-
5 år som englemor
I sidste uge – helt præcist d. 17. august 2021 kl. 13.33 – var det fem år siden, jeg fødte Sigfred og fik min titel som englemor. To dage før havde vi fundet ud af, at han var død i min mave. Pludseligt var der bare ikke liv længere. Det er helt uforståeligt at tænke tilbage på, at det skete for os. Med os. Med Sigfred. Nogle gange er det som om, vi bare har været vidner til, at andre har oplevet det, og lige for tiden kan jeg mærke i alle fibre af min krop, at det VAR os, der oplevede at miste ønskebarn nummer fire. 5 års fødselsdag…
-
Kejsersnit eller vaginal fødsel når barnet er dødt?
Hvorfor får man ikke kejsersnit, når barnet er dødt? Lige i det øjeblik, vi fik lægens ord for, at Sigfred var død, fløj mine tanker fra hjemmefødsel til kejsersnit. Vi havde planlagt en hjemmefødsel, og hvorfor skulle Sigfred snydes for det, bare fordi han var død? Faktisk talte vi om den mulighed på vej ind til hospitalet om aftenen, da jeg havde fået mistanke om, at han var død. Men da jeg havde tænkt tanken til ende, gik det op for mig, at jeg var rigtig bange for, at jeg fejlede noget, jeg kunne dø af, og så ville jeg gerne være på hospitalet. Og evt. få et kejsersnit. “Bare…
-
At holde liv i de døde
Kan man holde liv i de døde? Skal man holde liv i de døde? Det gør vi ikke ret meget i vores kultur, så jeg synes faktisk, det er svært at finde inspiration til at give plads til vores lille Sigfred. For mig er det at holde liv i de døde IKKE det samme som ikke at acceptere døden. Det er at hylde de døde og give dem plads. For man er jo ikke bare væk, når man er død, som om man aldrig har eksisteret. At give plads til de døde i julen Ved juletid tænkte jeg meget over, hvordan vi kunne inddrage Sigfred uden det skulle blive mærkeligt…
-
At gradbøje sorgen
Af en eller anden grund kommer vi nogle gange til at gradbøje sorgen. Men det kan man jo slet ikke. Det ved jeg nu. Og alligevel gør jeg det stadig af og til. Sorg ligner sorg I starten, da vi havde mistet Sigfred, syntes jeg ikke, det var lige så synd for mig, som for dem, der mistede deres børn efter fødslen. Og at det var lidt værre for mig, end for dem, der havde mistet i starten af graviditeten. Men efterhånden som jeg har tilbragt en masse guldstunder med min mødregruppe, er det gået op for mig, at vores sorg ligner hinanden så meget, uanset hvornår og hvordan, vi…
-
Hvordan begraver man sit eget barn?
Det var for mig en fuldstændig uoverkommelig opgave! Allerede inden fødslen talte vi med hospitalspræsten om, hvorvidt vores barn skulle begraves eller ej. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Min mand derimod var meget pragmatisk og overvejede, hvordan vi kunne gøre det, for han skulle begraves – det var vi enige om. Vi aftalte at give os selv nogle dage, førend vi ville tage stilling til noget. I mit hoved var det værre end mit værste mareridt at forestille mig at skulle sænke mit lille barn ned i graven. Og tanken om at bære den lille kiste ud af kirken, kunne jeg overhovedet ikke tænke til ende. Vi…
-
Tanker til de pårørende
Hvad kan du som pårørende gøre? Det vigtigste er, at du viser, at du er der. For nogle er det meget svært at stille op, fordi de frygter deres egen reaktion, eller fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Men det er meget let, for du behøver faktisk ikke at sige noget. Et kram er dejligt og bare det at sidde sammen. De, der har mistet, har måske brug for at fortælle hele historien igen og igen, og du skal bare lytte. Min søster var en fantastisk støtte, fordi vi kunne bare sige lige, hvad der faldt os ind, når vi var sammen, ja sådan er det faktisk stadig.…