Spørg mig om mit døde barn

Hvor er det ambivalent. Den ene dag bliver man ked af, at ingen spørger, hvordan man har det ovenpå tabet af sit barn. Den næste dag ønsker man, at ingen spørger, og man har bare lyst til at være usynlig.

Jeg ved, at rigtig mange har det på den måde. Personligt vil jeg altid gerne spørges eller i hvert fald tales med om min døde søn. Der kan dog være situationer, hvor jeg gerne vil undgå at blive ked af det og måske køre lidt på overfladen eller fokusere på det, der gør mig glad.

Eksempelvis skulle vi sende de to ældste på lejrtur kort efter Sigfreds død, og den morgen ved bussen gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at fokusere på, hvor fantastisk en lejr, de ville få, og så forsøgte jeg at vente med at tale med de andre forældre, til efter børnene var kørt afsted. Eller til min nevøs barnedåb, hvor præsten havde valgt de samme salmer som til Sigfreds begravelse. Der måtte jeg holde tungen lige i munden, fordi det var vigtigt for mig, at det skulle være en glædens dag.

Det er en rigtig svær balance, når man omgås mennesker i sorg. Hvornår er det rigtige tidspunkt at spørge? Og hvad skal man spørge om? Der er ingen facitliste, og det ville jo være unaturligt, hvis man spørger, når det ikke lige er passende for situationen.

Hvad siger man?

Før vi selv mistede, anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige til andre, der havde mistet fx en forælder, når der var gået en rum tid. “Nå, hvordan går det så med din døde mor……?” Det kan man jo ikke sige.

HVORFOR har vi ikke et sprog for dette? Hvorfor er det ikke normalt at tale om de døde, som vi taler om vores levende? Kunne det ikke være så meget nemmere, hvis det var det mest naturlige i verden at tale om (døden er jo noget af det mest naturlige)?

Det er som om de døde forsvinder fra vores bevidsthed, når vi ikke kan se dem længere. Ude af øje, ude af sind? Hvor er det i øvrigt en skræmmende tanke, hvis man selv bare forsvinder, når man dør.

De døde betyder lige så meget som de levende

Forleden var jeg sammen med en dejlig gruppe veninder. Da aftenen var ved at gå på hæld, skulle vi lige se billeder af hinandens dejlige børn, og jeg blev så glad, da en af mine veninder så, at der var et billede af Sigfreds gravsten i min fotostream og sagde, at det ville hun også gerne se. Sådan en lille ting varmer mit hjerte helt utroligt.

Jeg er lige så stolt af Sigfred, som jeg er af mine levende børn. Jeg kan ikke fortælle, hvad han nu har sagt eller gjort, men jeg kan måske fortælle om, hvordan han fylder i vores hverdag. Hvordan de andre børn taler om ham. Og jeg vil også stadig gerne fortælle om fødslen og den første tid derefter.

Sorgen, smerten og savnet er her UANSET, og jeg synes på ingen måde, at det gør det værre at blive spurgt.  Så min opfordring er, at du hellere bør spørge en gang for meget end en gang for lidt. Og også selvom der er gået 6 mdr eller 6 år. Det bliver ved med at være vigtigt!

Spørg mig om mit døde barn – idéer til dig, der gerne vil støtte en familie, der har mistet:

  • Spørg hvordan jeg har det
  • Spørg hvordan vi inddrager den døde i vores liv / i hverdagen
  • Spørg til tiden og oplevelser med den døde
  • Spørg hvordan det er at vende tilbage til arbejdet
  • Spørg hvordan evt. søskende har det
  • Spørg evt. om du må se billeder af den døde
  • Spørg om du må se gravsted/mindested (eller billeder af det)
  • Spørg hvordan den øvrige familie har det
  • Spørg til vores minderitualer
  • Skriv gerne flere idéer i kommentarfeltet

Et godt råd er at lade være med at lave opsamlende konklusioner som “der var nok en mening med det” og “han er nok et bedre sted” osv. Lad dem, der har mistet, selv komme frem til eventuelle konklusioner. Tænk også gerne over det med at gradbøje sorgen, som jeg har skrevet om tidligere.

Vis at du tænker på det døde barn Også selvom det er svært. Den kærlighed, man mærker fra venner og familie, som tør at vise det og som tør at tale om barnet, glemmer man aldrig.

Sorg og skyld

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der igen og igen har fundet “gode” grunde til, at jeg er skyld i mit barns død.

Vi vil så gerne finde en forklaring på, hvorfor vores babyer skulle herfra så hurtigt; nogle endnu inden de blev født. Og hvem kan man ellers bebrejde end sig selv?

Jeg frygtede virkelig, at jeg og min mand ville komme til at bebrejde hinanden, at Sigfred var død. Det gjorde og gør vi heldigvis ikke.

Moropgaven

Når man er gravid og nybagt mor, er det eneste, man skal sørge for, at baby overlever. Inde i maven kan man sende kærlighed og sørge for gode vilkår ved ikke at være vildt stresset osv.

Når barnet er født, sørger vi for, at barnet får mad, søvn, kropskontakt og kærlighed (Kropskontakt er lige så essentielt som mad for en nyfødt). Det er lige som alt, hvad det kræver for at overleve i starten.

Umiddelbart virker det som en ret nem opgave at sørge for barnets overlevelse. Og derfor ligger det lige til højrebenet at bebrejde sig selv, hvis barnet dør. (Dermed ikke sagt, at det er rigtigt. For vi er IKKE selv skyld i at vores børn dør!)

Sorg og skyld hænger sammen

Sorg og skyld hænger uløseligt sammen, sagde hospitalspræsten til os inden fødslen. Det giver jeg hende ret i, at de gør (hos mig i hvert fald og især i begyndelsen). Skyldfølelsen vender jeg indad. Andre familier vender måske skylden udad.

Jeg tror, uanset hvad der sker, når vi mister et barn, så har vi brug for at give nogen skylden. Hvordan skal vi ellers kunne bære at miste vores dyrebareste?

Irrationelle grunde til, at Sigfred er død

  • Jeg har bukket mig for meget ned i haven, da jeg plukkede ukrudt som højgravid
  • Jeg har været lidt for “stresset” i graviditeten
  • Jeg har været i tvivl, om jeg kunne klare at være mor til 4
  • Jeg har spist camembert ost
  • Jeg har sovet på maven som højgravid
  • Jeg har gjort barnevogn og sovesteder klar inden fødslen (overtro som jeg ikke tror på)
  • Jeg har været for overmodig ved at satse på 4 levende og sunde børn
  • Jeg har siddet med min computer for tæt på maven
  • Jeg har spist for meget sukker
  • Jeg har trænet for lidt
  • og mange andre irrationelle grunde…

Lad mig gerne høre – genkender du tendensen til at give dig selv skylden?

Sådan mindes vi #2

Jeg har rigtig meget brug for at synliggøre Sigfred i vores hjem på samme måde, som jeg har brug for, at han fylder i vores tanker, handlinger og samtaler. Jeg mindes om ham konstant, og det hjælper mig så meget i min proces. Andre har brug for ikke at kigge på billeder, fordi det gør for ondt.

Min teori er, at smerten er der, uanset hvor meget eller hvor lidt, vi kigger på billeder og taler om vores døde børn. Om vi har brug for at kigge på dem eller ej er bare så individuelt.

Englebarn

I forrige uge faldt jeg over en kvinde, som tegner familier med englebørn. Hun har siden Englebarn på Facebook, hvor man kan se de fineste tegninger af familier med englebørn.

Jeg skrev straks og bestilte en tegning af vores familie, for jeg blev hurtigt ret vild med hendes streg. Og prisen var virkelig overkommelig

En A4 tegning koster ml 125-150 kr. inkl. forsendelse og en A3 ml. 225-250 kr. inkl. forsendelse. Jeg bestilte en A4, fordi jeg gerne ville have den på vores fotohylde.

Tegneren sendte mig en skitse, da jeg havde fortalt, at vi var mor, far, stor pige, stor dreng, lille pige og baby-engel. Og kort tid efter lå tegningen i min postkasse. Over Sigfreds hoved er der en glorie, som man bedst kan se, når man ved, den er der.

Se lige hvor fin den er i guldramme.

Jeg elsker, at tegningen med al sin enkelhed rummer præcist det, jeg føler. Den udtrykker, at Sigfred er vores 4. barn, og at han er et barn i vores familie på lige fod med de tre andre børn. Forskellen ligger bare i, at han har vinger. I tegningen er han lige så tydelig, som vi andre i familien er.

