag, jeg fandt ud af, at han var død og en onsdag, han blev født. Præcist som med denne omgang.

Hvad nu?

Tanker om skyld fylder en masse i mit hoved, præcist som efter Sigfred døde. Det, ved jeg nu, er helt normalt, og derfor får de tanker også bare lov at suse igennem. Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi tør forsøge igen. Om det overhovedet kan lade sig gøre igen. Lægen sagde, at vi bare skulle gå i gang med det samme igen, når aborten er overstået, men det tror jeg ikke, hverken min krop eller mit hjerte er klart til. Nu tager vi en dag ad gangen. Og jeg vil arbejde med at finde ind til tilliden igen. Jeg ved, at jeg kan, og jeg ved, at tiden vil arbejde for mig.

Faktisk kan jeg mærke en tillid til min krop. Jeg er så glad for, at den selv gør arbejdet. At den selv går i gang med at bløde og afstøde fostret. At den opfører sig som om, den er i fødsel, så jeg ved, hvad jeg skal gøre med min vejrtrækning osv. At fostret kommer ud så fint med intakte fosterhinder. Indtil videre er der ikke tegn på, at min krop har brug for hjælp til denne proces. Selvfølgelig understøtter jeg den bedst muligt med kost og homøopati, og i næste uge skal jeg scannes for at se, om alt er ude. Men grundlæggende føler jeg mig tryg ved min krop, og det er jeg trods alt meget taknemmelig for!

10 kommentarer til “Spontan abort”

  1. Tak for fin historie. Jeg kan genkende så mange af dine tanker. Jeg har selv mistet og født tre børn i femte måned.

  2. Kære Astrid. Jeg kender dig ikke og har blot læst dit indlæg fordi en facebook-ven havde delt det. Men jeg vil gerne sige tak for din tekst. For nogle år siden aborterede jeg også i 10.-11. uge og oplevede også at sidde med foster + fosterhinde i min hulede hånd. Jeg var chokeret og kaldte på min mand, som sagde jeg skulle smide det i toilettet. Det gjorde jeg. Og det har været en meget stor sorg for mig lige siden. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde været stærk og modig nok til at mærke efter i det øjeblik. I tankerne har jeg sidenhen lagt det lille foster i en æske og begravet det. Men jeg ville ønske, at jeg, ligesom du, havde gjort det i virkeligheden. Kh Louise

  3. Kære Louise. Hvor er det fint, at du kan gøre det i tankerne. Jeg tror også kun, det er, fordi vi har prøvet det før (at begrave et barn), at jeg havde tænkt over det inden. Kærlige hilsner til dig <3

  4. Smukt og hudløst ærligt- meget flot skrevet!
    Tårene triller og jeg mindes vores kære englefætter Sigfred?
    Vi glædede os til at møde den nye lille sjæl, som var på vej og føler med Jer i sorgen❤️??
    Ingen tvivl – du er den sejeste kvinde jeg kender,kæreste Astrid?

  5. Kære Astrid
    Jeg læser din oplevelse med modstridende følelser. Med nysgerrighed, med en let vrængen på næsen over intimdetaljerne, med omsorg og med sorg og med en snert af fordom.
    Det huer mig ikke, at jeg mærker andet end omsorg, for jeg vil helst se mig selv i englelys, men jeg er bare et menneske, fuld af skyggesider der puster sig op.
    Jeg har selv siddet der, med et lille bitte foster i hænderne, for mange år siden. Midt i specialeskrivning om sorg og krise når man får et udviklingshæmmet barn …
    Det var ensomt og ulykkeligt, selvom min mor og bror sad i køkkenet (fordi min mand var på arbejde), mens jeg sad på toilettet- med en lille livløs klump i hænderne.
    Helt instinktivt samlede jeg klumpen op og undersøgte den. Mit døde barn. Som ikke var et barn, men en klump kød. Kunne jeg tillade mig at sørge over det, det som ikke var et barn endnu?Og nu var jeg var jo ikke den eneste der oplevede en ufrivillig abort og jeg slap måske netop for en livslang sorg over et udviklingshæmmet barn!
    JA, jeg kunne godt have tilladt mig at sørge, men det kunne jeg ikke mærke dengang. Jeg var ung og troede stadig det var vigtigt at være sej og så var der jo i øvrigt så mange andre der havde det meget værre end mig.
    Når jeg læser din oplevelse Astrid, kan jeg mærke hvor godt og rigtigt det føles, at jeres lille klump, har fået en plads under blodbøgen. At sorgen får lov at høre til, både i Jer og i jorden under bøgen- i en fin lille æske.
    Hvor ville jeg ønske jeg havde haft den indsigt jeg har i dag og at jeg havde turdet sørge rigtigt over mit tabte barn, ligesom I giver plads og lov til.
    Jeg er fuld af beundring for dit mod, til at beskrive detaljeret hvad der skete. Det er vigtigt! Vigtigt at vi tør bryde tabuet, så vi kan være mere hele mennesker, som kan rumme alle følelserne og ikke sidder tilbage med rynkede næser, fordi vi ikke selv tør stå ved sorgen og smerten … og mærker glimt af fordomsfulde følelser som måske handler om misundelse? “Hun har jo tre sunde børn i forvejen” …
    Jeg har ‘kun’ to. Det første trak jeg ud i toilettet!

  6. Kære Anne.

    Af hjertet TAK for din smukke fortælling.

    Og tusind tak for at sætte ord på præcist det, jeg selv sad med, da jeg skrev indlægget. Er det for meget? Er det for intimt? Skal jeg ikke bare komme videre og sætte pris på de tre levende og dejlige børn, jeg har? Men jeg kunne ikke lade være med at dele det. For jeg ville ønske, jeg havde læst noget lignende, inden jeg selv stod i det.
    Heldigvis har jeg nogle veninder, som kunne fortælle mig, hvordan det havde været for dem, så jeg havde nogle livliner at trække på.

    Abort er SÅ normalt og alligevel følte jeg mig så unormal midt i stormvejret. Kram og tak for dig <3

  7. Du gør så meget godt ved at dele dine oplevelser og du gør det så stærkt og så fintfølende at jeg håber at alle de der desværre prøver at miste i form af abort eller et lille barn, kommer forbi din side og kan få hjælp og tiltro til sig selv igen.
    Du er helt særlig kære Astrid ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *