Sorg og skyld

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der igen og igen har fundet “gode” grunde til, at jeg er skyld i mit barns død.

Vi vil så gerne finde en forklaring på, hvorfor vores babyer skulle herfra så hurtigt; nogle endnu inden de blev født. Og hvem kan man ellers bebrejde end sig selv?

Jeg frygtede virkelig, at jeg og min mand ville komme til at bebrejde hinanden, at Sigfred var død. Det gjorde og gør vi heldigvis ikke.

Moropgaven

Når man er gravid og nybagt mor, er det eneste, man skal sørge for, at baby overlever. Inde i maven kan man sende kærlighed og sørge for gode vilkår ved ikke at være vildt stresset osv.

Når barnet er født, sørger vi for, at barnet får mad, søvn, kropskontakt og kærlighed (Kropskontakt er lige så essentielt som mad for en nyfødt). Det er lige som alt, hvad det kræver for at overleve i starten.

Umiddelbart virker det som en ret nem opgave at sørge for barnets overlevelse. Og derfor ligger det lige til højrebenet at bebrejde sig selv, hvis barnet dør. (Dermed ikke sagt, at det er rigtigt. For vi er IKKE selv skyld i at vores børn dør!)

Sorg og skyld hænger sammen

Sorg og skyld hænger uløseligt sammen, sagde hospitalspræsten til os inden fødslen. Det giver jeg hende ret i, at de gør (hos mig i hvert fald og især i begyndelsen). Skyldfølelsen vender jeg indad. Andre familier vender måske skylden udad.

Jeg tror, uanset hvad der sker, når vi mister et barn, så har vi brug for at give nogen skylden. Hvordan skal vi ellers kunne bære at miste vores dyrebareste?

Irrationelle grunde til, at Sigfred er død

  • Jeg har bukket mig for meget ned i haven, da jeg plukkede ukrudt som højgravid
  • Jeg har været lidt for “stresset” i graviditeten
  • Jeg har været i tvivl, om jeg kunne klare at være mor til 4
  • Jeg har spist camembert ost
  • Jeg har sovet på maven som højgravid
  • Jeg har gjort barnevogn og sovesteder klar inden fødslen (overtro som jeg ikke tror på)
  • Jeg har været for overmodig ved at satse på 4 levende og sunde børn
  • Jeg har siddet med min computer for tæt på maven
  • Jeg har spist for meget sukker
  • Jeg har trænet for lidt
  • og mange andre irrationelle grunde…

Lad mig gerne høre – genkender du tendensen til at give dig selv skylden?

2 kommentarer til “Sorg og skyld”

  1. Åhh jeg kender det alt for godt! Mistede bores lille dreng i februar i år! Svære misdannelser på hjertet,født i uge 22+4 blev døbt og var i live i 6 min! Jeg er maler,og mine tanker var/er stadig… det er min skyld fordi jeg måske brugte nogen produkter jeg ikke måtte bruge! Men viste det ikke på det tidspunkt! Men føler stadig det er min skyld! Tanker der siger det er min skyld fordi jeg ikke sagde fra osv. Nu er jeg gravid igen,og jeg er så bange,hver eneste dag… for alt!! Frygter scanningerne og dagene op til er ulidelige! Jeg er lykkelig,men frygten og angsten fylder bare det hele! Det er så sindsygt hårdt!

  2. Kære Louise. Det gør mig ondt at høre, at I mistede jeres lille dreng i februar! Jeg kan godt forstå, at tankerne må køre rundt nu, hvor du er gravid igen og også i forhold til den dreng, I mistede. Mange tanker til jer og ønsket om en sund og rask baby <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *