Nå, men nu er alt vel godt igen?

Det er længe siden, jeg har fået sat ord på og nedfældet alle mine tanker om det at leve med et englebarn. Jeg har så meget på hjerte og så lidt tid til at få skrevet. For nu er min favn fuld af et sprællevende barn. En rainbow-baby. Dagmar Liv på otte måneder. Jeg værdsætter hvert et sekund med Dagmar, også når jeg er træt, og hun ikke vil sove. For hun ER her. Hun er virkelig her hos os, og vi kan holde hende i vores favn og kysse hende.  

Et nyt barn

Når man mister et barn, kan omverdenen godt tænke ”Åh, bare de får et nyt barn, så bliver alt godt igen”. Og måske har jeg også selv tænkt, at jeg først ville blive hel igen, når vi fik ”et nyt barn”. Nu ved jeg, at jeg ikke bliver hel igen. Der vil altid mangle en del af mig, nemlig min søn, Sigfred. Jeg har ofte en følelse af, at et af børnene er afsted på legeaftale eller til sport, selvom de alle er hjemme. En følelse af, at der mangler en. Og det gør der jo også.

 “De, der tror, at sorgen letter ved at få et nyt barn, forstår ikke, hvordan det er at glædes over det nye liv i taknemmelighed, mens der sørges over det liv, der aldrig blev.”

Dagmar Liv

Sorgen bliver på en måde intensiveret af at få det her lille levende vidunder. Når jeg sidder og kigger på Dagmar, fyldes jeg af kærlighed til hende og alle hendes søskende, og samtidig gør det endnu mere ondt, at Sigfred ikke er en fysisk del af vores liv.  I en periode gik jeg og spekulerede over, om vi mon ville have fået Dagmar, hvis Sigfred havde levet, og jeg kom frem til, at det tror jeg, vi havde. Dagmar vil aldrig være en erstatning for Sigfred. Hun er vores femte barn og lige så ønsket og elsket som de fire andre.

Sorg og stolthed

Vi har nogle gange hørt formuleringen, at Dagmar har gjort os glade igen. Sådan føler vi det ikke. Som min mand siger, så VAR vi allerede glade. Sigfred gjorde os også glade og stolte. At få ham førte en masse sorg med sig men i den grad også en masse kærlighed og glæde. Det kan måske være svært at forstå, hvis man ikke selv har oplevet det, at disse følelser godt kan følges ad.

Jeg husker følelsen af stolthed, da jordemoderen undersøgte Sigfred efter fødslen og fortalte os, hvor fin og velskabt, han var. På billedet derfra sidder jeg ved siden af og kigger på med stolthed og glæde i blikket. Det virker jo absurd kort efter, jeg har født mit døde barn, men ikke desto mindre var det sådan, at det var.

Sigfreds historie indebærer så meget mere end at han døde, hvorfor det kan gøre mig ked af det, hvis samtalerne om ham kun handler om det sørgelige.

Min mand får næsten julelys i øjnene af stolthed, når han taler om, hvor stor og stærk, Sigfred var, og vi taler om, hvordan han mon ville have været som person og som sjæl.

Hans historie indebærer jo også en en dejlig og lang graviditet og en smuk fødsel, som har sat dybe og kærlige spor i mig som kvinde og som mor på godt og ondt. Det var vores fjerde barn. Det var min fjerde graviditet og fødsel. Et forløb som også har haft betydning for min femte graviditet og fødsel.

En familie på 6 (7)

Graviditeten med vores rainbowbaby

I graviditeten med Dagmar følte jeg mig overbevist om, at jeg ville kunne afvente spontan fødsel, når hun var klar til at komme ud. Jeg har en historie med at gå mindst 14 dage over termin, så det var jeg også forberedt på denne gang. Vi havde forberedt endnu en hjemmefødsel, men efterhånden som jeg skulle løbe til kontroller på sygehuset, steg mit angstniveau.

I Danmark anbefales gravide at komme til tjek på sygehuset 41+3 og 41+5, hvilket vi tog imod, og da vi kom til tredje tjek 42+0 var jeg efterhånden så angst for, at baby skulle dø, at jeg sagde ja til at blive sat i gang.

Det var slet ikke det, jeg havde forestillet mig, men der sker bare noget med mig og min intuition, når maskinerne og fagpersonerne tager over. Det bliver sværere og sværere for mig at lytte til min mavefornemmelse, når systemet skal fortælle mig, hvordan jeg og min baby har det. Også selvom jeg havde enormt søde og opbakkende jordemødre i kendt-jordemoderordningen.

Hjemmefødslen blev aflyst, og vi blev indlagt til igangsættelse. Det tog fem dage, førend jeg gik i fødsel og fik født Dagmar.

Fødslen blev en rigtig hård omgang, især for Dagmar, som skulle have hjælp af børnelægerne, da hun kom ud. Hun havde været stresset undervejs og var helt slap og “livløs”, så hun skulle suges for at komme i gang med sin vejrtrækning. På videoen fra fødslen hører jeg mig selv spørge “Er den død…?” 

Bekymringer og angst

Dagmar kom sig dog hurtigt fint og blev lagt til brystet uden problemer, men dagen efter fødslen viste det sig, at hun havde fået en infektion, og vi blev således indlagt på neonatal, da hun skulle have antibiotika i drop tre gange om dagen i en uge.

Siden starten af graviditeten har jeg arbejdet med at finde ind til tilliden, og det er gået godt langt hen ad vejen. Men denne start med Dagmar var rigtig hård og angstprovokerende. At være indlagt mellem maskiner og bip-lyde havde ikke ligefrem en beroligende effekt på mig, ej heller min viden om, at Dagmar havde en infektion. Vi kom igennem den første uge og tog så endelig hjem til resten af familien.

Amningen gik egentlig fint, men Dagmar tog bare ikke på. Ved hjælp af en opbakkende og kærlig mand samt et stærkt netværk lykkedes det dog at få vendt skuden, og endelig efter halvanden måneds tid, begyndte Dagmar at tage på.

Jeg har nogle gange været ret usikker på, om vi ville få lov at beholde hende. Bekymringerne har stået i kø, især om natten. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er vågnet om natten og tænkt “hun er død”, fordi hun har sovet så tungt, og jeg har derfor puffet så meget til hende, at jeg har fået hende vækket. (Og midt i aften-skrivningen må jeg lige en tur ind at tjekke, at hun trækker vejret).

Men helt ærligt, det kan vel næsten ikke være anderledes, når man har lært, at det faktisk godt kan ske, at ens barn dør? Eller hvad? Jeg forsøger i hvert fald at være kærlig og tålmodig med mig selv i dette, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne finde mere ind til tilliden. Jeg er på vej, og det bliver bedre og bedre for hver dag, der går.

Hvis du synes dette indlæg er lidt rodet, så er det fordi, det afspejler, hvordan jeg har det. Som jeg skrev i indledningen, har jeg så mange tanker og følelser, og nu blev det til et langt indlæg. Jeg håber, det giver mening for dig!

Tanker om jul uden englebarnet

Jeg tænker så meget på jer, der har mistet for nyligt og nu skal fejre jul uden jeres elskede barn. Derfor har jeg lyst til at dele, hvordan det har været for os og er nu at gå igennem denne højtid, der for nogle kan vække så mange følelser.

Den første jul

Den første jul uden Sigfred var hård og samtidig meget smuk. Jeg følte det, som om jeg skulle lære at gå. Hvert skridt var nyt. Hvad sker der, hvis jeg går herhen? Hvad sker der, hvis jeg træder her? Hvordan holder jeg balancen? Hvordan inddrager vi Sigfred på en god måde? Det var svært.

Noget af det, der hjalp mig meget var netop at tage babysteps og mærke efter. Give god tid og sørge for at have tidspunkter, hvor jeg kunne være alene. Desuden hjalp det mig, at dem, vi skulle holde jul med, gjorde rigtig meget for at lade Sigfred fylde!

Jul
Jul 2016

Årene efter

Anden jul uden Sigfred her på jord var lidt lettere at nyde. Vi havde prøvet det før og vidste hvordan, vi kunne give ham plads. Jeg havde tilmed lige fundet ud af, at jeg var gravid, så der var naturligvis også en masse glædet forbundet med det. Og nu er det tredje gang, vi skal holde jul, siden Sigfred kom sovende til verden.

Jeg føler, at sorgen og savnet bliver lettere at bære. Han fylder meget i mine tanker og følelser, men det er på en smuk måde, som ikke gør så ondt, som det har gjort. Jeg har let til tårer, og jeg forsøger at give dem plads, men det kan godt være en udfordring med fire andre børn omkring mig, selvom de har Sigfred med sig på den mest naturlige måde.

jul
Jul 2017

At hjælpe andre, der har mistet

Hvis du er pårørende til en, der har mistet et barn, er der meget, du kan gøre for at vise, at du tænker på dem. Jeg deler her, hvad vi oplever fra vores pårørende, og som gør os så glade. Du kan:

  • Fortælle, at du tænker på den døde/familien.
  • Spørge ind til savnet, fx Hvordan er det at skulle holde jul uden dit barn? Hvad fylder mest? Hvad gør I for at inddrage jeres barn?
  • Besøge kirkegården.
  • Tænde et lys for barnet.
  • Finde en ting, der kan symbolisere barnet. Min svigerinde havde fx købt små engle til bordet den første jul (så smuk en gestus!).

Kære du, der har mistet

Selvom julen måske kan virke som et uoverstigeligt bjergr, så skal det nok gå. Tag et skridt ad gangen. Tillad dig selv at være ked af det, når du har brug for det. Forsøg ikke at leve op til andres forventninger, men gør det, du har brug for. Pas rigtig godt på dig selv!

Jeg ønsker dig en glædelig jul trods alt.

Hvad vi måske ville have gjort anderledes

Når jeg tænker tilbage på tiden omkring Sigfreds død, er der nogle ting, jeg måske ville gøre anderledes, hvis jeg kunne spole tiden tilbage. Vi føler, at det har været en utrolig smuk og bevidsthedsudvidende oplevelse at få Sigfred, men der er alligevel nogle tanker, jeg har lyst til at dele.

At se det smukke i mit døde barn

Jeg fortryder som sådan ikke noget, men hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, tror jeg, at jeg ville kunne være mere åben overfor at tage Sigfred ind.

Jeg var simpelthen så bange for at se det smukke i ham. Fra jeg fandt ud af, at han var død, til jeg fødte ham, var mine tanker om ham helt forfærdelige. Jeg troede, at jeg skulle føde et ”monster”. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan et dødt barn så ud. Jeg kunne ikke forestille mig, at det kunne være et smukt barn, der kom ud.

Efter fødslen sagde min søster og min mand, at han var så smuk og fin. Det eneste, jeg kunne se, var, at der løb blod ud af hans næse. Min søster tørrede ham af og pointerede igen, hvor fin han var. Jeg så ham blot gennem en form for et filter. Måske for at beskytte mig selv? Måske var det for meget at bære, at han så så fin og velskabt ud, og så skulle han alligevel dø?

hvad jeg ville have gjort anderledes

Som timerne gik åbnede jeg mig mere og mere og fik lyst til at tage ham tættere ind til mig. Men så var det, at han ikke måtte blive for varm, så han skulle lægges på kølelementer. Jeg forstod det ikke helt. Men jeg kunne godt se, at han blev mere mørk i ansigtet, jo varmere han blev.

Mere tid med Sigfred?

Cirka seks timer efter hans fødsel, valgte vi at køre hjem. Det var blevet aften, og vi ville egentlig gerne hjem til de tre andre børn, som vi savnede. Vi havde ikke set vores yngste datter i halvandet døgn. De store havde været på sygehuset om eftermiddagen for at se Sigfred.

Vi aftalte, at vi ville hente Sigfred næste dag og tage ham med hjem nogle timer. Da vi kom ind på sygehuset så han helt anderledes ud, og jeg havde slet ikke lyst til at tage ham op. Vi var også blevet gjort opmærksomme på, hvor vigtigt det var, at han var kølig, så jeg turde heller ikke rigtigt tage ham op. Derfor tænker jeg af og til på, at vi nok skulle være blevet på sygehuset natten over for at få lidt mere tid med ham. Når jeg tænker tilbage, er det som om, at vi kørte hjem, da jeg var klar til at tage ham ind. Og da jeg så ham igen, kunne jeg ikke rigtigt tage ham ind, fordi jeg ikke kunne tage ham op.

Det smerter i mit hjerte, når jeg tænker på det. Og det er nok også derfor, at jeg sommetider ønsker at kunne få bare fem minutter med ham igen. Jeg føler ikke, at jeg blev færdig med at kigge på ham. Vi har da nogle billeder, men det er slet ikke det samme.