Lige neden under tegningen fra Englebarn står den utroligt smukke tegning, Karen Børhnsen fra Stregtegning.dk har lavet på baggrund af et billede, vi har sendt til hende.

 

Kejsersnit eller vaginal fødsel når barnet er dødt?

Hvorfor får man ikke kejsersnit, når barnet er dødt?

Lige i det øjeblik, vi fik lægens ord for, at Sigfred var død, fløj mine tanker fra hjemmefødsel til kejsersnit. Vi havde planlagt en hjemmefødsel, og hvorfor skulle Sigfred snydes for det, bare fordi han var død? Faktisk talte vi om den mulighed på vej ind til hospitalet om aftenen, da jeg havde fået mistanke om, at han var død.

Men da jeg havde tænkt tanken til ende, gik det op for mig, at jeg var rigtig bange for, at jeg fejlede noget, jeg kunne dø af, og så ville jeg gerne være på hospitalet. Og evt. få et kejsersnit. “Bare skær barnet ud af mig med det samme” er den typiske tanke.

Jeg forestillede mig, at jeg var helt utroligt syg, og det var derfor, Sigfred døde. Jeg troede også, at jeg havde en infektion i livmoderen, som havde slået ham ihjel (ikke fordi en infektion er morens skyld). Uanset så var jeg helt sikker på, at det var min skyld, at min lille baby inde i maven var død.

Ja, tankerne er totalt irrationelle lige der midt i infernoet af sorg og rædsel.

Set i bakspejlet er jeg så utrolig taknemmelig for oplevelsen af Sigfreds fødsel. Og jeg er virkelig taknemmelig for, at proceduren er, at kvinder med døde børn opfordres til at føde vaginalt i stedet for kejsersnit.

At sove med et dødt barn i maven

Da dommen var endelig – Sigfred var død – sad vi lidt alene. Personalet kom ind igen og sagde, at de ville anbefale os at tage hjem og så komme igen næste morgen for at få fødslen sat i gang. Vi ville også gerne selv hjem til de store børn.

Jeg kan stadig få helt ondt i maven, når jeg tænker på den nat. At skulle sove velvidende, at mit barn i maven var dødt. Det kunne jeg næsten ikke. Hver gang min mand faldt i søvn, vækkede jeg ham, for jeg følte mig så alene. Tankerne fløj rundt i hovedet, og jeg var så bange. Helt konkret var jeg bange for, at min lille baby var et “monster”, og så var jeg bange for, at jeg kunne dø af at have et dødt barn i maven. Når jeg af og til faldt hen, drømte jeg, at jeg fødte halvvoksne børn, som lignede zombier.

Jeg blev virkelig lettet, da vores yngste datter vågnede meget tidligt, så jeg kunne stå op. Jeg tror, det var den værste nat i mit liv.

  

Forskellen på maven. Billedet til venstre er taget dagen før, Sigfred døde, og billedet til højre er taget lige inden, veerne går i gang. Maven faldt fuldstændigt sammen efter, han var død.

Igangsættelse

Inde på sygehuset blev fødslen forsøgt igangsat, men jeg responderede slet ikke på pillerne – nok fordi jeg var så træt og bange. Efter en hel dag og en hel nat på sygehuset, hvor vi fik sovet rigtig godt, vågnede jeg op og var klar til at føde. Jeg fik piller igen efter morgenmaden, og da veerne kort efter gik i gang, havde jeg overskud til det. Jeg havde trænet min vejrtrækning og afspænding, som virkelig hjalp mig til at holde fokus. Og min søster mindede mig ofte om, at vi skulle gøre det til en smuk oplevelse.

Og det blev det virkeligt. Det var ret hårdt og intenst, da det gik super stærkt. Ca. 4 timer fra de første veer til han blev født. Sigfred blev født onsdag middag, efter han var blevet konstateret død mandag aften. Jeg var glad for, at vi havde så god tid til at vænne os til tanken og arbejde igennem alle de følelser, der dukkede op. (På et andet tidspunkt skriver jeg mere detaljeret om fødslen).

