Hvad vi måske ville have gjort anderledes

Når jeg tænker tilbage på tiden omkring Sigfreds død, er der nogle ting, jeg måske ville gøre anderledes, hvis jeg kunne spole tiden tilbage. Vi føler, at det har været en utrolig smuk og bevidsthedsudvidende oplevelse at få Sigfred, men der er alligevel nogle tanker, jeg har lyst til at dele.

At se det smukke i mit døde barn

Jeg fortryder som sådan ikke noget, men hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, tror jeg, at jeg ville kunne være mere åben overfor at tage Sigfred ind.

Jeg var simpelthen så bange for at se det smukke i ham. Fra jeg fandt ud af, at han var død, til jeg fødte ham, var mine tanker om ham helt forfærdelige. Jeg troede, at jeg skulle føde et ”monster”. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan et dødt barn så ud. Jeg kunne ikke forestille mig, at det kunne være et smukt barn, der kom ud.

Efter fødslen sagde min søster og min mand, at han var så smuk og fin. Det eneste, jeg kunne se, var, at der løb blod ud af hans næse. Min søster tørrede ham af og pointerede igen, hvor fin han var. Jeg så ham blot gennem en form for et filter. Måske for at beskytte mig selv? Måske var det for meget at bære, at han så så fin og velskabt ud, og så skulle han alligevel dø?

hvad jeg ville have gjort anderledes

Som timerne gik åbnede jeg mig mere og mere og fik lyst til at tage ham tættere ind til mig. Men så var det, at han ikke måtte blive for varm, så han skulle lægges på kølelementer. Jeg forstod det ikke helt. Men jeg kunne godt se, at han blev mere mørk i ansigtet, jo varmere han blev.

Mere tid med Sigfred?

Cirka seks timer efter hans fødsel, valgte vi at køre hjem. Det var blevet aften, og vi ville egentlig gerne hjem til de tre andre børn, som vi savnede. Vi havde ikke set vores yngste datter i halvandet døgn. De store havde været på sygehuset om eftermiddagen for at se Sigfred.

Vi aftalte, at vi ville hente Sigfred næste dag og tage ham med hjem nogle timer. Da vi kom ind på sygehuset så han helt anderledes ud, og jeg havde slet ikke lyst til at tage ham op. Vi var også blevet gjort opmærksomme på, hvor vigtigt det var, at han var kølig, så jeg turde heller ikke rigtigt tage ham op. Derfor tænker jeg af og til på, at vi nok skulle være blevet på sygehuset natten over for at få lidt mere tid med ham. Når jeg tænker tilbage, er det som om, at vi kørte hjem, da jeg var klar til at tage ham ind. Og da jeg så ham igen, kunne jeg ikke rigtigt tage ham ind, fordi jeg ikke kunne tage ham op.

Det smerter i mit hjerte, når jeg tænker på det. Og det er nok også derfor, at jeg sommetider ønsker at kunne få bare fem minutter med ham igen. Jeg føler ikke, at jeg blev færdig med at kigge på ham. Vi har da nogle billeder, men det er slet ikke det samme.

Et fysisk minde

En anden ting, jeg ville have gjort med den viden, jeg har i dag, er at klippe en tot af hans hår af. Vi har jo næsten ingenting fra ham, og det ville have været så dejligt at have noget fysisk fra ham. Vi har den hue, han fik på, men jeg var nødt til at vaske den, så den dufter desværre ikke af ham.

Familie og venner på sygehuset

Når jeg hører fra andre familier, der har mistet, at de har haft forskellige venner og familie på besøg på sygehuset for, at de skulle se den døde baby, så ærgrer jeg mig også lidt over, at der ikke var flere, der så Sigfred.

De eneste, der nåede at se ham, var vores børn, min søster, min mor, mine svigerforældre og min ældste niece. Jeg ville ønske, at resten af vores tætte familie havde set ham samt at mine nærmeste venner havde fået tilbudt at se ham. Jeg ved ikke, om de havde lyst til det, men jeg tror, at de ville have gjort det, hvis vi havde udtrykt behov for det. Som tiden gik, følte jeg mig mere og mere stolt af Sigfred og fødslen, og jeg tror, det ville have været dejligt at dele med de nærmeste.

Begravelsen

Da vi skulle planlægge begravelse, kunne jeg slet ikke forholde mig til, at der skulle andre med end min mand og jeg. Vores forældre og søskende + ægtefæller samt nevøer og niecer kom med til begravelsen, da det var alt, vi kunne overskue på daværende tidspunkt. Vi havde lidt et tidspres, da vores store børn skulle på lejr, og vi vurderede, at det var bedst, at begravelsen var ”overstået” inden da. Derfor blev Sigfred begravet 10 dage efter fødslen. I mellemtiden var han blevet obduceret. Havde jeg haft mere tid, formoder jeg faktisk, at jeg ville have haft lyst til at invitere de nærmeste venner med. Jeg tror også, jeg var bange for at pålægge dem noget, de ikke havde lyst til. Uden at jeg vidste, om nogen havde lyst til at være med.

hvad jeg ville have gjort anderledes

Jeg kan mærke, at det rører noget i mig, når andre, der har mistet, fortæller, at de har haft venner med til begravelsen. Det ville jeg på en måde gerne have delt med de nærmeste venner.

Vi havde en rigtig smuk oplevelse med begravelsen, så måske var det, som det skulle være. Jeg var så glad for, at min mand kunne tage teten med at planlægge dagen, da jeg på det tidspunkt ikke var i stand til det. Læs evt. mere om Sigfreds begravelse her.

Billeder af Sigfred

Oprindeligt skulle der have været en fotograf med til Sigfreds fødsel, men da jeg fandt ud af, at han var død, kunne jeg slet ikke overskue, at hun skulle med. I dag ville jeg have inviteret hende med, da de billeder man selv kan tage, sjældent kan måle sig med de professionelle. Vi tog en del billeder med min telefon, men ingen af os var opmærksomme på at få ham lagt pænt eller tæt ved mit ansigt for eksempel.

Heldigvis var Karen Bøhrnsen fra Stregtegning.dk så sød at tegne Sigfred ud fra et fotografi, og der blev han faktisk meget pænere end på billedet. Det sjove er, at han ligner vores andre børn meget mere på tegningen end på billederne.

Som sagt fortryder vi ikke de valg, vi traf dengang, men med den viden, vi har i dag, ville vi måske have gjort de ting anderledes, jeg nævner her i indlægget.

Status på graviditeten uge 16

Jeg er nu i uge 16 og har forsøgt at skrive lidt om, hvordan jeg har det, og hvad der er sket siden sidst.

Min skønne jordemoder

Jeg ringede til jordemoderkoordinatoren efter min scanning for at høre, om jeg kunne komme i samme kendt-team som sidst. Det kunne jeg godt. Og sørme om ikke min første konsultation i uge 14 var hos den fantastiske jordemoder, som tog imod Sigfred og hjalp os igennem det hele. Det var dejligt at se hende igen, og hun var som altid virkelig god til at stille de rigtige spørgsmål. Hun spurgte meget ind til, hvordan Sigfred fylder i vores liv. Og selvfølgelig hvordan jeg har det i denne graviditet. Jeg fortalte hende, at min abort sidste år har spøgt rigtig meget.

uge 16

Vi talte om, at jeg gerne vil tage en dag ad gangen. Jeg vil ikke tage stilling til, om jeg skal sættes i gang osv., før vi når tiden omkring termin. Måske vil angsten styre mig, måske mærker jeg ikke noget til det. Det vil tiden vise. Hun sagde, at vi eksempelvis kunne køre en CTG kurve nogle gange hver uge, hvis det giver mig tryghed. Det var virkelig fint at blive præsenteret for mulighederne. Bedst af det hele var, at hun anerkendte og imødekom min tilgang til graviditet og fødsel, fordi hun kender mig ret godt. Hun ved godt, at jeg foretrækker det naturlige så vidt muligt, og det var så fint at få italesat muligheden for, at jeg har lyst til at holde fast i det, hvis jeg bliver angst.

Da jeg ikke var længere henne, tilbød hun ikke at lytte hjertelyd. Der er nemlig en lille risiko for, at man ikke kan finde den så tidligt, og det ville jeg ikke kunne kapere. Men snakken med hende var lige, hvad jeg havde brug for.

At mærke liv før uge 16

Jeg er begyndt at mærke den lille bevæge sig. Det er uforudsigeligt, hvornår den bevæger sig, men pludselig mærker jeg de der små fornemmelser. Og mens jeg skriver det, kommer tanken “hvad nu hvis den er død, og jeg skriver, at jeg har mærket den?” Måske er det bare sådan det er, når man har prøvet at miste? Jeg har i hvert fald aldrig haft det sådan i mine andre graviditeter. Men hvor er det bare skønt, når jeg kan give mig hen til at tro på det og nyde at mærke den lille derinde.

Hvordan jeg forsøger at holde fast

I mine samtaler med kvinder, der har svært ved at knytte sig til baby i maven eller tro på, at der kommer en baby, anbefaler jeg altid at gøre noget konkret for babyen. Det kan være at forberede noget til babyen, sy noget tøj, skrive dagbog til baby, finde babytøj frem, købe noget til baby osv. Nu smager jeg så min egen medicin. Og det hjælper mig, når jeg tvivler.

Min mand og jeg havde aftalt, at vi ville købe et stykke tøj til baby, hvis terminsscanningen gik godt. Det gjorde den som bekendt, og derfor købte vi en dejlig ulddragt til baby. Sikke en vidunderlig følelse!

uge 16

Siden har jeg rammet scanningsbilledet ind, så jeg kan gå og gøre den mere og mere virkelig. Vores yngste datter, Ingeborg på 3 år,siger hver gang, hun kigger på scanningsbilledet: “Jeg kan se, at det er en pige”. Det ved vi ikke, om det er, og planen er, at vi sædvanen tro heller ikke vil vide det, før baby bliver født.

Puslebordet er klar i uge 16…

Dengang Sigfred døde, stod puslebordet jo klart med babytøj og sager i. Jeg har aldrig ryddet det væk, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af det. Det står i gæsteværelset, så det er ikke “i vejen”. Til gengæld har jeg brugt det til opmagasinering af diverse skrammel, så man til sidst ikke kunne se, at der faktisk var et puslebord under det hele.  I sidste uge lavede børnene og jeg perleplader til babyen, som vi blev enige om at sætte på puslebordet, når jeg havde fået ryddet det op.

uge 16

Det gjorde jeg så senere , og vi fik hængt uro og perleplader op sammen. Sikke en forskel det har gjort for mig at gøre noget konkret. Jeg er klar over, at det er meget tidligt at have puslebordet klart i uge 16, men som en veninde skrev “hvis det hjælper, så gør det da!”. Inde i puslebordet er der imidlertid et stort rod, som jeg vil forsøge at styre mig med at ordne lidt endnu. 😉

Det går generelt godt med graviditeten, og det bliver lettere og lettere at nyde den. Og nu er der lige pludselig kun under 24 uger til terminsdatoen. På den ene side ville jeg bare gerne spole tiden frem, føde NU og møde baby. På den anden side elsker jeg virkelig også at være gravid og mærke det spirende liv under mit hjerte, så det vil jeg forsøge at nyde så meget som muligt.

After the storm comes a rainbow

“After the turmoil and darkness of a storm, when light breaks through the clouds, sometimes we are lucky enough to see a rainbow.” (Citat: Mamanatural)

Rainbow babies

På engelsk referer man til vejrfænomenet regnbuen og kalder babyer, født efter et eller flere mistet barn/børn, “Rainbow babies”. På dansk har det en anden betydning. Nemlig, at man er barn i en regnbuefamilie, dvs. en familie, hvis konstellation ikke er far, mor og barn men fx mor, mor og barn.

Jeg tillader mig alligevel at tænke på livet i min mave som en rainbow baby. For inde i min mave ligger et mirakel lige så stort som regnbuen efter et voldsomt uvejr. <3  Min sjette graviditet, vores femte barn og vores fjerde levende barn – alt sammen på én gang.

At miste Sigfred har været det hårdeste, vi nogensinde har oplevet og kan sagtens sammenlignes med et voldsomt uvejr. Vores rainbow baby kommer ikke til at viske mindet om Sigfred ud og er ikke en erstatning for Sigfred. Men vi føler, at lyset igen skinner på os, og vi er så klar til at modtage endnu en lille sjæl.

rainbow

Tillid og ro

Det kræver en del mentalt og spirituelt arbejde at bevare tilliden og roen, som jeg plejer at være så god til. I mine tre første graviditeter har jeg nærmest ikke tvivlet et sekund på, at alt ville gå glat og let. I Sigfreds graviditet havde jeg en følelse af, at noget var galt og arbejdede virkelig med at føle tillid. I april sidste år aborterede jeg i 11. uge, og det kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne ske for mig (naivt nok). Og slet ikke efter vi havde mistet vores fjerde barn. To gange i træk oplevede jeg, at et liv gik til i min livmoder, og det sidder naturligvis i mig.

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid lige inden jul, blev jeg virkelig glad og overrasket. Samtidig tolkede jeg også alle tegn og forsøgte hele tiden at holde fast i normalen. Jeg beskyttede mig selv ved ikke at tænke for meget på, at jeg var gravid og ikke håbe for meget. Det bliver heldigvis hele tiden lettere at tro på det. Jeg ønsker ikke at byde den lille sjæl den afstand, så jeg bruger meget energi på at fortælle den, at den er så ønsket og elsket.

Symptomerne på graviditeten er ikke til at overse. Jeg har været meget plaget af træthed og kvalme, men det vildeste er godt nok de spændte bryster, der allerede lækker mælk. Mon det er fordi, jeg ikke har ammet efter Sigfreds graviditet og fødsel?

Scanning = tryghed?

I uge 8 valgte vi at bestille en privat scanning på Cyclus Klinik i Aarhus, og det var simpelthen sådan en god oplevelse. Det gav mig en kortvarig tryghed at se hjertet slå.  Pia, som scannede mig fortalte, at chancerne jo virkelig var gode, når der var hjerteblink i uge 8 (97 % chance for, at man ikke aborterer.)

Alligevel gik der ikke længe, før jeg begyndte at tvivle igen. Så nu er det daglig praksis at tune ind og mærke efter. Jeg ved, at jeg kan føle tillid og give den lille sjæl den tryghed! Og jeg vil!

I uge 11 fik vi en terminsscanning på sygehuset, da vi har takket nej til nakkefoldsscanning. Det var den vildeste lettelse, at se en baby, der fyldte hele skærmen, tone frem og ligge og “vinke”. Jeg har aldrig følt noget ekstra ved de scanninger med de andre børn. Men denne gang var der virkelig en følelse af overraskelse, kærlighed, lettelse, ømhed, optimisme og tusind andre ting, der væltede frem. Jeg græd og blev mødt så fint af den søde scanningsdame (og min kære mand, som ikke har tvivlet et sekund).

At dele nyheden med børnene

Vi valgte at overbringe den glædelige nyhed efter scanningen i uge 8 til vores børn, som blev meget glade. Der følger selvfølgelig også en masse bekymringer for dem som “Hvad nu hvis den baby også dør?”, og vores yngste datter på tre år siger “Vi vil ikke have flere døde babyer”. Åh sikke en hård livserfaring, de allerede har. Det smerter af og til mit hjerte, men jeg ved også, at de og vi bliver stærkere sammen af alt det, vi har været igennem.

Vi havde mange overvejelser omkring, hvornår vi skulle fortælle dem, at jeg er gravid, og det blev efterhånden svært at skjule, især for vores meget sensitive døtre, så efter scanningen gav det mening for os.

Tusind tanker om fødslen

Min læge sagde, at jeg “jo skal sættes i gang i uge 38”. Jeg svarede lidt overrasket over den ret firkantede udmelding, at det ikke er sikkert, at jeg har lyst til det. Jeg har virkelig lyst til at føde hjemme (som jeg “plejer”). Følge min krop. Vente til den går i gang af sig selv. Men tiden vil vise, om jeg kan finde ind til min intuition til den tid og tør at vente på, at babyen er klar til at blive født. Det håber jeg, men jeg forholder mig åben indtil videre, for jeg kan forestille mig, at angsten kan overhale mig.

Jeg har i øvrigt termin fire dage efter Sigfreds fødselsdag, hvilket formentligt også vil spille ind på min følelsesmæssige tilstand.

Jeg håber, at det bliver en healende proces for hele vores familie, og så glæder vi os ubeskriveligt meget til at få en lille baby i hjemmet igen!

 

 

Jeg tror, jeg har lært at leve med sorgen

Jeg kan huske, lige da vi mistede, at jeg nogle gange hørte den med, at man lærer at leve med sorgen.

Ja, ja, den er god med jer, tænkte jeg. Hvordan kan man lære at leve med, at ens lille barn ikke er her? Som jeg skrev et år efter Sigfred døde, så er jeg klar over, at det er et livsvilkår at have mistet. Men på det tidspunkt fyldte han stadig alt i mig.

Bange for at glemme ham

De sidste måneder har jeg imidlertid oplevet en forandring. Jeg har dage, hvor jeg næsten ikke når at tænke på Sigfred, og så bliver jeg sådan ramt af dårlig samvittighed. Jeg kan næsten ikke fremkalde synet af ham længere eller følelsen af at bære ham i mine arme. (Kunne jeg ikke bare få 5 min. mere med ham?)

Kort efter Sigfred var død, var vi til foredrag med Esben Kjær, som fortalte, at han også havde været bange for at glemme sin søn. Men i en samtale med en præst, blev han klar over, at hans søn for evigt havde sat et aftryk i hans hjerte. Og derfor glemmer vi aldrig vores døde børn. Det giver så meget mening for mig. Så hver gang jeg rammes af dårlig samvittighed, tænker jeg på, hvor stort et aftryk, Sigfred har sat i mit hjerte.

Stabil og sårbar

Jeg føler mig efterhånden mere stabil, selvom jeg stadig er meget mere sårbar, end jeg var før, Sigfred døde. Sårbarheden forsøger jeg at hilse velkommen som en styrke og en indsigt.

Jeg har også dage, hvor jeg må aflyse alt i kalenderen og vende fokus indad. På sådanne dage tager jeg på kirkegården og mærker det hele. Det er meget nødvendigt for mig at føle, at jeg kan forbinde mig med Sigfred, og det foregår bedst ved hans grav, hvor jeg mærker sorgen og savnet.

Sorg bliver til savn

Det føles underligt at savne en, man kun kender som en følelse og et fysisk aftryk. Når jeg savner mine andre børn, fremkalder jeg billeder af dem for mit indre blik, smiler over ting, de siger eller gør og forestiller mig dem i bestemte situationer. Den mulighed har jeg ikke, når jeg savner Sigfred, og derfor forsøger jeg også at retfærdiggøre over for mig selv, at jeg savner ham. Måske som en forsvarsmekanisme, for hvad må andre ikke tænke?

Var det overhovedet os, der oplevede det?

Jeg kan mærke, at det var os, men jeg kan faktisk ikke rigtigt tro på det. Det er tydeligt for mig, at jeg har været i en stor sorgboble, som jeg først rigtigt er brudt ud af omkring Sigfreds 1 års fødselsdag. Det føles som om det er sket i et helt andet liv, eller måske som noget, jeg har set på film.

Men når jeg træder ind på kirkegården, vælter minderne tilbage om den dag, hvor vi begravede vores søn, som jeg havde båret under mit hjerte de sidste ni måneder. Hver gang jeg går ned ad stien til hans grav, tænker jeg på, at jeg trådte de samme skridt den dag og brød fuldstændigt sammen, da jeg så min familie stå ved det lille gravsted.

 

Et års fødselsdag

Fødselsdag

D. 17. august var det Sigfreds 1 års fødselsdag. Jeg føler, at vi mere eller mindre har lært at leve med vores roller som forældre til et dødt barn. Hver dag, hver time tænker vi på ham. Savnet er stadig ubeskriveligt stort. Vi har mange tæt på os, som også savner ham og sørger over, at Sigfred ikke skulle få lov at leve her på jorden. Og disse mennesker gjorde, at vi endnu engang kom igennem en hård tid.

I dette indlæg vil jeg skrive lidt om, hvordan vi fejrede Sigfred og forsøge at komme med lidt inspiration til forældre og pårørende, der står i lignende situationer.

Fødselsdagen

Vi valgte at hejse flaget i flagstangen og gøre næsten, som vi ville have gjort ved vores levende børns fødselsdage. Om morgenen spiste vi fødselsdagsmorgenmad med børnene, inden de skulle af sted. Min søster kom op ad formiddagen, og sammen med hende så vi billeder og mindedes fødslen og Sigfred. (Hun var med til fødslen).

fødselsdag

Da børnene kom hjem om eftermiddagen, tog vi op på kirkegården, hvor vi spiste boller og kagemand på et tæppe foran gravstedet. Vi sang også en fødselsdagssang for Sigfred.

Børnene samlede et Lego fødselsdagstog til ham, som vi stillede på hans gravsted. Vi havde købt en lille gave, som er figuren på billedet til højre. En tilfreds lille baby, som bliver holdt af englevinger. Desuden havde vi malet på en masse sten, som vi pyntede gravstedet op med.

Om aftenen tog vi ud at spise, og da børnene var puttede, sluttede vi dagen af med at se en serie og forsvinde lidt hen i et andet univers.

Det blev en hyggelig dag på børnenes præmisser, men hvor der samtidig også var plads til at græde og mindes.

Minder om sidste år

Det overraskede mig, hvor stort det var at runde Sigfreds 1 års fødselsdag. I tiden op til blev jeg konstant mindet om samme tid sidste år. Der var så meget i luften, lydene og lyset, der vakte mine sansers hukommelse. Skolestart var vi også lige kommet på den anden side af, da Sigfred døde, så første skoledag i år (i hhv. 1. og 3. klasse) var en hård reminder. Min timehop app sendte mig daglige påmindelser om, hvad jeg lavede sidste år på denne tid. Det var både dejligt og smerteligt på een gang.

Mit humør har været meget mere svingende, end det plejer at være, og jeg fik følelsen af at have et hul i maven, hver gang jeg stillede ind på, hvorfor jeg havde det sådan. De kære mennesker, vi omgiver os med, mærkede det med det samme og trådte et skridt tættere på os.

Anerkendelse

Jeg har tidligere skrevet, hvor dejligt det er, når ens pårørende anerkender ens barn. Jeg fandt ud af ved Sigfreds fødselsdag, at et lille tillykke betyder meget mere, end jeg havde forestillet mig, det kunne. Og meget mere end når mine levende børn har fødselsdag. Det betyder jo, at han ikke er glemt.

Hvis du har en kær, der har mistet, så prøv om du kan huske barnets fødselsdag, fx ved at skrive en årlig påmindelse i kalenderen. Vær ikke bange for, om det er upassende at sende en lille hilsen på dagen. Og hvis du er, så spørg eller italesæt, hvad du tænker. Mit gæt er, at de fleste vil værdsætte at deres døde barn bliver husket.

Fødselsdag

Det rørte mig også utroligt meget, at nogle besøgte Sigfreds gravsted og lagde en blomst eller en gave. Sigfred fik eksempelvis denne søde lille drømme- og tandfe af nogle søde venner.

Min mor og svigermor kom med blomster til os, hvilket var en smuk anerkendelse af Sigfred og af vores roller som forældre til et dødt barn.

Vi fik også rigtig mange hilsner fra venner og bekendte, som skrev, at de tænkte på os. Jeg valgte at poste et indlæg på min private Facebook om aftenen, som affødte mange hjertevarme hilsner. Jeg skrev på Facebook, fordi jeg har en mission, som er at hjælpe med at nedbryde tabuet omkring døden. Men mest fordi jeg er stolt over vores søn, som har sat så tydelige spor i verden, selvom han kun var her så kort tid.

