Hvordan begraver man sit eget barn?
Det var for mig en fuldstændig uoverkommelig opgave!
Allerede inden fødslen talte vi med hospitalspræsten om, hvorvidt vores barn skulle begraves eller ej. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det.
Min mand derimod var meget pragmatisk og overvejede, hvordan vi kunne gøre det, for han skulle begraves – det var vi enige om. Vi aftalte at give os selv nogle dage, førend vi ville tage stilling til noget. I mit hoved var det værre end mit værste mareridt at forestille mig at skulle sænke mit lille barn ned i graven. Og tanken om at bære den lille kiste ud af kirken, kunne jeg overhovedet ikke tænke til ende.
Vi fulgte Landsforeningen Spædbarnsdøds vejledning i at ansøge om begravelseshjælp samt de papirer, der skulle udfyldes på borger. dk
Kiste
Min mand viste mig et billede af en kiste, han havde fundet på nettet, som han tænkte ville passe godt til os. Nemlig en bæredygtig kurvekiste fra Kurvekisten.dk
Kisten blev leveret to dage efter vi havde bestilt den og kostede os alt i alt 2360 kr. inkl. levering.
Bedemand
Vi fravalgte en bedemand, da min mand havde overskud til at tage ansvaret for begravelsen. Vi fandt som nævnt en masse hjælp på Landsforeningen Spædbarnsdøds hjemmeside.
Min mand syntes, at vi selv skulle køre Sigfred fra sygehuset til kirkens kapel, hvilket jeg er så glad for, at han insisterede på.
Præsten
Præsten besøgte os, hvor vi talte om, hvordan vi ønskede begravelsen for vores elskede Sigfred. Hun lyttede til mine overvejelser og var helt med på at holde en udendørs begravelse. Så sådan blev det.
At vælge gravsted
Vi mødtes med graveren på kirkegården for at vælge stedet, hvor Sigfreds krop skulle begraves. Det var så hårdt at forestille sig hans lille krop nede i jorden. Men vi valgte det sted, som var allermest solbeskinnet og fredfyldt og med udsigt hjem til vores lille ejendom. Det blev et dobbelt urnested. Inden da havde vi forestillet os, at vi kun skulle have en sten på urneplænen, men hvor var vi glade for, at Sigfred måtte fylde så meget.
Blomster
Blomster stod min meget kære veninde for. Hun bandt en buket til kisten og
dekorerede rundt om graven med blomster fra egen have. Desuden havde hun lavet en stor vase med blomster, vi kunne kaste ned på kisten efter begravelsen.
Hvem skulle med til begravelsen?
En overvejelse, der havde fyldt meget i mit hoved var, om vi overhovedet skulle have nogen med til begravelsen. Skulle det bare være os to? Jeg kunne faktisk ikke overskue at skulle rumme og forholde mig til andres sorg. Min søster fortalte mig om et par, der havde valgt at være alene til begravelsen, og at de her efterfølgende ærgrer sig over, at de ikke har andre at dele oplevelsen med. Det var det, der skulle til for, at jeg kunne se meningen med at have andre med. Vi valgte så, at det kun skulle være vores forældre, søskende og børn.
Begravelsen
Sigfred blev begravet halvanden uge efter fødslen. På en måde ville vi gerne have haft mere tid inden begravelsen, og på den anden side, var det rart at få det “overstået”, også fordi vores store børn skulle på lejr i fire dage den følgende mandag.
Vi mødtes ved gravstedet på kirken kl. 11. Efter aftale ringede kirkeklokkerne kun med 5 bedeslag, præsten kom ned til graven og hilste på os, og så holdt hun sin smukke og rørende tale. “Vi sang Nu titte til hinanden” og “I østen stiger solen op”. Præsten havde inviteret to sangere med, som stod bag ved os og fik det hele til at lyde så smukt. Efter ceremonien kastede vi hver en blomst på kisten og stod bare lidt og græd. Det var så ufatteligt hårdt og så ufatteligt smukt.
Efter begravelsen
Mine søskende havde hjulpet med at få bestilt mad til en let frokost
efterfølgende. Det arrangerede vi, da vi kom hjem, og så sad vi egentlig bare og snakkede resten af dagen. Alle børnene legede så fint sammen og sluttede dagen af med at lave danseopvisning for os. Inden aftensmad kørte vi forbi kirkegården og så, at de havde dækket graven fint til.
Gravsten
Vi besluttede, at vi ville bruge en af de store marksten, vi har på vores ejendom til Sigfreds gravsted. Kort efter begravelsen ringede vi således til en stenhugger, som kom ud til os og hjalp med at vælge den rette sten. Vi bragte den til deres værksted og en uge efter var den klar til afhentning.
Vi valgte, at der skulle en sommerfugl på, da vi havde/har så mange oplevelser med sommerfugle, der viser sig på de mest pudsige tidspunkter. Vi ser sommerfuglen som et tegn fra Sigfred, og samtidig er sommerfuglen også et tegn på transformation og en ny fase i livet.