At finde mening i sorgen – gratis webinar

At miste et spædbarn er en voldsom oplevelse. Tabet kan vække dyb sorg, smerte, chok, skyldfølelse, frustration og mange andre overvældende følelser.

Det kan føles helt meningsløst og kan give anledning til selvbebrejdelse og mistet tillid til livet.

I dette gratis webinar deler jeg, samen med Julie Mariel, mine erfaringer med at miste og med at slippe skyldfølelsen. At finde mening i sorgen og at få tillid til livet igen.

Hvad er meningen?

Der er ikke nogen mening med at miste sit barn! Men som Esben Kjær udtaler, så man måske finde en mening i at miste sit barn. For mig ligger der en stor forskel i de to ord “i” og “med”.

Da jeg stod midt i sorgen, ville jeg gerne vide, hvad meningen var, men jeg kunne samtidig ikke holde ud at tænke på det. Nu hvor der snart er gået et år, kan jeg se, hvor stor en forskel, Sigfred har gjort i mit/vores liv.

Kunne jeg vælge mellem slet ikke at have været gravid med ham, så jeg ikke skulle miste ham, eller at have været gravid med ham i 9 måneder og så miste ham, som vi gjorde, så ville jeg stadig vælge det sidste. Sigfred har bragt så mange gaver med til os. Det kan du høre mere om i webinaret herunder.

Om Julie Mariel

Julie Mariel er Soul Key terapeut, healer og antropolog. I Soul Key sessionerne, guider hun sine klienter i hypnose op på sjælsplanet, hvor de kan få indsigt i deres sjæls udviklingsplan og meningen med de udfordringer, de går igennem. Her kan der også skabes kontakt til afdøde, engle og guider, der kan hjælpe med at se livets hårde begivenheder i et nyt lys.

Da jeg mistede Sigfred, hjalp det mig at få indblik i sjælskontrakten/ sjæleaftalen, jeg har med ham.

Se “At finde mening i sorgen” her:

At finde mening i sorgen

Spontan abort

Da jeg bliver gravid – 6 måneder efter Sigfreds død & fødsel – er jeg fuld af tillid. Jeg er sikker på, at vi har taget vores del af ulykker, og nu vil det kun gå godt. Jeg er god til at hive mig selv op og tro på det bedste, for jeg har ikke, før vi fik Sigfred, oplevet store ulykker. Jeg har bare valset let gennem livet uden de store problemer.

Jeg bløder – abort?

Efter 10-11 ugers graviditet er der pludselig noget, der ligner gammelt blod i trusserne en lørdag eftermiddag. Jeg slår det hen med tanken om, at det måske er en gammel rest menstruationsblod. Næste dag er der frisk blod. Jeg taler med min gode veninde, som er jordemoder, og vi taler om, at der er mulighed for, at det er en abort, men det er også muligt, at der ingenting er galt. Jeg er bange og har virkelig svært ved at mærke, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg overvejer at ringe til lægevagten, men det magter jeg ikke. Det er søndag eftermiddag, og der er også tre børn, der skal gøres klar til mandag morgen.

Efter jeg har været i bad mandag morgen, kommer der pludseligt en stor mængde blod. Her ved jeg godt, hvad klokken har slået. Jeg har aldrig oplevet en abort før, og det føles bare så forkert at bløde. Jeg ringer til egen læge, som ringer tilbage med en tid til scanning på sygehuset en time efter. Min mand er kommet hjem fra arbejde igen og kører selvfølgelig med på sygehuset. Ventetiden er ulidelig. Jeg er ked af det. Vi taler om, at vi godt kan acceptere, hvis jeg aborterer, men uvisheden er frygtelig.

Endnu en scanning, der kan fortælle mig, at mit barn er dødt

Jeg bliver scannet indvendigt, og for anden gang i mit liv, er der en læge, der kan kigge på en skærm og fortælle mig, at mit barn er dødt. Det gør ondt at tænke på. Mest når jeg tænker på Sigfred. Denne baby har jeg ikke lært at kende ordentligt endnu. Men vi havde så mange drømme og forventninger. Jeg skulle følges med min engle-mødregruppe, hvor de fleste også er gravide igen efter at have mistet. Vi skulle endelig have vores 4. levende barn.

Lægen kan fortælle os, at den er stoppet med at vokse omkring uge 7-8. Vi kan tydeligt se på skærmen, at den er død, den lille reje i den store livmoder. Øv! Hvad sker der så nu? Ja, jeg skal bare gå hjem og abortere, og så skal jeg scannes igen efter halvanden uge. Det er ret skræmmende. Jeg ved da ikke, hvordan man aborterer. Vi kommer hjem, og jeg googler en masse. Jeg ved en masse om at føde men intet om aborter, da jeg har været så forskånet.

Statistisk set kan vi godt se, at risikoen for abort efterhånden var stor, når vi nu har fået 4 børn. Men kunne den statistik ikke godt indregne, at en af dem er død?

Børnenes reaktion på aborten

Jeg sover lidt, da vi kommer hjem. Jeg har ondt men ikke sådan, at jeg ikke kan være nogen steder. Mest er jeg nok lidt bange. Vi fortæller det til de to store børn, da de kommer hjem fra skole. De græder lidt, og så spiller vi kort i sofaen og snakker lidt om skuffelsen. Vi har naturligvis gjort os mange tanker om at fortælle om graviditeten tidligt til børnene. (Det skriver jeg sikkert noget om en anden dag.)

Fødsel/abort?

Tirsdag er der rimeligt ro på blødningen i løbet af dagen, men om eftermiddagen giver jeg mig selv akupressur, som jeg plejer at gøre som doula, og så begynder ve-fornemmelserne. Hele aftenen ligger jeg og bruger min ve-vejrtrækning, hver gang de kommer. Det gør ondt. Jeg får dog sovet tungt hele natten.

Da jeg vågner næste morgen (onsdag), kan jeg godt mærke, at det er ved at være tid. Jeg får sendt børnene af sted, og så er jeg nærmest i fødsel de næste timer. Ligger bare og koncentrerer mig om vejrtrækningen og forsøger at se lidt tv ind i mellem veerne. Ved 11-tiden kommer der kæmpe store klumper af blod ud i toilettet. Jeg er sikker på, at det er fostret og tænker øv –det ville jeg ellers gerne have set. Min krop falder til ro herefter, og jeg sover et par timer.

Jeg kan nu gå lidt rundt, men så begynder ve-fornemmelsen igen. Jeg går ud for at skifte bind, og lige i det, jeg trækker bukserne ned, falder der noget glat ud af mig. Jeg kigger i bindet og sørme – det er fostret i sin fosterhinde, som ligger og svømmer rundt i fostervand. Jeg bliver næsten helt glad. Glad fordi jeg sådan havde ønsket at se den. Og også lidt fascineret.

Jeg skynder mig at hente en æske at putte fostret i, og så undersøger jeg det på kryds og tværs, mens det ligger i fostervandet. Havde du spurgt mig for et år siden, om jeg kunne finde på det, havde jeg nok kastet op af væmmelse. Men fordi jeg har prøvet at bære og føde min døde baby, så er der ikke ret meget, der kan få mig til at væmmes længere. Især ikke når det kommer fra min egen krop. Fostret er så lille bitte. Højst 8 uger gammel så vidt jeg kan se. Jeg har hele tiden været overbevist om, at det var en pige. Det får jeg dog aldrig svar på, og det er helt okay.

Begravelse – igen

Efter børnene er puttet om aftenen, går vi ud til vores rødbøg, fra hvilken Sigfred fik et blad med i kisten. Derfor skal den lille også begraves ved det træ. Vi tænder et lys, lægger fostret i en fin æske, som børnene har lavet i en anden sammenhæng, og lægger det i jorden. Vi tager afsked og så bliver den dækket til. Lyset brænder derude hele aftenen, så vi kan se det i mørket inde fra stuen.

Sorg – igen

Jeg undrer mig over, at jeg ikke er mere ked af det og tænker, at det nok skyldes, at jeg har prøvet det, der er meget værre end en abort (selvom man jo ikke kan gradbøje sorgen…). Men da jeg vågner torsdag morgen kommer sorgen væltende. Jeg bruger det meste af dagen på at græde og føle tomhed. Smerterne fra ”efterveerne” er næsten ulidelige. Jeg mangler virkelig mit oxytocinfix i form af en dejlig baby, der ligger hud-mod-hud og ammer, og derfor gør det så ekstremt ondt at have efterveer.

Sorgfølelsen handler mest om Sigfred. Jeg følte mig ikke helt knyttet til den lille ny endnu. Til gengæld føler jeg mig kastet tilbage til august, hvor Sigfred døde. Det var en mandag, jeg fandt ud af, at han var død og en onsdag, han blev født. Præcist som med denne omgang.

Hvad nu?

Tanker om skyld fylder en masse i mit hoved, præcist som efter Sigfred døde. Det, ved jeg nu, er helt normalt, og derfor får de tanker også bare lov at suse igennem. Desuden kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi tør forsøge igen. Om det overhovedet kan lade sig gøre igen. Lægen sagde, at vi bare skulle gå i gang med det samme igen, når aborten er overstået, men det tror jeg ikke, hverken min krop eller mit hjerte er klart til. Nu tager vi en dag ad gangen. Og jeg vil arbejde med at finde ind til tilliden igen. Jeg ved, at jeg kan, og jeg ved, at tiden vil arbejde for mig.

Faktisk kan jeg mærke en tillid til min krop. Jeg er så glad for, at den selv gør arbejdet. At den selv går i gang med at bløde og afstøde fostret. At den opfører sig som om, den er i fødsel, så jeg ved, hvad jeg skal gøre med min vejrtrækning osv. At fostret kommer ud så fint med intakte fosterhinder. Indtil videre er der ikke tegn på, at min krop har brug for hjælp til denne proces. Selvfølgelig understøtter jeg den bedst muligt med kost og homøopati, og i næste uge skal jeg scannes for at se, om alt er ude. Men grundlæggende føler jeg mig tryg ved min krop, og det er jeg trods alt meget taknemmelig for!

Tanker om at vælge livet

Glæden bor i os alle

For nyligt så jeg filmen Trolls sammen med vores ældste datter. I den er der en trold, der er helt grå og trist, fordi han føler, at han var skyld i sin bedstemors død mange år tilbage. Han fokuserer på alt det, der gør ham sur, trist, ulykkelig og negativ. Den glade lyserøde trold forsøger at få ham glad og med på at danse og have det sjovt. Hun fortæller ham, at han også kan vælge at være glad i stedet for at være ulykkelig, for lykken og glæden bor inde i os alle sammen. Filmen er virkelig anbefalelsesværdig, og den satte nogle tanker i gang om det at vælge lykken og glæden.

At falde eller at vælge livet

Da jeg fandt ud af, at Sigfred var død, og jeg var kommet mig over det værste chok, traf jeg et valg.  Jeg ville vælge livet. Jeg ville ikke blive sindssyg, jeg ville åbne mit hjerte og mine øjne for denne sorg. Alternativet var for mig at give slip og lade mig falde ud over kanten. Jeg var sikker på, at hvis jeg gav slip, så ville jeg blive sindssyg. Det føltes som at hænge på kanten med det yderste af fingrene, og jeg vidste ikke, hvad der ville ske, hvis jeg gav slip.

Jeg VILLE ikke hade andres babyer, for hvordan skulle jeg så kunne leve videre? Jeg ville være nødt til at lægge mit liv gevaldigt om og måske flytte ud på en øde ø, hvis jeg ikke kunne klare, at der blev født mange dejlige og levende babyer rundt omkring mig. For mit daglige arbejde handler om babyer, når jeg laver fødselsforberedelse, er doula, yder ammehjælp, har samtaler med mødre osv. Jeg ved godt, at alle ikke føler, at det er et valg. Og det er sundt at være i sorgen og lade den fylde. Det må der ikke være tvivl om. Men vi kan måske forsøge at hjælpe vores fokus på rette vej.

Tankerne

I starten hørte jeg om kvinder, der havde mistet, som havde lyst til at sprænge andres barnevogne i luften og den slags. Jeg ved, at det er en helt normal reaktion, når man selv har mistet, men jeg var alligevel lidt rystet over, at der i virkeligheden er kvinder, der tænker sådan. Men intet er rigtigt eller forkert. Det er den eneste måde nogle kan holde ud at være i sorgen på. Ingen følelser er forkerte. Det virker bare ikke for mig at tænke på den måde. Og jeg kan for det meste styre mine følelser med mine tanker. Heldigvis er tanker lette at ændre. Af og til bruger jeg positive bekræftelser til at ændre mine tanker. Eksempelvis bekræftede vi ofte hinanden i, at vi ville fokusere på det levende og på kærligheden.

Billedet er taget i haven en smuk aften kort efter Sigfreds død

Når de nærmeste får børn samtidig

Rigtig mange af mine nære veninder og min bror og hans kone fødte lige omkring den tid, hvor vi mistede Sigfred. Min lille nevø blev født en måned efter Sigfred. Jeg elskede at få lov at holde ham og de andre dejlige babyer i min omgangskreds. De var for mig symbolet på liv og lykke. Samtidig var det faktisk også helende for mig at sidde med en lille dejlig baby der, hvor Sigfred skulle have ligget, for min krop skreg virkelig på en baby. Jeg føler også, at min lille, elskede nevø kiggede mig i øjnene og sagde, at det nok skulle gå. Han har det mest intense blik, og jeg føler altid, at han ser lige igennem mig.

Tanken om Sigfred og hans fætter, der kunne have vokset op sammen, er både smuk og ubærlig. Hvor er det trist, at de ikke skulle leve sammen og være fætre på jorden. Og hvor er det et underligt livsvilkår for min nevø at komme til verden, lige efter hans fætter er død. Han har heldigvis de mest kærlige forældre, der håndterer det på bedste vis. Og hvor er jeg dog taknemmelig for, at vi forblev tætte, selvom det modsatte også kunne være sket. Min bror og hans kone var ikke bange for at besøge os, tale med os og være i sorgen med os. Og derfor var det heller ikke svært at være i glæden og livet med dem.

Taknemmelighed

Jeg ved, at Sigfred ville have ønsket, at vi skulle være glade og vælge livet. Ikke at vi skulle forblive grå og triste til evig tid (selvom det føltes mest rigtigt på det tidspunkt). Vores hjerter er for altid mærket af, at vi mistede vores dyrebare skat, og netop derfor vil vi have mere lykke og glæde ud af livet. Så tak, Sigfred, fordi du kom og lærte os så meget om kærlighed.

Og en lille efterskrift

Kære du, der læser med, som slet ikke kan genkende det, jeg skriver. Jeg skriver kun ud fra, hvad vi har oplevet, følt og tænkt. Jeg ved, at rigtig mange har det omvendt. Det, du føler, er ikke forkert, selvom jeg ikke har følt på den måde. Du er lige så rigtig, som jeg er <3

Sjæleaftaler

Noget af det, jeg synes, har været det sværeste ved at miste mit barn, var tanken om “hvor er han nu?” og “er det hele bare slut, før det er begyndt?”

Jeg kunne bare ikke forene mig med tanken om, at Sigfred bare havde været i min mave i 9 måneder, og så var han bare væk igen. De grimme tanker, jeg fik, når jeg tænkte på hans lille krop under jorden, var uudholdelige. Jeg var nødt til at skille krop og sjæl ad i min bevidsthed.

Sigfreds hjerte skulle fyldes med kærlighed

En af de første kvinder, der hjalp mig i retningen af at forstå, hvor vi er, når vi er døde, kunne skabe kontakt til Sigfreds lille sjæl og fortælle mig, at han havde levet flere liv før, hvor han havde mistet troen på kærlighed. Han var kommet til mig for at få fyldt sit lille hjerte op med kærlighed, og det var tilstrækkeligt med 9 måneder under mit hjerte.