Et år i sorgen

Tanker om hvad sorgen har betydet

I dette indlæg vil jeg forsøge at beskrive, hvordan det at få og miste Sigfred har påvirket vores liv.

Smalltalk

Engang kunne jeg tale med alle om stort og småt. Det var let for mig at smalltalke og ikke gå i dybden med emnerne, hvis personen jeg talte med helst ville berøre emner overfladisk.

I dag har jeg en eller anden “evne” til at få drejet ethvert emne ind på døden eller andet alvorligt. Det er ikke med vilje. Men hvis det bliver for kedeligt eller for overfladisk, føler jeg, groft sagt at jeg spilder min tid. Der er ingen tvivl om, at det at møde døden, bringer nye perspektiver til i ens liv på godt og ondt. Og tilsyneladende også nye måder at møde andre mennesker på.

Hvor mange børn har du?

Apropos det at møde andre mennesker. Spørgsmålet om hvor mange børn, vi har, forestiller jeg mig, at vi vil møde resten af vores liv. Lige efter vi havde fået Sigfred, var svaret konsekvent fire. Vi har tre børn hos os og en, vi ikke kan holde i vores arme. Nu afvejer jeg situationen. Jeg vil helst fortælle, at jeg har båret og født fire smukke børn, fordi jeg er stolt af dem alle fire. Men i nogle situationer når jeg lige at ændre mit svar til tre, fordi jeg også skal indregne modtagerens reaktion. Og det er ikke hver dag, jeg er indstillet på at trøste eller huske modtageren på, at vi jo har et godt liv og er glade i dag.

Når jeg nu ikke kan finde ud af at smalltalke og heller ikke vil fortælle, at min baby døde, så kan min hjerne virkelig være på overarbejde, når jeg møder nye mennesker. Nogle dage er det intet problem. Andre dage fylder det alt.

Forstuvet hjerne

Jeg har en veninde, som efter en skilsmisse sagde, at hun havde det som om hendes hjerne var forstuvet. Jeg forstod det ikke rigtigt. Nu forstår jeg det.

Mit funktionsniveau er ikke som det var engang. Jeg kan ikke overskue for mange ting på en dag. Indtil for nyligt kunne jeg heller ikke planlægge ud i fremtiden. Det er stadig ikke så let, men det går i den rigtige retning. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor meget jeg kunne før helt pr. automatik. Og nu skal det langsomt trænes op igen.

Det vigtigste, jeg har lært i forhold til mit overskud, er at:

  • Tage en ting ad gangen
  • Tage en dag ad gangen – ikke planlægge for langt ud i fremtiden
  • Sørge for at have mange lufthuller i løbet af dagen, hvor jeg kan tænke i fred.
  • Give plads til sorgen de dage, hvor den bare fylder alt.

Når jeg har for travlt

Engang hørte jeg udtrykket ”min sjæl kan ikke følge med”. Det er den følelse, jeg får, når jeg har for mange ting på dagens program. Følelsen af, at jeg ikke er ”hel”, at jeg ikke har mig selv med i det hele. Jeg er så taknemmelig for, at jeg er selvstændig, så jeg kan tage tingene i mit eget tempo.

Måden, jeg mærker på, at jeg har haft for travlt, er, at jeg bliver umådelig trist, og så kan jeg slet ikke overskue noget.

Jeg har haft mange stress-symptomer, og noget af det, der virkelig er vigtigt for at holde dem fra døren, er netop det med ikke at have flere ting på dagens program, end jeg kan overskue. Jeg bruger vejrtrækningsøvelser, sørger for at få min søvn (når jeg ellers kan falde i søvn…), forsøger at få frisk luft og bevægelse hver dag samt god og nærende mad.

Venskaber

Jeg er ikke  længere er den veninde, jeg gerne ville være, eller som jeg var engang. Enkelte venskaber glider ud, måske bare for en periode, måske fordi jeg ikke tager ret megen initiativ til kontakt. Nogle har kæmpet for at kunne komme til at hjælpe mig, men jeg har ikke været i stand til at tage imod hjælpen af forskellige årsager.