Et fysisk minde

En anden ting, jeg ville have gjort med den viden, jeg har i dag, er at klippe en tot af hans hår af. Vi har jo næsten ingenting fra ham, og det ville have været så dejligt at have noget fysisk fra ham. Vi har den hue, han fik på, men jeg var nødt til at vaske den, så den dufter desværre ikke af ham.

Familie og venner på sygehuset

Når jeg hører fra andre familier, der har mistet, at de har haft forskellige venner og familie på besøg på sygehuset for, at de skulle se den døde baby, så ærgrer jeg mig også lidt over, at der ikke var flere, der så Sigfred.

De eneste, der nåede at se ham, var vores børn, min søster, min mor, mine svigerforældre og min ældste niece. Jeg ville ønske, at resten af vores tætte familie havde set ham samt at mine nærmeste venner havde fået tilbudt at se ham. Jeg ved ikke, om de havde lyst til det, men jeg tror, at de ville have gjort det, hvis vi havde udtrykt behov for det. Som tiden gik, følte jeg mig mere og mere stolt af Sigfred og fødslen, og jeg tror, det ville have været dejligt at dele med de nærmeste.

Begravelsen

Da vi skulle planlægge begravelse, kunne jeg slet ikke forholde mig til, at der skulle andre med end min mand og jeg. Vores forældre og søskende + ægtefæller samt nevøer og niecer kom med til begravelsen, da det var alt, vi kunne overskue på daværende tidspunkt. Vi havde lidt et tidspres, da vores store børn skulle på lejr, og vi vurderede, at det var bedst, at begravelsen var ”overstået” inden da. Derfor blev Sigfred begravet 10 dage efter fødslen. I mellemtiden var han blevet obduceret. Havde jeg haft mere tid, formoder jeg faktisk, at jeg ville have haft lyst til at invitere de nærmeste venner med. Jeg tror også, jeg var bange for at pålægge dem noget, de ikke havde lyst til. Uden at jeg vidste, om nogen havde lyst til at være med.

hvad jeg ville have gjort anderledes

Jeg kan mærke, at det rører noget i mig, når andre, der har mistet, fortæller, at de har haft venner med til begravelsen. Det ville jeg på en måde gerne have delt med de nærmeste venner.

Vi havde en rigtig smuk oplevelse med begravelsen, så måske var det, som det skulle være. Jeg var så glad for, at min mand kunne tage teten med at planlægge dagen, da jeg på det tidspunkt ikke var i stand til det. Læs evt. mere om Sigfreds begravelse her.

Billeder af Sigfred

Oprindeligt skulle der have været en fotograf med til Sigfreds fødsel, men da jeg fandt ud af, at han var død, kunne jeg slet ikke overskue, at hun skulle med. I dag ville jeg have inviteret hende med, da de billeder man selv kan tage, sjældent kan måle sig med de professionelle. Vi tog en del billeder med min telefon, men ingen af os var opmærksomme på at få ham lagt pænt eller tæt ved mit ansigt for eksempel.

Heldigvis var Karen Bøhrnsen fra Stregtegning.dk så sød at tegne Sigfred ud fra et fotografi, og der blev han faktisk meget pænere end på billedet. Det sjove er, at han ligner vores andre børn meget mere på tegningen end på billederne.

Som sagt fortryder vi ikke de valg, vi traf dengang, men med den viden, vi har i dag, ville vi måske have gjort de ting anderledes, jeg nævner her i indlægget.

Status på graviditeten uge 16

Jeg er nu i uge 16 og har forsøgt at skrive lidt om, hvordan jeg har det, og hvad der er sket siden sidst.

