Jeg tror, jeg har lært at leve med sorgen

Jeg kan huske, lige da vi mistede, at jeg nogle gange hørte den med, at man lærer at leve med sorgen.

Ja, ja, den er god med jer, tænkte jeg. Hvordan kan man lære at leve med, at ens lille barn ikke er her? Som jeg skrev et år efter Sigfred døde, så er jeg klar over, at det er et livsvilkår at have mistet. Men på det tidspunkt fyldte han stadig alt i mig.

Bange for at glemme ham

De sidste måneder har jeg imidlertid oplevet en forandring. Jeg har dage, hvor jeg næsten ikke når at tænke på Sigfred, og så bliver jeg sådan ramt af dårlig samvittighed. Jeg kan næsten ikke fremkalde synet af ham længere eller følelsen af at bære ham i mine arme. (Kunne jeg ikke bare få 5 min. mere med ham?)

Kort efter Sigfred var død, var vi til foredrag med Esben Kjær, som fortalte, at han også havde været bange for at glemme sin søn. Men i en samtale med en præst, blev han klar over, at hans søn for evigt havde sat et aftryk i hans hjerte. Og derfor glemmer vi aldrig vores døde børn. Det giver så meget mening for mig. Så hver gang jeg rammes af dårlig samvittighed, tænker jeg på, hvor stort et aftryk, Sigfred har sat i mit hjerte.

Stabil og sårbar

Jeg føler mig efterhånden mere stabil, selvom jeg stadig er meget mere sårbar, end jeg var før, Sigfred døde. Sårbarheden forsøger jeg at hilse velkommen som en styrke og en indsigt.

Jeg har også dage, hvor jeg må aflyse alt i kalenderen og vende fokus indad. På sådanne dage tager jeg på kirkegården og mærker det hele. Det er meget nødvendigt for mig at føle, at jeg kan forbinde mig med Sigfred, og det foregår bedst ved hans grav, hvor jeg mærker sorgen og savnet.

Sorg bliver til savn

Det føles underligt at savne en, man kun kender som en følelse og et fysisk aftryk. Når jeg savner mine andre børn, fremkalder jeg billeder af dem for mit indre blik, smiler over ting, de siger eller gør og forestiller mig dem i bestemte situationer. Den mulighed har jeg ikke, når jeg savner Sigfred, og derfor forsøger jeg også at retfærdiggøre over for mig selv, at jeg savner ham. Måske som en forsvarsmekanisme, for hvad må andre ikke tænke?

Var det overhovedet os, der oplevede det?

Jeg kan mærke, at det var os, men jeg kan faktisk ikke rigtigt tro på det. Det er tydeligt for mig, at jeg har været i en stor sorgboble, som jeg først rigtigt er brudt ud af omkring Sigfreds 1 års fødselsdag. Det føles som om det er sket i et helt andet liv, eller måske som noget, jeg har set på film.

Men når jeg træder ind på kirkegården, vælter minderne tilbage om den dag, hvor vi begravede vores søn, som jeg havde båret under mit hjerte de sidste ni måneder. Hver gang jeg går ned ad stien til hans grav, tænker jeg på, at jeg trådte de samme skridt den dag og brød fuldstændigt sammen, da jeg så min familie stå ved det lille gravsted.