Et års fødselsdag

Fødselsdag

D. 17. august var det Sigfreds 1 års fødselsdag. Jeg føler, at vi mere eller mindre har lært at leve med vores roller som forældre til et dødt barn. Hver dag, hver time tænker vi på ham. Savnet er stadig ubeskriveligt stort. Vi har mange tæt på os, som også savner ham og sørger over, at Sigfred ikke skulle få lov at leve her på jorden. Og disse mennesker gjorde, at vi endnu engang kom igennem en hård tid.

I dette indlæg vil jeg skrive lidt om, hvordan vi fejrede Sigfred og forsøge at komme med lidt inspiration til forældre og pårørende, der står i lignende situationer.

Fødselsdagen

Vi valgte at hejse flaget i flagstangen og gøre næsten, som vi ville have gjort ved vores levende børns fødselsdage. Om morgenen spiste vi fødselsdagsmorgenmad med børnene, inden de skulle af sted. Min søster kom op ad formiddagen, og sammen med hende så vi billeder og mindedes fødslen og Sigfred. (Hun var med til fødslen).

fødselsdag

Da børnene kom hjem om eftermiddagen, tog vi op på kirkegården, hvor vi spiste boller og kagemand på et tæppe foran gravstedet. Vi sang også en fødselsdagssang for Sigfred.

Børnene samlede et Lego fødselsdagstog til ham, som vi stillede på hans gravsted. Vi havde købt en lille gave, som er figuren på billedet til højre. En tilfreds lille baby, som bliver holdt af englevinger. Desuden havde vi malet på en masse sten, som vi pyntede gravstedet op med.

Om aftenen tog vi ud at spise, og da børnene var puttede, sluttede vi dagen af med at se en serie og forsvinde lidt hen i et andet univers.

Det blev en hyggelig dag på børnenes præmisser, men hvor der samtidig også var plads til at græde og mindes.

Minder om sidste år

Det overraskede mig, hvor stort det var at runde Sigfreds 1 års fødselsdag. I tiden op til blev jeg konstant mindet om samme tid sidste år. Der var så meget i luften, lydene og lyset, der vakte mine sansers hukommelse. Skolestart var vi også lige kommet på den anden side af, da Sigfred døde, så første skoledag i år (i hhv. 1. og 3. klasse) var en hård reminder. Min timehop app sendte mig daglige påmindelser om, hvad jeg lavede sidste år på denne tid. Det var både dejligt og smerteligt på een gang.

Mit humør har været meget mere svingende, end det plejer at være, og jeg fik følelsen af at have et hul i maven, hver gang jeg stillede ind på, hvorfor jeg havde det sådan. De kære mennesker, vi omgiver os med, mærkede det med det samme og trådte et skridt tættere på os.

Anerkendelse

Jeg har tidligere skrevet, hvor dejligt det er, når ens pårørende anerkender ens barn. Jeg fandt ud af ved Sigfreds fødselsdag, at et lille tillykke betyder meget mere, end jeg havde forestillet mig, det kunne. Og meget mere end når mine levende børn har fødselsdag. Det betyder jo, at han ikke er glemt.

Hvis du har en kær, der har mistet, så prøv om du kan huske barnets fødselsdag, fx ved at skrive en årlig påmindelse i kalenderen. Vær ikke bange for, om det er upassende at sende en lille hilsen på dagen. Og hvis du er, så spørg eller italesæt, hvad du tænker. Mit gæt er, at de fleste vil værdsætte at deres døde barn bliver husket.

Fødselsdag

Det rørte mig også utroligt meget, at nogle besøgte Sigfreds gravsted og lagde en blomst eller en gave. Sigfred fik eksempelvis denne søde lille drømme- og tandfe af nogle søde venner.

Min mor og svigermor kom med blomster til os, hvilket var en smuk anerkendelse af Sigfred og af vores roller som forældre til et dødt barn.

Vi fik også rigtig mange hilsner fra venner og bekendte, som skrev, at de tænkte på os. Jeg valgte at poste et indlæg på min private Facebook om aftenen, som affødte mange hjertevarme hilsner. Jeg skrev på Facebook, fordi jeg har en mission, som er at hjælpe med at nedbryde tabuet omkring døden. Men mest fordi jeg er stolt over vores søn, som har sat så tydelige spor i verden, selvom han kun var her så kort tid.

Et år i sorgen

Tanker om hvad sorgen har betydet

I dette indlæg vil jeg forsøge at beskrive, hvordan det at få og miste Sigfred har påvirket vores liv.

Smalltalk

Engang kunne jeg tale med alle om stort og småt. Det var let for mig at smalltalke og ikke gå i dybden med emnerne, hvis personen jeg talte med helst ville berøre emner overfladisk.

I dag har jeg en eller anden “evne” til at få drejet ethvert emne ind på døden eller andet alvorligt. Det er ikke med vilje. Men hvis det bliver for kedeligt eller for overfladisk, føler jeg, groft sagt at jeg spilder min tid. Der er ingen tvivl om, at det at møde døden, bringer nye perspektiver til i ens liv på godt og ondt. Og tilsyneladende også nye måder at møde andre mennesker på.

Hvor mange børn har du?

Apropos det at møde andre mennesker. Spørgsmålet om hvor mange børn, vi har, forestiller jeg mig, at vi vil møde resten af vores liv. Lige efter vi havde fået Sigfred, var svaret konsekvent fire. Vi har tre børn hos os og en, vi ikke kan holde i vores arme. Nu afvejer jeg situationen. Jeg vil helst fortælle, at jeg har båret og født fire smukke børn, fordi jeg er stolt af dem alle fire. Men i nogle situationer når jeg lige at ændre mit svar til tre, fordi jeg også skal indregne modtagerens reaktion. Og det er ikke hver dag, jeg er indstillet på at trøste eller huske modtageren på, at vi jo har et godt liv og er glade i dag.

Når jeg nu ikke kan finde ud af at smalltalke og heller ikke vil fortælle, at min baby døde, så kan min hjerne virkelig være på overarbejde, når jeg møder nye mennesker. Nogle dage er det intet problem. Andre dage fylder det alt.

Forstuvet hjerne

Jeg har en veninde, som efter en skilsmisse sagde, at hun havde det som om hendes hjerne var forstuvet. Jeg forstod det ikke rigtigt. Nu forstår jeg det.

Mit funktionsniveau er ikke som det var engang. Jeg kan ikke overskue for mange ting på en dag. Indtil for nyligt kunne jeg heller ikke planlægge ud i fremtiden. Det er stadig ikke så let, men det går i den rigtige retning. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor meget jeg kunne før helt pr. automatik. Og nu skal det langsomt trænes op igen.

Det vigtigste, jeg har lært i forhold til mit overskud, er at:

  • Tage en ting ad gangen
  • Tage en dag ad gangen – ikke planlægge for langt ud i fremtiden
  • Sørge for at have mange lufthuller i løbet af dagen, hvor jeg kan tænke i fred.
  • Give plads til sorgen de dage, hvor den bare fylder alt.

Når jeg har for travlt

Engang hørte jeg udtrykket ”min sjæl kan ikke følge med”. Det er den følelse, jeg får, når jeg har for mange ting på dagens program. Følelsen af, at jeg ikke er ”hel”, at jeg ikke har mig selv med i det hele. Jeg er så taknemmelig for, at jeg er selvstændig, så jeg kan tage tingene i mit eget tempo.

Måden, jeg mærker på, at jeg har haft for travlt, er, at jeg bliver umådelig trist, og så kan jeg slet ikke overskue noget.

Jeg har haft mange stress-symptomer, og noget af det, der virkelig er vigtigt for at holde dem fra døren, er netop det med ikke at have flere ting på dagens program, end jeg kan overskue. Jeg bruger vejrtrækningsøvelser, sørger for at få min søvn (når jeg ellers kan falde i søvn…), forsøger at få frisk luft og bevægelse hver dag samt god og nærende mad.

Venskaber

Jeg er ikke  længere er den veninde, jeg gerne ville være, eller som jeg var engang. Enkelte venskaber glider ud, måske bare for en periode, måske fordi jeg ikke tager ret megen initiativ til kontakt. Nogle har kæmpet for at kunne komme til at hjælpe mig, men jeg har ikke været i stand til at tage imod hjælpen af forskellige årsager.