Min skønne jordemoder

Jeg ringede til jordemoderkoordinatoren efter min scanning for at høre, om jeg kunne komme i samme kendt-team som sidst. Det kunne jeg godt. Og sørme om ikke min første konsultation i uge 14 var hos den fantastiske jordemoder, som tog imod Sigfred og hjalp os igennem det hele. Det var dejligt at se hende igen, og hun var som altid virkelig god til at stille de rigtige spørgsmål. Hun spurgte meget ind til, hvordan Sigfred fylder i vores liv. Og selvfølgelig hvordan jeg har det i denne graviditet. Jeg fortalte hende, at min abort sidste år har spøgt rigtig meget.

uge 16

Vi talte om, at jeg gerne vil tage en dag ad gangen. Jeg vil ikke tage stilling til, om jeg skal sættes i gang osv., før vi når tiden omkring termin. Måske vil angsten styre mig, måske mærker jeg ikke noget til det. Det vil tiden vise. Hun sagde, at vi eksempelvis kunne køre en CTG kurve nogle gange hver uge, hvis det giver mig tryghed. Det var virkelig fint at blive præsenteret for mulighederne. Bedst af det hele var, at hun anerkendte og imødekom min tilgang til graviditet og fødsel, fordi hun kender mig ret godt. Hun ved godt, at jeg foretrækker det naturlige så vidt muligt, og det var så fint at få italesat muligheden for, at jeg har lyst til at holde fast i det, hvis jeg bliver angst.

Da jeg ikke var længere henne, tilbød hun ikke at lytte hjertelyd. Der er nemlig en lille risiko for, at man ikke kan finde den så tidligt, og det ville jeg ikke kunne kapere. Men snakken med hende var lige, hvad jeg havde brug for.

At mærke liv før uge 16

Jeg er begyndt at mærke den lille bevæge sig. Det er uforudsigeligt, hvornår den bevæger sig, men pludselig mærker jeg de der små fornemmelser. Og mens jeg skriver det, kommer tanken “hvad nu hvis den er død, og jeg skriver, at jeg har mærket den?” Måske er det bare sådan det er, når man har prøvet at miste? Jeg har i hvert fald aldrig haft det sådan i mine andre graviditeter. Men hvor er det bare skønt, når jeg kan give mig hen til at tro på det og nyde at mærke den lille derinde.

Hvordan jeg forsøger at holde fast

I mine samtaler med kvinder, der har svært ved at knytte sig til baby i maven eller tro på, at der kommer en baby, anbefaler jeg altid at gøre noget konkret for babyen. Det kan være at forberede noget til babyen, sy noget tøj, skrive dagbog til baby, finde babytøj frem, købe noget til baby osv. Nu smager jeg så min egen medicin. Og det hjælper mig, når jeg tvivler.

Min mand og jeg havde aftalt, at vi ville købe et stykke tøj til baby, hvis terminsscanningen gik godt. Det gjorde den som bekendt, og derfor købte vi en dejlig ulddragt til baby. Sikke en vidunderlig følelse!

uge 16

Siden har jeg rammet scanningsbilledet ind, så jeg kan gå og gøre den mere og mere virkelig. Vores yngste datter, Ingeborg på 3 år,siger hver gang, hun kigger på scanningsbilledet: “Jeg kan se, at det er en pige”. Det ved vi ikke, om det er, og planen er, at vi sædvanen tro heller ikke vil vide det, før baby bliver født.

Puslebordet er klar i uge 16…

Dengang Sigfred døde, stod puslebordet jo klart med babytøj og sager i. Jeg har aldrig ryddet det væk, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af det. Det står i gæsteværelset, så det er ikke “i vejen”. Til gengæld har jeg brugt det til opmagasinering af diverse skrammel, så man til sidst ikke kunne se, at der faktisk var et puslebord under det hele.  I sidste uge lavede børnene og jeg perleplader til babyen, som vi blev enige om at sætte på puslebordet, når jeg havde fået ryddet det op.

uge 16

Det gjorde jeg så senere , og vi fik hængt uro og perleplader op sammen. Sikke en forskel det har gjort for mig at gøre noget konkret. Jeg er klar over, at det er meget tidligt at have puslebordet klart i uge 16, men som en veninde skrev “hvis det hjælper, så gør det da!”. Inde i puslebordet er der imidlertid et stort rod, som jeg vil forsøge at styre mig med at ordne lidt endnu. 😉

Det går generelt godt med graviditeten, og det bliver lettere og lettere at nyde den. Og nu er der lige pludselig kun under 24 uger til terminsdatoen. På den ene side ville jeg bare gerne spole tiden frem, føde NU og møde baby. På den anden side elsker jeg virkelig også at være gravid og mærke det spirende liv under mit hjerte, så det vil jeg forsøge at nyde så meget som muligt.

After the storm comes a rainbow

“After the turmoil and darkness of a storm, when light breaks through the clouds, sometimes we are lucky enough to see a rainbow.” (Citat: Mamanatural)

Rainbow babies

På engelsk referer man til vejrfænomenet regnbuen og kalder babyer, født efter et eller flere mistet barn/børn, “Rainbow babies”. På dansk har det en anden betydning. Nemlig, at man er barn i en regnbuefamilie, dvs. en familie, hvis konstellation ikke er far, mor og barn men fx mor, mor og barn.

Jeg tillader mig alligevel at tænke på livet i min mave som en rainbow baby. For inde i min mave ligger et mirakel lige så stort som regnbuen efter et voldsomt uvejr. <3  Min sjette graviditet, vores femte barn og vores fjerde levende barn – alt sammen på én gang.

At miste Sigfred har været det hårdeste, vi nogensinde har oplevet og kan sagtens sammenlignes med et voldsomt uvejr. Vores rainbow baby kommer ikke til at viske mindet om Sigfred ud og er ikke en erstatning for Sigfred. Men vi føler, at lyset igen skinner på os, og vi er så klar til at modtage endnu en lille sjæl.

rainbow

Tillid og ro

Det kræver en del mentalt og spirituelt arbejde at bevare tilliden og roen, som jeg plejer at være så god til. I mine tre første graviditeter har jeg nærmest ikke tvivlet et sekund på, at alt ville gå glat og let. I Sigfreds graviditet havde jeg en følelse af, at noget var galt og arbejdede virkelig med at føle tillid. I april sidste år aborterede jeg i 11. uge, og det kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne ske for mig (naivt nok). Og slet ikke efter vi havde mistet vores fjerde barn. To gange i træk oplevede jeg, at et liv gik til i min livmoder, og det sidder naturligvis i mig.

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid lige inden jul, blev jeg virkelig glad og overrasket. Samtidig tolkede jeg også alle tegn og forsøgte hele tiden at holde fast i normalen. Jeg beskyttede mig selv ved ikke at tænke for meget på, at jeg var gravid og ikke håbe for meget. Det bliver heldigvis hele tiden lettere at tro på det. Jeg ønsker ikke at byde den lille sjæl den afstand, så jeg bruger meget energi på at fortælle den, at den er så ønsket og elsket.

Symptomerne på graviditeten er ikke til at overse. Jeg har været meget plaget af træthed og kvalme, men det vildeste er godt nok de spændte bryster, der allerede lækker mælk. Mon det er fordi, jeg ikke har ammet efter Sigfreds graviditet og fødsel?

Scanning = tryghed?

I uge 8 valgte vi at bestille en privat scanning på Cyclus Klinik i Aarhus, og det var simpelthen sådan en god oplevelse. Det gav mig en kortvarig tryghed at se hjertet slå.  Pia, som scannede mig fortalte, at chancerne jo virkelig var gode, når der var hjerteblink i uge 8 (97 % chance for, at man ikke aborterer.)

Alligevel gik der ikke længe, før jeg begyndte at tvivle igen. Så nu er det daglig praksis at tune ind og mærke efter. Jeg ved, at jeg kan føle tillid og give den lille sjæl den tryghed! Og jeg vil!

I uge 11 fik vi en terminsscanning på sygehuset, da vi har takket nej til nakkefoldsscanning. Det var den vildeste lettelse, at se en baby, der fyldte hele skærmen, tone frem og ligge og “vinke”. Jeg har aldrig følt noget ekstra ved de scanninger med de andre børn. Men denne gang var der virkelig en følelse af overraskelse, kærlighed, lettelse, ømhed, optimisme og tusind andre ting, der væltede frem. Jeg græd og blev mødt så fint af den søde scanningsdame (og min kære mand, som ikke har tvivlet et sekund).

At dele nyheden med børnene

Vi valgte at overbringe den glædelige nyhed efter scanningen i uge 8 til vores børn, som blev meget glade. Der følger selvfølgelig også en masse bekymringer for dem som “Hvad nu hvis den baby også dør?”, og vores yngste datter på tre år siger “Vi vil ikke have flere døde babyer”. Åh sikke en hård livserfaring, de allerede har. Det smerter af og til mit hjerte, men jeg ved også, at de og vi bliver stærkere sammen af alt det, vi har været igennem.