Jeg savner at være mere social med mine venner og veninder, men jeg magter ikke (jf. det med overskuddet) at putte ret meget mere ind i min kalender, når der også skal være plads til arbejdet og især plads til børnene og min mand.

Heldigvis er jeg velsignet med de mest kærlige og omsorgsfulde venner. De er der  bare for mig, og jeg er helt sikker på, at de ikke forventer, at jeg er i stand til at tage mere kontakt, end jeg gør. De bliver ved med at ringe, skrive og besøge mig, for de ved godt, at jeg ville gøre mere, hvis jeg kunne. De ved også, at jeg ville være der for dem, hvis de var i krise. Det er guld værd at have så fantastiske venner, som ikke giver op.

Og så er der tilmed kommet nye skønne venskaber til. Personer, der tidligere var bekendte, har betydet så meget i vores sorg, at de er rykket endnu tættere på os og er blevet nære venner. Ikke mindst Sigfreds mødregruppe – fremmede kvinder, der lynhurtigt rykkede helt ind i hjertet.

Ensomhed

At miste Sigfred har været en ufattelig ensom proces. Men jeg har været nødt til at være ensom helt inde i mørket, for ingen andre kunne træde derind sammen med mig. Jeg er den eneste, der har båret Sigfred under mit hjerte. Jeg er den eneste, der kender ham derindefra. Min mand har været helt tæt på mig og har båret mig kærligt igennem mørket trods hans egen enorme sorg. Men det er som med en fødsel. Uanset hvor løftet, man føler sig, så er man stadig den eneste, der kan føde barnet. Ingen kan gøre det for én. Det er dén ensomhed, jeg forsøger at beskrive.

Den ensomhed var så barsk at acceptere, indtil jeg fandt ud af, at jeg aldrig er alene. Jeg bliver løftet af så megen kærlighed omkring mig og os. Det er den største gave i mørket – at mærke, at jeg aldrig er alene uanset, hvor ensom jeg føler mig.

Taknemmelighed

Jeg har nævnt det før, men jeg har lyst til at nævne det igen. Alle de mennesker, der sørgede for, at vi aldrig var alene. Min søster, der var med os hele vejen og satte alt til side for at være der for os. Min bror og svigerinde, der rummede os og sørgede for os, selvom de selv ventede baby lige efter. Vores familier, der hjalp, hvor de kunne, fx med at passe børn. Venner/veninder/naboer/bekendte/vores børns venners forældre/personale og forældre i vores børns institutioner/tidligere kunder/ fremmede osv., der stillede op med mad, kram, hjælp, lyttende ører, kærlige tanker, flotte breve, søde ord på Facebook, blomster, sange, gaver, healing, nærvær og jeg kunne blive ved. Det har været helt vildt. Og jeg har aldrig fået takket ordentligt. Jeg håber, at alle de mennesker ved, hvor værdsatte de og deres handlinger er.

Det føltes, som om alle samlede sig og formede en stor kongestol med deres arme og løftede os igennem den mørke tid.

Vi føler så stor taknemmelighed for al den kærlighed, der blev tydeliggjort i vores liv!

Der er næsten gået et år, siden Sigfred kom sovende til verden. Det har været det hårdeste og mørkeste år, og jeg forstår slet ikke, hvordan vi er kommet igennem det. Men vi klarede det, takket være alle de gode folk omkring os, vores fantastiske børn og vores egne ressourcer.

Sorgen er et livsvilkår

Sorgen vil altid være med os. Den er et livsvilkår i vores familie. Vi har valgt, at den skal gøre os stærkere. Det betyder ikke, at vi altid er det. Slet ikke. Vi har dage, hvor alt virker tomt og meningsløst. Og det utrolige er, at næste dag, så skinner solen igen, og vi kan fokusere på alt det, der gør os lykkelige.

Kan du genkende noget af dette? Eller har du erfaret andet, så vil jeg meget gerne høre. Skriv endelig i kommentarfeltet. Måske kommer der en anden engleforælder forbi og kan spejle sig i din kommentar <3