sprog
-
Spørg mig om mit døde barn
Hvor er det ambivalent. Den ene dag bliver man ked af, at ingen spørger, hvordan man har det ovenpå tabet af sit barn. Den næste dag ønsker man, at ingen spørger, og man har bare lyst til at være usynlig. Jeg ved, at rigtig mange har det på den måde. Personligt vil jeg altid gerne spørges eller i hvert fald tales med om min døde søn. Der kan dog være situationer, hvor jeg gerne vil undgå at blive ked af det og måske køre lidt på overfladen eller fokusere på det, der gør mig glad. Eksempelvis skulle vi sende de to ældste på lejrtur kort efter Sigfreds død, og den…
-
At holde liv i de døde
Kan man holde liv i de døde? Skal man holde liv i de døde? Det gør vi ikke ret meget i vores kultur, så jeg synes faktisk, det er svært at finde inspiration til at give plads til vores lille Sigfred. For mig er det at holde liv i de døde IKKE det samme som ikke at acceptere døden. Det er at hylde de døde og give dem plads. For man er jo ikke bare væk, når man er død, som om man aldrig har eksisteret. At give plads til de døde i julen Ved juletid tænkte jeg meget over, hvordan vi kunne inddrage Sigfred uden det skulle blive mærkeligt…
-
At gradbøje sorgen
Af en eller anden grund kommer vi nogle gange til at gradbøje sorgen. Men det kan man jo slet ikke. Det ved jeg nu. Og alligevel gør jeg det stadig af og til. Sorg ligner sorg I starten, da vi havde mistet Sigfred, syntes jeg ikke, det var lige så synd for mig, som for dem, der mistede deres børn efter fødslen. Og at det var lidt værre for mig, end for dem, der havde mistet i starten af graviditeten. Men efterhånden som jeg har tilbragt en masse guldstunder med min mødregruppe, er det gået op for mig, at vores sorg ligner hinanden så meget, uanset hvornår og hvordan, vi…
-
Hvordan kan man møde omverdenen efter at have mistet?
Vi har været ufatteligt heldige og har et fantastisk netværk omkring os – også i vores lille landsby, og vi har derfor ikke oplevet, at folk går over på den anden side af gaden osv. I dette indlæg vil jeg beskrive, hvordan vi har forholdt os til skolen og dagplejen, da vi mistede Sigfred. Skolen Min mand fulgte børnene i skole den dag, hvor vi skulle ind og sættes i gang for at føde Sigfred. Her fortalte han lærerne om vores situation, og de sørgede for at fortælle til morgensamlingen, at hvis vores børn skulle være kede af det, så var det fordi, at babyen i mors mave var død.…
-
Når det værst tænkelige sker
Kort tid efter vi havde fået Sigfred, var jeg med i Doula TV, hvor jeg blev interviewet om forløbet under titlen “Når det værst tænkelige sker”. Det har været en del af min sorgproces at tale, tale, tale om Sigfred. Jeg bliver stadig glad, når venner, familie og bekendte vil lægge øre til at jeg beskriver forløbet. Og derfor var det naturligt for mig at besøge Christina i Doula TV og tale om Sigfred. Mange siger, at det var modigt, men for mig var det mere ud fra et ønske om, at gøre det naturligt at tale om vores døde børn og døden generelt. Det værst tænkelige og… Jeg føler,…
-
Tanker til de pårørende
Hvad kan du som pårørende gøre? Det vigtigste er, at du viser, at du er der. For nogle er det meget svært at stille op, fordi de frygter deres egen reaktion, eller fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Men det er meget let, for du behøver faktisk ikke at sige noget. Et kram er dejligt og bare det at sidde sammen. De, der har mistet, har måske brug for at fortælle hele historien igen og igen, og du skal bare lytte. Min søster var en fantastisk støtte, fordi vi kunne bare sige lige, hvad der faldt os ind, når vi var sammen, ja sådan er det faktisk stadig.…
