Et års fødselsdag

D. 17. august var det Sigfreds 1 års fødselsdag. Jeg føler, at vi mere eller mindre har lært at leve med vores roller som forældre til et dødt barn. Hver dag, hver time tænker vi på ham. Savnet er stadig ubeskriveligt stort. Vi har mange tæt på os, som også savner ham og sørger over, at Sigfred ikke skulle få lov at leve her på jorden. Og disse mennesker gjorde, at vi endnu engang kom igennem en hård tid.

I dette indlæg vil jeg skrive lidt om, hvordan vi fejrede Sigfred og forsøge at komme med lidt inspiration til forældre og pårørende, der står i lignende situationer.

Fødselsdagen

Vi valgte at hejse flaget i flagstangen og gøre næsten, som vi ville have gjort ved vores levende børns fødselsdage. Om morgenen spiste vi fødselsdagsmorgenmad med børnene, inden de skulle af sted. Min søster kom op ad formiddagen, og sammen med hende så vi billeder og mindedes fødslen og Sigfred. (Hun var med til fødslen).

Da børnene kom hjem om eftermiddagen, tog vi op på kirkegården, hvor vi spiste boller og kagemand på et tæppe foran gravstedet. Vi sang også en fødselsdagssang for Sigfred.

Børnene samlede et Lego fødselsdagstog til ham, som vi stillede på hans gravsted. Vi havde købt en lille gave, som er figuren på billedet til højre. En tilfreds lille baby, som bliver holdt af englevinger. Desuden havde vi malet på en masse sten, som vi pyntede gravstedet op med.

Om aftenen tog vi ud at spise, og da børnene var puttede, sluttede vi dagen af med at se en serie og forsvinde lidt hen i et andet univers.

Det blev en hyggelig dag på børnenes præmisser, men hvor der samtidig også var plads til at græde og mindes.

Minder om sidste år

Det overraskede mig, hvor stort det var at runde Sigfreds 1 års fødselsdag. I tiden op til blev jeg konstant mindet om samme tid sidste år. Der var så meget i luften, lydene og lyset, der vakte mine sansers hukommelse. Skolestart var vi også lige kommet på den anden side af, da Sigfred døde, så første skoledag i år (i hhv. 1. og 3. klasse) var en hård reminder. Min timehop app sendte mig daglige påmindelser om, hvad jeg lavede sidste år på denne tid. Det var både dejligt og smerteligt på een gang.

Mit humør har været meget mere svingende, end det plejer at være, og jeg fik følelsen af at have et hul i maven, hver gang jeg stillede ind på, hvorfor jeg havde det sådan. De kære mennesker, vi omgiver os med, mærkede det med det samme og trådte et skridt tættere på os.

Anerkendelse

Jeg har tidligere skrevet, hvor dejligt det er, når ens pårørende anerkender ens barn. Jeg fandt ud af ved Sigfreds fødselsdag, at et lille tillykke betyder meget mere, end jeg havde forestillet mig, det kunne. Og meget mere end når mine levende børn har fødselsdag. Det betyder jo, at han ikke er glemt.

Hvis du har en kær, der har mistet, så prøv om du kan huske barnets fødselsdag, fx ved at skrive en årlig påmindelse i kalenderen. Vær ikke bange for, om det er upassende at sende en lille hilsen på dagen. Og hvis du er, så spørg eller italesæt, hvad du tænker. Mit gæt er, at de fleste vil værdsætte at deres døde barn bliver husket.

Det rørte mig også utroligt meget, at nogle besøgte Sigfreds gravsted og lagde en blomst eller en gave. Sigfred fik eksempelvis denne søde lille drømme- og tandfe af nogle søde venner.

Min mor og svigermor kom med blomster til os, hvilket var en smuk anerkendelse af Sigfred og af vores roller som forældre til et dødt barn.

Vi fik også rigtig mange hilsner fra venner og bekendte, som skrev, at de tænkte på os. Jeg valgte at poste et indlæg på min private Facebook om aftenen, som affødte mange hjertevarme hilsner. Jeg skrev på Facebook, fordi jeg har en mission, som er at hjælpe med at nedbryde tabuet omkring døden. Men mest fordi jeg er stolt over vores søn, som har sat så tydelige spor i verden, selvom han kun var her så kort tid.