Vaginal fødsel vs. kejsersnit

Havde jeg fået et kejsersnit den første nat, tror jeg slet ikke, jeg ville have været klar til at tage imod ham. Men det, at fødselsopstarten trak sådan ud, gjorde, at vi havde forberedt os på, hvordan vi kunne tilbringe tiden bedst med ham efter fødslen. Og jeg endte med ikke at være bange for at møde ham.

Jeg tror, at den vaginale fødsel har gjort, at min krop også kunne følge nogenlunde med. Et kejsersnit havde nok gjort det fysiske chok værre. For jeg kunne jo mærke på min krop, at den følte sig amputeret. Jeg følte mig amputeret!

Man siger, at den vaginale fødsel er et vigtigt led i sorgbearbejdelsen og afskeden med barnet (i hvert fald barnets krop – jeg tror ikke på, at vi behøver at tage afsked med barnets sjæl). Den vaginale fødsel skulle efter sigende være vigtig for den psykiske såvel som for den fysiske proces. Jeg kan rigtig godt identificere mig med argumenterne for vaginal fødsel. Hvad med dig?

Har du lyst til at dele din oplevelse? Så skriv gerne her i kommentarfeltet.

At holde liv i de døde

Kan man holde liv i de døde? Skal man holde liv i de døde?

Det gør vi ikke ret meget i vores kultur, så jeg synes faktisk, det er svært at finde inspiration til at give plads til vores lille Sigfred. For mig er det at holde liv i de døde IKKE det samme som ikke at acceptere døden. Det er at hylde de døde og give dem plads. For man er jo ikke bare væk, når man er død, som om man aldrig har eksisteret.

At give plads til de døde i julen

Ved juletid tænkte jeg meget over, hvordan vi kunne inddrage Sigfred uden det skulle blive mærkeligt for resten af familien, og uden at vi ville blive alt for kede af det.

Vi besøgte hans grav, hvor vi tændte lys og stod lidt. Vores søde venner havde været forbi inden og havde stillet en lille fin glasengel ved stenen. Vi havde også pyntet lidt op til jul med julekugler på Sigfreds træ.

Min svigerinde havde sørget for søde engle til julebordet, og vi havde selv købt en lille engel til at hænge på juletræet. Vi talte selvfølgelig meget om Sigfred og hold da op, hvor var det ekstra hårdt at mangle ham i julen. Juletid er noget særligt.

Sådan holder vi liv i Sigfred til dagligt

Vi holder liv i Sigfred ved at tale meget om ham, og så har vi en hylde i bogreolen med et billede af ham, og de ting, der giver mening at have på hans hylde. Det varierer lidt, hvad der står der. Børnene laver ofte tegninger, perleplader osv. som også får sin plads på hylden. Nogen ville måske kalde det et alter.

På en anden hylde har vi en stregtegning af Sigfred, som den dygtige Karen Børhnsen har tegnet. Rundt omkring i vores stue har vi små engle som symbol for Sigfred.

I morgen fylder Sigfred 6 måneder. Det har vi tænkt os at markere. Dog ved vi ikke helt hvordan endnu.

De levende dør, men de døde lever videre – udstilling på Moesgaard

I dag var hele familien på Moesgaard Museum, hvor vi så den etnografiske udstilling om, hvordan de døde lever videre. Jeg blev virkelig inspireret og bekræftet i, at det er godt, når vi holder liv i de døde.

I Mexico fejres Dia de Muertos (de dødes dag), hvor man siger, at de døde kommer tilbage for at gense deres kære. Man laver et alter for den, der sidst er død, og her stiller man bl.a. blomster, den dødes livretter samt dødebrød (brød med religiøse motiver og sukker på toppen) og sukkerkranier.

Med sukkerkranierne forholder man sig – på en humoristisk måde – også til sin egen død, fordi man kan spise sukkerkranier med sit navn på.

Man fester på Dia de Muertos, mens man mindes og ærer dem, man har mistet. Se en skøn billedserie fra Dia de Muertos.

Bange for døden

Og hvis vi så lige rejser tilbage til Danmark. Hvad tænker vi på, når vi tænker på døden? I hvert fald ikke farverige fester. I Danmark er vi gode til at fortie døden, måske ud fra devisen, at så gør det ikke så ondt?

