Status på graviditeten uge 16
Jeg er nu i uge 16 og har forsøgt at skrive lidt om, hvordan jeg har det, og hvad der er sket siden sidst.
Min skønne jordemoder
Jeg ringede til jordemoderkoordinatoren efter min scanning for at høre, om jeg kunne komme i samme kendt-team som sidst. Det kunne jeg godt. Og sørme om ikke min første konsultation i uge 14 var hos den fantastiske jordemoder, som tog imod Sigfred og hjalp os igennem det hele. Det var dejligt at se hende igen, og hun var som altid virkelig god til at stille de rigtige spørgsmål. Hun spurgte meget ind til, hvordan Sigfred fylder i vores liv. Og selvfølgelig hvordan jeg har det i denne graviditet. Jeg fortalte hende, at min abort sidste år har spøgt rigtig meget.
Vi talte om, at jeg gerne vil tage en dag ad gangen. Jeg vil ikke tage stilling til, om jeg skal sættes i gang osv., før vi når tiden omkring termin. Måske vil angsten styre mig, måske mærker jeg ikke noget til det. Det vil tiden vise. Hun sagde, at vi eksempelvis kunne køre en CTG kurve nogle gange hver uge, hvis det giver mig tryghed. Det var virkelig fint at blive præsenteret for mulighederne. Bedst af det hele var, at hun anerkendte og imødekom min tilgang til graviditet og fødsel, fordi hun kender mig ret godt. Hun ved godt, at jeg foretrækker det naturlige så vidt muligt, og det var så fint at få italesat muligheden for, at jeg har lyst til at holde fast i det, hvis jeg bliver angst.
Da jeg ikke var længere henne, tilbød hun ikke at lytte hjertelyd. Der er nemlig en lille risiko for, at man ikke kan finde den så tidligt, og det ville jeg ikke kunne kapere. Men snakken med hende var lige, hvad jeg havde brug for.
At mærke liv før uge 16
Jeg er begyndt at mærke den lille bevæge sig. Det er uforudsigeligt, hvornår den bevæger sig, men pludselig mærker jeg de der små fornemmelser. Og mens jeg skriver det, kommer tanken “hvad nu hvis den er død, og jeg skriver, at jeg har mærket den?” Måske er det bare sådan det er, når man har prøvet at miste? Jeg har i hvert fald aldrig haft det sådan i mine andre graviditeter. Men hvor er det bare skønt, når jeg kan give mig hen til at tro på det og nyde at mærke den lille derinde.
Hvordan jeg forsøger at holde fast
I mine samtaler med kvinder, der har svært ved at knytte sig til baby i maven eller tro på, at der kommer en baby, anbefaler jeg altid at gøre noget konkret for babyen. Det kan være at forberede noget til babyen, sy noget tøj, skrive dagbog til baby, finde babytøj frem, købe noget til baby osv. Nu smager jeg så min egen medicin. Og det hjælper mig, når jeg tvivler.
Min mand og jeg havde aftalt, at vi ville købe et stykke tøj til baby, hvis terminsscanningen gik godt. Det gjorde den som bekendt, og derfor købte vi en dejlig ulddragt til baby. Sikke en vidunderlig følelse!
Siden har jeg rammet scanningsbilledet ind, så jeg kan gå og gøre den mere og mere virkelig. Vores yngste datter, Ingeborg på 3 år,siger hver gang, hun kigger på scanningsbilledet: “Jeg kan se, at det er en pige”. Det ved vi ikke, om det er, og planen er, at vi sædvanen tro heller ikke vil vide det, før baby bliver født.
Puslebordet er klar i uge 16…
Dengang Sigfred døde, stod puslebordet jo klart med babytøj og sager i. Jeg har aldrig ryddet det væk, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af det. Det står i gæsteværelset, så det er ikke “i vejen”. Til gengæld har jeg brugt det til opmagasinering af diverse skrammel, så man til sidst ikke kunne se, at der faktisk var et puslebord under det hele. I sidste uge lavede børnene og jeg perleplader til babyen, som vi blev enige om at sætte på puslebordet, når jeg havde fået ryddet det op.
Det gjorde jeg så senere , og vi fik hængt uro og perleplader op sammen. Sikke en forskel det har gjort for mig at gøre noget konkret. Jeg er klar over, at det er meget tidligt at have puslebordet klart i uge 16, men som en veninde skrev “hvis det hjælper, så gør det da!”. Inde i puslebordet er der imidlertid et stort rod, som jeg vil forsøge at styre mig med at ordne lidt endnu. 😉
Det går generelt godt med graviditeten, og det bliver lettere og lettere at nyde den. Og nu er der lige pludselig kun under 24 uger til terminsdatoen. På den ene side ville jeg bare gerne spole tiden frem, føde NU og møde baby. På den anden side elsker jeg virkelig også at være gravid og mærke det spirende liv under mit hjerte, så det vil jeg forsøge at nyde så meget som muligt.