Det gav mig så megen ro, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var rigtigt. Inden vi fik Sigfred, har jeg troet på, at man kunne leve flere liv, men ellers har jeg ikke bevidst beskæftiget mig så meget med livet efter døden.

Jeg er klar over, at der vil sidde flere læsere og tænke, at det rabler for mig. Men pyt, det giver mening for mig, og det er det, der gør, at jeg er kommet helskindet igennem den hårdeste tid i mit liv. Jeg håber også, der vil sidde læsere, for hvem dette giver mening og dermed et lille lys i mørket.

Eva Andreas onlineforløb “Min Lille Sjæl”

En anden kvinde, der virkelig har hjulpet mig i min proces er skønne Eva Andrea. Jeg deltog i hendes onlineforløb “Min Lille Sjæl”, som er designet til kvinder, der ønsker at nå dybere ind i kontakte med deres børn.

Jeg har fået så mange indsigter undervejs og størst var indsigten i “Sjæleaftaler”. Eva Andrea skriver om sjæleaftaler:

“I et spirituelt perspektiv er der ikke noget der er tilfældigt. Heller ikke hvilke sjæle der krydser din vej, eller hvilke sjæle der er vigtige og nære mennesker i dit liv. Vi kan have sjælemøder der er kortvarige, og har en afgørende betydning for vores liv.

Men det er i de lange, dybe relationer indenfor cirklerne af forældre, børn, venskaber og kærlighedsforhold at sjæleaftalernes mest dybtgående healende virkning kommer til syne.”

Hvad betyder sjæleaftaler?

Grundtanken er, at vi som sjæle på et andet plan har lavet en aftale om, hvad vi skal lære af hinanden. Det betyder, at Sigfreds og min sjæl har mødtes et eller andet sted – jeg ved, at der er mange ord for det sted inden for forskellige retninger – men vi kan kalde det oppe i det højere luftlag. Her har vores sjæle aftalt, hvilke gaver, Sigfreds sjæl kunne give min sjæl og omvendt.

Og sådan er det med alle dem, vi har i vores liv. På modul 3 i onlineforløbet “Min Lille Sjæl” blev vi guidet til at afkode disse sjæleaftaler.

Vi har også sjæleaftaler med vores levende børn. Der er nogle, der er lige til højrebenet, og så er der dem, der ligger dybere. Det kan fx handle om, at ens barn viser ekstrem vrede, som er svær at håndtere. I den vrede er der en gave, som venter på at blive pakket ud og helet.

Gaven i at miste et barn synes fuldstændig usynlig. Men det er den ikke nødvendigvis, hvis vi tør grave den frem. Det er et ekstremt sårbart og hårdt arbejde men samtidig også utroligt smukt og helende.

Dertil kommer, at Eva Andrea guider en på den mildeste og kærligste måde, så man næsten føler, at hun gør arbejdet for en. Og helt ærligt, så følte jeg af og til i starten, at jeg havde brug for, at nogen kunne tage sorgen for mig og bære den lidt. I onlineforløbet fik jeg øjnene op for og mærkede jeg, hvor mange, der hjalp mig med at bære sorgen.

Anbefalinger

Jeg vil anbefale jer at lytte til Eva Andreas børnebog “Da den lille sjæl kom til verden”. Den beskriver sjæleaftalerne så smukt. Vi har brugt bogen til at læse for vores børn, og de er lige så vilde med den, som jeg er.

Har du fået lyst til at læse mere om sjæleaftaler, kan du læse Eva Andreas artikler “Har jeg virkelig signet op til det her?” og “Er der et usynligt matrix, en dybere forbindelse mellem os som sjæle? Og hvad sker der når vi afkoder dem?”

Kunstvisualisering

Forleden modtog jeg denne smukke tegning, som allerede betyder meget for mig!

Den er udformet på baggrund af en visualisering, jeg blev guidet igennem, mens jeg satte ord på, hvad jeg så. Længere nede kan du læse tolkningen af min oplevelse.

Tegneren er den dygtige Christina Lilly, som sammen med Christina Hedegaard udøver Kunstvisualisering. Du kan finde dem på deres Facebookside.

Hvordan foregår en Kunstvisualisering?

Visualiseringen foregik over Skype, da begge Christina’er er bosatte i København og jeg i Aarhus. Jeg skulle bare lægge mig rigtig godt til rette i min sofa med et tæppe over mig. Telefonen havde jeg stillet, så Christina og Christina kunne se mig, mens jeg blev guidet igennem visualiseringen.

Da vi var klar til at gå i gang, begyndte Christina Hedegaard at guide mig ned i min krop og derefter ned i min underbevidsthed ved hjælp af billeder og ord. Jeg lå med lukkede øjne og kunne sagtens se det hele for mig.

Christina sagde, at jeg skulle gå ned ad en trappe, og neden for enden var der guld. Hun spurgte til, hvordan der så ud rundt om mig. Jeg beskrev bare alt, hvad jeg så, og der dukkede virkeligt interessante ting op. Sigfred dukkede også op som en energi og en følelse.

Samtidig sad den anden Christina og tegnede uden en lyd.

Skitsen

Da sessionen var ovre efter ca. 20 min., vendte jeg tilbage til rummet, og jeg blev helt vildt rørt over, hvad Christina og Christina havde fået ud af det, jeg sagde. Undervejs havde jeg nemlig tænkt, at det nok ikke kunne lade sig gøre at få nogen tegning ud af det, jeg sagde. Men det kunne det i dén grad.

Christina Lilly sendte mig sin skitse kort efter, og jeg var så overrasket over, hvordan hun havde fanget det, jeg havde set.

Christina Lilly har lavet denne smukke beskrivelse til tegningen:

På tegningen er der en lang, hvid trappe, lavet af smukt, bølgende stof. Stoffet danner en vej ned mod det ubevidste, hvor Astrid befandt sig under sin visualisering. Ned ad trappen kommer Astrid kørende i en smuk karet, trukket af en elegant, sort hest, der er det egentlige symbol på Astrid i tegningen.

Jeg forestiller mig således Astrids kerne eller essens som hesten, og skikkelsen i vognen som den moderlige side af Astrid. Essensen af Astrid er netop mere elegant end Astrid ofte føler sig i sit daglige liv; den er ikke nogen ”arbejdshest”, men snarere en tjener, der med skønhed trækker Astrids andre sider igennem livet på smukkeste vis.

Under vejen ses en grotte; en feminin, mørk grotte, men ikke mørkere end at man kan se langt ind i den ved hjælp af lyset fra det guld, der ligger for enden af trappen; dette guld er netop, hvad Astrid fandt i sin underbevidsthed: gulvet er fyldt med det, og det skinner og funkler.

I kareten kører Astrid med sit store, røde hjerte i favnen, som hun beskrev det under sin visualisering. Oppe over hele scenariet stråler solen foran en glaskuppel af nattehimmel; den repræsenterer Sigfred, som Astrids beskytter og som en del af hende selv. Men det er ikke en hvilken som helst sol, der deler sit lys med alle. Solens stråler rækker ned mod Astrid, og lægger sig om hende, sådan at strålerne smelter sammen med og bliver til karetens – og Astrids – ryglæn.

Dette symboliserer, at Astrid og Sigfred af natur er uadskillelige og altid vil være sammen, selvom det ikke kan ses rent fysisk i denne verden. Sigfred følger Astrid på hendes rejse gennem livet; han støtter hende, ser, hvem hun virkelig er og stråler sin glæde ned til hende.

Er det ikke smukt, at vi ikke behøver andet end at kigge indad for at få øje på forbindelsen med vores små sjæle?

Ønsker du selv at prøve, kan du booke Christina og Christina til en Kunstvisualisering her.

Spørg mig om mit døde barn

Hvor er det ambivalent. Den ene dag bliver man ked af, at ingen spørger, hvordan man har det ovenpå tabet af sit barn. Den næste dag ønsker man, at ingen spørger, og man har bare lyst til at være usynlig.

Jeg ved, at rigtig mange har det på den måde. Personligt vil jeg altid gerne spørges eller i hvert fald tales med om min døde søn. Der kan dog være situationer, hvor jeg gerne vil undgå at blive ked af det og måske køre lidt på overfladen eller fokusere på det, der gør mig glad.

Eksempelvis skulle vi sende de to ældste på lejrtur kort efter Sigfreds død, og den morgen ved bussen gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at fokusere på, hvor fantastisk en lejr, de ville få, og så forsøgte jeg at vente med at tale med de andre forældre, til efter børnene var kørt afsted. Eller til min nevøs barnedåb, hvor præsten havde valgt de samme salmer som til Sigfreds begravelse. Der måtte jeg holde tungen lige i munden, fordi det var vigtigt for mig, at det skulle være en glædens dag.

Det er en rigtig svær balance, når man omgås mennesker i sorg. Hvornår er det rigtige tidspunkt at spørge? Og hvad skal man spørge om? Der er ingen facitliste, og det ville jo være unaturligt, hvis man spørger, når det ikke lige er passende for situationen.

Hvad siger man?

Før vi selv mistede, anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige til andre, der havde mistet fx en forælder, når der var gået en rum tid. “Nå, hvordan går det så med din døde mor……?” Det kan man jo ikke sige.

HVORFOR har vi ikke et sprog for dette? Hvorfor er det ikke normalt at tale om de døde, som vi taler om vores levende? Kunne det ikke være så meget nemmere, hvis det var det mest naturlige i verden at tale om (døden er jo noget af det mest naturlige)?

Det er som om de døde forsvinder fra vores bevidsthed, når vi ikke kan se dem længere. Ude af øje, ude af sind? Hvor er det i øvrigt en skræmmende tanke, hvis man selv bare forsvinder, når man dør.

De døde betyder lige så meget som de levende

Forleden var jeg sammen med en dejlig gruppe veninder. Da aftenen var ved at gå på hæld, skulle vi lige se billeder af hinandens dejlige børn, og jeg blev så glad, da en af mine veninder så, at der var et billede af Sigfreds gravsten i min fotostream og sagde, at det ville hun også gerne se. Sådan en lille ting varmer mit hjerte helt utroligt.

Jeg er lige så stolt af Sigfred, som jeg er af mine levende børn. Jeg kan ikke fortælle, hvad han nu har sagt eller gjort, men jeg kan måske fortælle om, hvordan han fylder i vores hverdag. Hvordan de andre børn taler om ham. Og jeg vil også stadig gerne fortælle om fødslen og den første tid derefter.

Sorgen, smerten og savnet er her UANSET, og jeg synes på ingen måde, at det gør det værre at blive spurgt.  Så min opfordring er, at du hellere bør spørge en gang for meget end en gang for lidt. Og også selvom der er gået 6 mdr eller 6 år. Det bliver ved med at være vigtigt!

Spørg mig om mit døde barn – idéer til dig, der gerne vil støtte en familie, der har mistet:

  • Spørg hvordan jeg har det
  • Spørg hvordan vi inddrager den døde i vores liv / i hverdagen
  • Spørg til tiden og oplevelser med den døde
  • Spørg hvordan det er at vende tilbage til arbejdet
  • Spørg hvordan evt. søskende har det
  • Spørg evt. om du må se billeder af den døde
  • Spørg om du må se gravsted/mindested (eller billeder af det)
  • Spørg hvordan den øvrige familie har det
  • Spørg til vores minderitualer
  • Skriv gerne flere idéer i kommentarfeltet

Et godt råd er at lade være med at lave opsamlende konklusioner som “der var nok en mening med det” og “han er nok et bedre sted” osv. Lad dem, der har mistet, selv komme frem til eventuelle konklusioner. Tænk også gerne over det med at gradbøje sorgen, som jeg har skrevet om tidligere.

Vis at du tænker på det døde barn Også selvom det er svært. Den kærlighed, man mærker fra venner og familie, som tør at vise det og som tør at tale om barnet, glemmer man aldrig.