Spørg mig om mit døde barn

Hvor er det ambivalent. Den ene dag bliver man ked af, at ingen spørger, hvordan man har det ovenpå tabet af sit barn. Den næste dag ønsker man, at ingen spørger, og man har bare lyst til at være usynlig.

Jeg ved, at rigtig mange har det på den måde. Personligt vil jeg altid gerne spørges eller i hvert fald tales med om min døde søn. Der kan dog være situationer, hvor jeg gerne vil undgå at blive ked af det og måske køre lidt på overfladen eller fokusere på det, der gør mig glad.

Eksempelvis skulle vi sende de to ældste på lejrtur kort efter Sigfreds død, og den morgen ved bussen gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at fokusere på, hvor fantastisk en lejr, de ville få, og så forsøgte jeg at vente med at tale med de andre forældre, til efter børnene var kørt afsted. Eller til min nevøs barnedåb, hvor præsten havde valgt de samme salmer som til Sigfreds begravelse. Der måtte jeg holde tungen lige i munden, fordi det var vigtigt for mig, at det skulle være en glædens dag.

Det er en rigtig svær balance, når man omgås mennesker i sorg. Hvornår er det rigtige tidspunkt at spørge? Og hvad skal man spørge om? Der er ingen facitliste, og det ville jo være unaturligt, hvis man spørger, når det ikke lige er passende for situationen.

Hvad siger man?

Før vi selv mistede, anede jeg ikke, hvad jeg skulle sige til andre, der havde mistet fx en forælder, når der var gået en rum tid. “Nå, hvordan går det så med din døde mor……?” Det kan man jo ikke sige.

HVORFOR har vi ikke et sprog for dette? Hvorfor er det ikke normalt at tale om de døde, som vi taler om vores levende? Kunne det ikke være så meget nemmere, hvis det var det mest naturlige i verden at tale om (døden er jo noget af det mest naturlige)?

Det er som om de døde forsvinder fra vores bevidsthed, når vi ikke kan se dem længere. Ude af øje, ude af sind? Hvor er det i øvrigt en skræmmende tanke, hvis man selv bare forsvinder, når man dør.

De døde betyder lige så meget som de levende

Forleden var jeg sammen med en dejlig gruppe veninder. Da aftenen var ved at gå på hæld, skulle vi lige se billeder af hinandens dejlige børn, og jeg blev så glad, da en af mine veninder så, at der var et billede af Sigfreds gravsten i min fotostream og sagde, at det ville hun også gerne se. Sådan en lille ting varmer mit hjerte helt utroligt.

Jeg er lige så stolt af Sigfred, som jeg er af mine levende børn. Jeg kan ikke fortælle, hvad han nu har sagt eller gjort, men jeg kan måske fortælle om, hvordan han fylder i vores hverdag. Hvordan de andre børn taler om ham. Og jeg vil også stadig gerne fortælle om fødslen og den første tid derefter.

Sorgen, smerten og savnet er her UANSET, og jeg synes på ingen måde, at det gør det værre at blive spurgt.  Så min opfordring er, at du hellere bør spørge en gang for meget end en gang for lidt. Og også selvom der er gået 6 mdr eller 6 år. Det bliver ved med at være vigtigt!

Spørg mig om mit døde barn – idéer til dig, der gerne vil støtte en familie, der har mistet:

• Spørg hvordan jeg har det
• Spørg hvordan vi inddrager den døde i vores liv / i hverdagen
• Spørg til tiden og oplevelser med den døde
• Spørg hvordan det er at vende tilbage til arbejdet
• Spørg hvordan evt. søskende har det
• Spørg evt. om du må se billeder af den døde
• Spørg om du må se gravsted/mindested (eller billeder af det)
• Spørg hvordan den øvrige familie har det
• Spørg til vores minderitualer
• Skriv gerne flere idéer i kommentarfeltet

Et godt råd er at lade være med at lave opsamlende konklusioner som “der var nok en mening med det” og “han er nok et bedre sted” osv. Lad dem, der har mistet, selv komme frem til eventuelle konklusioner. Tænk også gerne over det med at gradbøje sorgen, som jeg har skrevet om tidligere.

Vis at du tænker på det døde barn Også selvom det er svært. Den kærlighed, man mærker fra venner og familie, som tør at vise det og som tør at tale om barnet, glemmer man aldrig.