Tanker til de pårørende

Hvad kan du som pårørende gøre?

Det vigtigste er, at du viser, at du er der. For nogle er det meget svært at stille op, fordi de frygter deres egen reaktion, eller fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Men det er meget let, for du behøver faktisk ikke at sige noget. Et kram er dejligt og bare det at sidde sammen. De, der har mistet, har måske brug for at fortælle hele historien igen og igen, og du skal bare lytte.

Min søster var en fantastisk støtte, fordi vi kunne bare sige lige, hvad der faldt os ind, når vi var sammen, ja sådan er det faktisk stadig. Men lige da vi fandt ud af, at Sigfred var død og de første dage efter hans fødsel, var vi rigtig meget i en eller anden form for bobbel. Vi var ikke i stand til at føre lange almindelige samtaler. For mig fyldte skylden rigtig meget og ud af det blå kunne jeg sige “Måske døde han, fordi jeg har spist camembert”. Og min søster kunne svare, at hun var helt sikker på, at det ikke var min skyld, at Sigfred døde, men hun kunne godt forstå mine tanker. Det var lige som det skulle være.

En af vores venner dukkede op efter en uges tid, og han fik os simpelthen til at skraldgrine af en oplevelse, han havde haft. Det var så forløsende og dejligt, fordi det lige passede ind i situationen. Andre har måske slet ikke brug for, at der bliver fortalt sjove anekdoter, men lige der passede det bare så godt.

Græd af hjemmefra

Det lyder måske lidt barskt og er også lidt en overdrivelse. Det er selvfølgelig helt okay at græde sammen med dem, der har mistet, hvis de selv lige er der.  Og dejligt at mærke, at man er sammen om tabet.

Vi har oplevet, at søde og rare bekendte havde rigtig meget brug for at græde sammen med os på tidspunkter, hvor vi ikke havde brug for det. Og det kan let blive akavet. Jeg har taget mig selv i at presse tårer frem, så det ikke skulle blive akavet for den anden. Og det er jo helt skørt. Så stik en finger i jorden, når du træder ind ad døren eller møder dem, der har mistet. Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke må blive rørt, når I taler sammen, for det kan nok næsten ikke undgås. Og som nævnt: Det er virkelig dejligt at mærke, at man ikke er alene om sorgen.

Anerkendelse fra de pårørende

Det betyder rigtig meget, når omgangskredsen anerkender, at vores barn har været her. Eksempelvis bliver jeg meget rørt, når vores familie og venner spørger, om de må besøge gravstedet og måske lægge en blomst.

Eller når venner og familie spørger, om de må se vores scrapbog med billeder af Sigfred.

En dag kom min veninde på besøg fra København. Hun havde bagt brunkagehjerter til jul – en til os hver med navn på. Der var også et hjerte til Sigfred. Det gjorde mig SÅ glad at hun viste, at han også er en del af vores familie.

Min søde svigerinde havde juleaften købt en fin engel til Sigfreds hylde og små engle til at lægge på julebordet. På den måde føltes Sigfred mere nærværende. Udefra set er det måske små ting, men de gør en kæmpe forskel i en moders hjerte.

Fra min svigerfamilie modtog jeg en medaljon til en halskæde, hvori jeg kunne sætte billeder af Sigfred. Det gjorde mig meget glad, at de havde tænkt på det, og jeg bærer den hver dag.

Det praktiske

Herudover er der en masse små praktiske ting, som virkeligt er guld værd:

  • Stil en gang aftensmad på trappen og send en sms om, at man ikke behøver at lukke op. (Jeg manglede overskud til at lave almindelig aftensmad, lækre salater, boller, smoothies og den slags, så det var dejligt at modtage. De første 14 dage lavede vi stort set ikke mad, fordi der var så mange søde mennesker, der kom med mad til os)
  • Hjælp med aflevering/afhentning af større børn
  • Tilbyd legeaftaler til børnene hjemme hos jer
  • Hjælp med rengøring, indkøb osv.

Lad være med at spørge, hvad man har brug for, men tilbyd det konkrete, du har lyst til at gøre. Det kan være så uoverskueligt at svare på, hvad man har brug for, for man ved det måske ikke, før det er gjort. Som fx rengøringen. Mange synes også sætningen “Du siger bare til” er ubrugelig, for det er svært at finde ressourcerne til bare at sige til.

Brev til jordemoderen

Hvordan vi takkede jordemoderen, der bar os gennem fødslen

To måneder efter fødslen, kom vores kære jordemoder hjem til os. Jeg ville så gerne give hende et eller andet, men lige meget, hvad jeg fandt på, virkede det latterligt sammenlignet med det, hun gjorde for os. Så jeg skrev et brev og købte en fin lille lysestage (så hun kunne tænde et lys for Sigfred af og til).

Besøget var så dejligt og hjertevarmt. Hun er virkelig et skønt menneske, og vi er stadig så taknemmelige for den oplevelse, hun hjalp os med at få.

Brevet, jeg skrev til jordemoderen, lød således:

Kæreste du!

Det var dig, der lige havde overtaget vagten og derfor modtog vores opkald den mandag aften, da jeg ikke havde mærket liv. Og det var dig, der tog imod os på fødegangen og var der, da vi skulle have den besked, ingen ønsker. Vores babys hjerte var holdt op med at slå.

Du var der for os, da vi mødte ind næste morgen til igangsættelse af fødslen. Vi blev modtaget af dit varme og omsorgsfulde væsen. Og hvor er vi dog taknemmelige for, at det lige præcis var dig, der tog med os på den mest smertefulde rejse, vi nogensinde har oplevet. Hele dagen lyttede du til os og vores mange forskellige – og af og til underlige – overvejelser og tanker.

Du trøstede os og fortalte os igen og igen, at der ikke er noget rigtigt og forkert. Du støttede os i at gøre tingene på den måde, vi ønskede det. Vi anede ikke, hvad vi ønskede, men nænsomt førte du os igennem hver enkel overvejelse, der skulle gøres.

Du hjalp os med at fokusere på, at vores baby stadig var vores fjerde barn, selvom han var død, og at vi skulle gøre hans fødsel så smuk som muligt. Takket være dig har vi nu et utroligt smukt minde om Sigfreds fødsel og de mange timer fra beskeden om, at han var død til vi tog afsked med hans krop.

Alt blev på vores præmisser, intet blev forceret, og vi følte, at du kendte os rigtig godt. Aldrig følte vi os ladt alene, og ingen emner var for svære at tale om. Du turde se døden i øjnene og hjælpe os med det samme.

Vi er imponerede over din styrke og dit mod. Sikke en gave du er for alle os fødende kvinder! Du vil altid have en særlig plads i vores hjerter! Tusind tak for dig!

Mange kærlige tanker fra os

 

Velkommen

Mistetspaedbarn.dk er en side til forældre, der også har mistet deres baby enten i graviditeten eller i barnets første leveår.

Med denne side ønsker jeg at fortælle vores historie om, da vi mistede vores fjerde barn, Sigfred og hjælpe andre forældre i samme situation.

Stregtegningen er lavet af jordemoder Karen Børhnsen – stregtegning.dk

Jeg ønsker at hjælpe jer til at finde et lys i mørket!

Jeg deler blogindlæg om, hvordan vi har gjort, da vi mistede vores søn, og måske kan I lade jer inspirere. I er også meget velkommen til at dele jeres overvejelser. Scroller du ned på denne side, kommer blogindlæggene. På din computer finder du dem også i højre side. Desuden er blogindlæggene at finde som rul-ned menu under “Blog”.

Da jeg er gravid igen og går på barsel midt i juli 2018, har jeg lukket midlertidigt ned for mine tilbud om samtaler mm.