5 år som englemor

I sidste uge – helt præcist d. 17. august 2021 kl. 13.33 – var det fem år siden, jeg fødte Sigfred og fik min titel som englemor. To dage før havde vi fundet ud af, at han var død i min mave. Pludseligt var der bare ikke liv længere.

Det er helt uforståeligt at tænke tilbage på, at det skete for os. Med os. Med Sigfred. Nogle gange er det som om, vi bare har været vidner til, at andre har oplevet det, og lige for tiden kan jeg mærke i alle fibre af min krop, at det VAR os, der oplevede at miste ønskebarn nummer fire.

5 års fødselsdag

englemor

Vi plejer at fejre Sigfreds fødselsdag og gøre dagen så hyggelig som muligt, for at det bliver en dag, vores børn husker med glæde.

I år startede vi dagen med fælles morgenbord alle sammen. Vi havde pyntet lidt op og hentet morgenbrød ved bageren. Alle børn blev afleveret i skole og børnehave, hvorefter min mand og jeg kørte ned til blomsterhandleren og fik sammensat en fin buket, som vi kørte op på kirkegården med. Her sad vi ved Sigfreds gravsted i stilhed og lod tårerne få frit løb.

Hjemme igen havde vi et par timer til at snakke, kigge billeder, græde og bare være med det hele sammen. Det var så rart og hårdt på samme tid.

Da børnene kom hjem tog vi igen op på kirkegården. Denne gang med en kagemand. Min mor kom også derop, og så sad vi bare lidt hos ham igen og sang en fødselsdagssang. Dog bliver det altid lidt hektisk med børn og “picnic” på kirkegården, så vi blev ikke så længe.

De svære følelser

englemor

Resten af dagen var der fokus på børnene. Om aftenen smuttede jeg lige en tur alene op på kirkegården igen. Jeg gav mig selv lov og plads til at reagere. På den ene side havde jeg lyst til at lægge låg på og vende tilbage til det dejlige liv, jeg har. Men på den anden side kunne jeg også mærke, at jeg havde brug for at forbinde mig med mit lille barn og mærke alle de svære følelser.

Jeg har længe sagt, at vi er et rigtigt godt sted, og sorgen er vores følgesvend på godt og ondt. At det er okay at bære på sorgen og savnet. Men i år ramte Sigfreds fødselsdag mig som en hammer. Jeg var slet ikke forberedt på at ryge helt ned i mørket igen. Jeg mærkede det voldsomme ubehag i hele min krop ved mindet om den dag, hvor vi fandt ud af, at Sigfred var død. Den samme kropslige følelse af chok, angst, fortvivlelse, kvalme og mørke. Frygten for aldrig at kunne se verden i farver igen. Den kæmpe knude af undertrykte smertebrøl i solar plexus, som føltes uløselig. Det hele satte sig i min krop igen. Jeg kunne smage kvalmen igen, og jeg følte mig helt alene i verden.

Sorg og ensomhed

Sorg er den mest ensomme følelse, jeg kender. Jeg er den eneste, der har båret og født Sigfred og har mærket min krops længsel efter ham. Selvfølgelig er det ensomt. 

Når vi ikke føler os alene om sorgen og ensomheden, så kan vi godt bære den. Sorgen er et livsvilkår, og jeg føler, vi bærer sorgen godt med os. 

I år føltes sorgen på Sigfreds fødselsdag imidlertid dobbelt så tung og ensom at bære med kun få tilkendegivelser fra vores omverden – fuldstændig modsat, hvordan det plejer at være. Tiden går, mon mindet om Sigfred lige så stille render ud? Det er en kæmpe frygt, jeg har. Som mor til et barn, der døde før fødslen, så har jeg ofte kæmpet en indre kamp for at føle, at min sorg er berettiget, for vi “kendte ham jo ikke”, som nogen måske ville sige. Hvem er jeg, der sørger over et barn, hvis øjne jeg aldrig har kigget i? Et barn hvis lyde, jeg aldrig har hørt.

Ikke bare en fødselsdag

Jeg har brug for, at mine tætteste livsvidner viser mig og bekræfter mig i, at Sigfred virkelig var her. At det er okay at leve med en sorg for livet over det barn, som altid vil være vores fjerde barn, selvom vi ikke kan se ham, og selvom man skulle tro, at hans lillesøster er vores nummer fire.

Jeg talte med en veninde, som fik mig til at forstå, at Sigfreds fødselsdag ikke bare er som vor andre børns fødselsdage. Det er nærmere en mindedag, hvor vi kan give plads til at mindes og sørge, og hvor vi også fejrer, at han var her. Og derfor føles det ekstra nødvendigt at mærke baglandets støtte.

Ved alle andre fødselsdage, bryllupsdage og andre mærkedage bliver jeg selvfølgelig glad for en hilsen, men jeg bliver ikke ked af det, når jeg ikke får en hilsen. Det gør jeg virkelig på Sigfreds fødselsdag. Men jeg er også klar over, at det kan være svært at vide, hvad man skal skrive og hvornår.

Selvsamme veninde fortalte mig, at hun netop ikke havde skrevet på selve fødselsdagen, fordi hun tænkte, at vi gerne ville være alene sammen og have ro på selve dagen. Det er jo garanteret fuldstændig individuelt fra familie til familie, hvordan de har brug for at blive holdt. For mit vedkommende har jeg brug for, at venner og familie viser deres støtte på dagen. Og det behøver ikke være noget særligt – bare det at vi ved, at vi ikke er alene den dag gør den store forskel.

Måske er det forkælet at have det sådan, måske ligger det dybt i vores DNA, at vi har brug for vores “village”.