Jeg var hundeangst for døden, før vi fik Sigfred. Jeg havde aldrig set et dødt menneske, og jeg holdt mig helst væk fra begravelser. Og hvis jeg kunne undgå at tale om døden, var det bedst. Hvorfor? Fordi vores kultur lægger op til, at døden er en tung, mørk, stille og trist affære. Det synes jeg også, døden er. Men den er ikke kun det. Og den slutter jo ikke ved begravelsen…

En lille sød kommentar at slutte af med

På vores tur i dag sagde min store pige (knap 9 år) “Mor, du har jo faktisk haft to hjerter i din krop. Sigfreds og dit.”  <3 <3

Hvordan holder I liv i de døde, hvis I gør det? Del gerne i kommentarfeltet.

At gradbøje sorgen

Af en eller anden grund kommer vi nogle gange til at gradbøje sorgen. Men det kan man jo slet ikke. Det ved jeg nu. Og alligevel gør jeg det stadig af og til.

Sorg ligner sorg

I starten, da vi havde mistet Sigfred, syntes jeg ikke, det var lige så synd for mig, som for dem, der mistede deres børn efter fødslen. Og at det var lidt værre for mig, end for dem, der havde mistet i starten af graviditeten.

Men efterhånden som jeg har tilbragt en masse guldstunder med min mødregruppe, er det gået op for mig, at vores sorg ligner hinanden så meget, uanset hvornår og hvordan, vi har mistet. Vores tanker, handlinger, kærlighed, savn, irritationer, glæder osv. ligner hinanden.

To-sporsmodellen

Jeg genkender to-sporsmodellen, som er en forholdsvis ny sorgteori. Man tænker ikke længere sorg, som noget, der skal bearbejdes i faser og på et tidspunkt kommer man ud på den anden side, hvor alt er bearbejdet og ovre.

I dag anerkender teorierne, at man som sørgende kan befinde sig i to forskellige spor. Den ene dag er man måske rigtig meget i sorgen og tænker på alt det, man har miset. Den anden dag tænker man måske mere fremad. Man bevæger sig således mellem de to spor – det tabsrelaterede og det reetablerende. Og sorgen forsvinder vel aldrig?

En god veninde sagde til mig, at i starten er sorg og savn tæt forbundne, og efterhånden fylder savnet mere end sorgen.

Hvad er sorg for mig?

Det var en stor erkendelse for mig, at sorg er fyldt med så megen kærlighed. Jeg har altid troet, at hvis jeg skulle miste et barn, så ville alt være sort og trist. Der var selvfølgelig også dage, hvor alt var sort og trist, men det, der fyldte og fylder mest, var og er kærligheden og ikke mindst stoltheden over vores søn.

For mig er sorg smuk. Nogle kalder sorg for hjemløs kærlighed, men da Sigfred fylder så meget i vores liv, føler jeg ikke, at kærligheden er hjemløs. Det gjorde jeg dog i starten.

Vi kender de små sjæle

Jeg har tit tænkt, at det var godt, at det ikke var vores første barn, vi mistede, for vi har jo tre andre spillevende og skønne børn at leve videre for. Men jeg ved, at det for andre kan være en sætning, som kan føles negligerende. Og at ingen har brug for, at andre forsøger at gradbøje sorgen med “det var da godt, at I ikke nåede at lære ham at kende”. For man kender virkeligt sit barns lille sjæl, uanset hvor længe man har været forbundne. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvordan Sigfred ville være som 7-årig fx, men jeg kender hans kærlighed og hans energi.

Hvorfor har vi brug for at gradbøje sorgen?

Når man sammenligner forsøger man ofte at finde noget, der kan medføre, at man får det bedre med sin egen situation. Omvendt kan man nemt komme til at underminere egne følelser, hvis man altid er ovre i andre og sammenligner sig.

Vi forsøgte at fokusere på alle de ting, der gjorde os glade, og derfor kunne vi føle os forskånede ved den måde, Sigfred døde på. Men det er jo meget mere nuanceret end det. I starten drømte jeg så meget om at vide, hvordan hans øjne ville se ud, og jeg ville give hvad som helst for fem minutter med ham i live.

Så det, jeg prøver på at udtrykke, er, at jeg tror, at sorgen er lige stor, uanset om du mister ved abort, provokeret fødsel, for tidlig fødsel, dødfødsel, vuggedød eller mister barnet pga. en sygdom o.lign. Vi kan ikke gradbøje sorgen!

Har du tanker om emnet, så del meget gerne i kommentarsporet.