Vi havde mange overvejelser omkring, hvornår vi skulle fortælle dem, at jeg er gravid, og det blev efterhånden svært at skjule, især for vores meget sensitive døtre, så efter scanningen gav det mening for os.

Tusind tanker om fødslen

Min læge sagde, at jeg “jo skal sættes i gang i uge 38”. Jeg svarede lidt overrasket over den ret firkantede udmelding, at det ikke er sikkert, at jeg har lyst til det. Jeg har virkelig lyst til at føde hjemme (som jeg “plejer”). Følge min krop. Vente til den går i gang af sig selv. Men tiden vil vise, om jeg kan finde ind til min intuition til den tid og tør at vente på, at babyen er klar til at blive født. Det håber jeg, men jeg forholder mig åben indtil videre, for jeg kan forestille mig, at angsten kan overhale mig.

Jeg har i øvrigt termin fire dage efter Sigfreds fødselsdag, hvilket formentligt også vil spille ind på min følelsesmæssige tilstand.

Jeg håber, at det bliver en healende proces for hele vores familie, og så glæder vi os ubeskriveligt meget til at få en lille baby i hjemmet igen!

 

 

Jeg tror, jeg har lært at leve med sorgen

Jeg kan huske, lige da vi mistede, at jeg nogle gange hørte den med, at man lærer at leve med sorgen.

Ja, ja, den er god med jer, tænkte jeg. Hvordan kan man lære at leve med, at ens lille barn ikke er her? Som jeg skrev et år efter Sigfred døde, så er jeg klar over, at det er et livsvilkår at have mistet. Men på det tidspunkt fyldte han stadig alt i mig.

Bange for at glemme ham

De sidste måneder har jeg imidlertid oplevet en forandring. Jeg har dage, hvor jeg næsten ikke når at tænke på Sigfred, og så bliver jeg sådan ramt af dårlig samvittighed. Jeg kan næsten ikke fremkalde synet af ham længere eller følelsen af at bære ham i mine arme. (Kunne jeg ikke bare få 5 min. mere med ham?)

Kort efter Sigfred var død, var vi til foredrag med Esben Kjær, som fortalte, at han også havde været bange for at glemme sin søn. Men i en samtale med en præst, blev han klar over, at hans søn for evigt havde sat et aftryk i hans hjerte. Og derfor glemmer vi aldrig vores døde børn. Det giver så meget mening for mig. Så hver gang jeg rammes af dårlig samvittighed, tænker jeg på, hvor stort et aftryk, Sigfred har sat i mit hjerte.

Stabil og sårbar

Jeg føler mig efterhånden mere stabil, selvom jeg stadig er meget mere sårbar, end jeg var før, Sigfred døde. Sårbarheden forsøger jeg at hilse velkommen som en styrke og en indsigt.

Jeg har også dage, hvor jeg må aflyse alt i kalenderen og vende fokus indad. På sådanne dage tager jeg på kirkegården og mærker det hele. Det er meget nødvendigt for mig at føle, at jeg kan forbinde mig med Sigfred, og det foregår bedst ved hans grav, hvor jeg mærker sorgen og savnet.

Sorg bliver til savn

Det føles underligt at savne en, man kun kender som en følelse og et fysisk aftryk. Når jeg savner mine andre børn, fremkalder jeg billeder af dem for mit indre blik, smiler over ting, de siger eller gør og forestiller mig dem i bestemte situationer. Den mulighed har jeg ikke, når jeg savner Sigfred, og derfor forsøger jeg også at retfærdiggøre over for mig selv, at jeg savner ham. Måske som en forsvarsmekanisme, for hvad må andre ikke tænke?

Var det overhovedet os, der oplevede det?

Jeg kan mærke, at det var os, men jeg kan faktisk ikke rigtigt tro på det. Det er tydeligt for mig, at jeg har været i en stor sorgboble, som jeg først rigtigt er brudt ud af omkring Sigfreds 1 års fødselsdag. Det føles som om det er sket i et helt andet liv, eller måske som noget, jeg har set på film.

Men når jeg træder ind på kirkegården, vælter minderne tilbage om den dag, hvor vi begravede vores søn, som jeg havde båret under mit hjerte de sidste ni måneder. Hver gang jeg går ned ad stien til hans grav, tænker jeg på, at jeg trådte de samme skridt den dag og brød fuldstændigt sammen, da jeg så min familie stå ved det lille gravsted.