Jeg savner at være mere social med mine venner og veninder, men jeg magter ikke (jf. det med overskuddet) at putte ret meget mere ind i min kalender, når der også skal være plads til arbejdet og især plads til børnene og min mand.

Heldigvis er jeg velsignet med de mest kærlige og omsorgsfulde venner. De er der  bare for mig, og jeg er helt sikker på, at de ikke forventer, at jeg er i stand til at tage mere kontakt, end jeg gør. De bliver ved med at ringe, skrive og besøge mig, for de ved godt, at jeg ville gøre mere, hvis jeg kunne. De ved også, at jeg ville være der for dem, hvis de var i krise. Det er guld værd at have så fantastiske venner, som ikke giver op.

Og så er der tilmed kommet nye skønne venskaber til. Personer, der tidligere var bekendte, har betydet så meget i vores sorg, at de er rykket endnu tættere på os og er blevet nære venner. Ikke mindst Sigfreds mødregruppe – fremmede kvinder, der lynhurtigt rykkede helt ind i hjertet.

Ensomhed

At miste Sigfred har været en ufattelig ensom proces. Men jeg har været nødt til at være ensom helt inde i mørket, for ingen andre kunne træde derind sammen med mig. Jeg er den eneste, der har båret Sigfred under mit hjerte. Jeg er den eneste, der kender ham derindefra. Min mand har været helt tæt på mig og har båret mig kærligt igennem mørket trods hans egen enorme sorg. Men det er som med en fødsel. Uanset hvor løftet, man føler sig, så er man stadig den eneste, der kan føde barnet. Ingen kan gøre det for én. Det er dén ensomhed, jeg forsøger at beskrive.

Den ensomhed var så barsk at acceptere, indtil jeg fandt ud af, at jeg aldrig er alene. Jeg bliver løftet af så megen kærlighed omkring mig og os. Det er den største gave i mørket – at mærke, at jeg aldrig er alene uanset, hvor ensom jeg føler mig.

Taknemmelighed

Jeg har nævnt det før, men jeg har lyst til at nævne det igen. Alle de mennesker, der sørgede for, at vi aldrig var alene. Min søster, der var med os hele vejen og satte alt til side for at være der for os. Min bror og svigerinde, der rummede os og sørgede for os, selvom de selv ventede baby lige efter. Vores familier, der hjalp, hvor de kunne, fx med at passe børn. Venner/veninder/naboer/bekendte/vores børns venners forældre/personale og forældre i vores børns institutioner/tidligere kunder/ fremmede osv., der stillede op med mad, kram, hjælp, lyttende ører, kærlige tanker, flotte breve, søde ord på Facebook, blomster, sange, gaver, healing, nærvær og jeg kunne blive ved. Det har været helt vildt. Og jeg har aldrig fået takket ordentligt. Jeg håber, at alle de mennesker ved, hvor værdsatte de og deres handlinger er.

Det føltes, som om alle samlede sig og formede en stor kongestol med deres arme og løftede os igennem den mørke tid.

Vi føler så stor taknemmelighed for al den kærlighed, der blev tydeliggjort i vores liv!

Der er næsten gået et år, siden Sigfred kom sovende til verden. Det har været det hårdeste og mørkeste år, og jeg forstår slet ikke, hvordan vi er kommet igennem det. Men vi klarede det, takket være alle de gode folk omkring os, vores fantastiske børn og vores egne ressourcer.

Sorgen er et livsvilkår

Sorgen vil altid være med os. Den er et livsvilkår i vores familie. Vi har valgt, at den skal gøre os stærkere. Det betyder ikke, at vi altid er det. Slet ikke. Vi har dage, hvor alt virker tomt og meningsløst. Og det utrolige er, at næste dag, så skinner solen igen, og vi kan fokusere på alt det, der gør os lykkelige.

Kan du genkende noget af dette? Eller har du erfaret andet, så vil jeg meget gerne høre. Skriv endelig i kommentarfeltet. Måske kommer der en anden engleforælder forbi og kan spejle sig i din kommentar <3