Hvad vi måske ville have gjort anderledes

Når jeg tænker tilbage på tiden omkring Sigfreds død, er der nogle ting, jeg måske ville gøre anderledes, hvis jeg kunne spole tiden tilbage. Vi føler, at det har været en utrolig smuk og bevidsthedsudvidende oplevelse at få Sigfred, men der er alligevel nogle tanker, jeg har lyst til at dele.

At se det smukke i mit døde barn

Jeg fortryder som sådan ikke noget, men hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, tror jeg, at jeg ville kunne være mere åben overfor at tage Sigfred ind.

Jeg var simpelthen så bange for at se det smukke i ham. Fra jeg fandt ud af, at han var død, til jeg fødte ham, var mine tanker om ham helt forfærdelige. Jeg troede, at jeg skulle føde et ”monster”. Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan et dødt barn så ud. Jeg kunne ikke forestille mig, at det kunne være et smukt barn, der kom ud.

Efter fødslen sagde min søster og min mand, at han var så smuk og fin. Det eneste, jeg kunne se, var, at der løb blod ud af hans næse. Min søster tørrede ham af og pointerede igen, hvor fin han var. Jeg så ham blot gennem en form for et filter. Måske for at beskytte mig selv? Måske var det for meget at bære, at han så så fin og velskabt ud, og så skulle han alligevel dø?

Som timerne gik åbnede jeg mig mere og mere og fik lyst til at tage ham tættere ind til mig. Men så var det, at han ikke måtte blive for varm, så han skulle lægges på kølelementer. Jeg forstod det ikke helt. Men jeg kunne godt se, at han blev mere mørk i ansigtet, jo varmere han blev.

Mere tid med Sigfred?

Cirka seks timer efter hans fødsel, valgte vi at køre hjem. Det var blevet aften, og vi ville egentlig gerne hjem til de tre andre børn, som vi savnede. Vi havde ikke set vores yngste datter i halvandet døgn. De store havde været på sygehuset om eftermiddagen for at se Sigfred.

Vi aftalte, at vi ville hente Sigfred næste dag og tage ham med hjem nogle timer. Da vi kom ind på sygehuset så han helt anderledes ud, og jeg havde slet ikke lyst til at tage ham op. Vi var også blevet gjort opmærksomme på, hvor vigtigt det var, at han var kølig, så jeg turde heller ikke rigtigt tage ham op. Derfor tænker jeg af og til på, at vi nok skulle være blevet på sygehuset natten over for at få lidt mere tid med ham. Når jeg tænker tilbage, er det som om, at vi kørte hjem, da jeg var klar til at tage ham ind. Og da jeg så ham igen, kunne jeg ikke rigtigt tage ham ind, fordi jeg ikke kunne tage ham op.

Det smerter i mit hjerte, når jeg tænker på det. Og det er nok også derfor, at jeg sommetider ønsker at kunne få bare fem minutter med ham igen. Jeg føler ikke, at jeg blev færdig med at kigge på ham. Vi har da nogle billeder, men det er slet ikke det samme.

Et fysisk minde

En anden ting, jeg ville have gjort med den viden, jeg har i dag, er at klippe en tot af hans hår af. Vi har jo næsten ingenting fra ham, og det ville have været så dejligt at have noget fysisk fra ham. Vi har den hue, han fik på, men jeg var nødt til at vaske den, så den dufter desværre ikke af ham.

Familie og venner på sygehuset

Når jeg hører fra andre familier, der har mistet, at de har haft forskellige venner og familie på besøg på sygehuset for, at de skulle se den døde baby, så ærgrer jeg mig også lidt over, at der ikke var flere, der så Sigfred.

De eneste, der nåede at se ham, var vores børn, min søster, min mor, mine svigerforældre og min ældste niece. Jeg ville ønske, at resten af vores tætte familie havde set ham samt at mine nærmeste venner havde fået tilbudt at se ham. Jeg ved ikke, om de havde lyst til det, men jeg tror, at de ville have gjort det, hvis vi havde udtrykt behov for det. Som tiden gik, følte jeg mig mere og mere stolt af Sigfred og fødslen, og jeg tror, det ville have været dejligt at dele med de nærmeste.

Begravelsen

Da vi skulle planlægge begravelse, kunne jeg slet ikke forholde mig til, at der skulle andre med end min mand og jeg. Vores forældre og søskende + ægtefæller samt nevøer og niecer kom med til begravelsen, da det var alt, vi kunne overskue på daværende tidspunkt. Vi havde lidt et tidspres, da vores store børn skulle på lejr, og vi vurderede, at det var bedst, at begravelsen var ”overstået” inden da. Derfor blev Sigfred begravet 10 dage efter fødslen. I mellemtiden var han blevet obduceret. Havde jeg haft mere tid, formoder jeg faktisk, at jeg ville have haft lyst til at invitere de nærmeste venner med. Jeg tror også, jeg var bange for at pålægge dem noget, de ikke havde lyst til. Uden at jeg vidste, om nogen havde lyst til at være med.

Jeg kan mærke, at det rører noget i mig, når andre, der har mistet, fortæller, at de har haft venner med til begravelsen. Det ville jeg på en måde gerne have delt med de nærmeste venner.

Vi havde en rigtig smuk oplevelse med begravelsen, så måske var det, som det skulle være. Jeg var så glad for, at min mand kunne tage teten med at planlægge dagen, da jeg på det tidspunkt ikke var i stand til det. Læs evt. mere om Sigfreds begravelse her.

Billeder af Sigfred

Oprindeligt skulle der have været en fotograf med til Sigfreds fødsel, men da jeg fandt ud af, at han var død, kunne jeg slet ikke overskue, at hun skulle med. I dag ville jeg have inviteret hende med, da de billeder man selv kan tage, sjældent kan måle sig med de professionelle. Vi tog en del billeder med min telefon, men ingen af os var opmærksomme på at få ham lagt pænt eller tæt ved mit ansigt for eksempel.

Heldigvis var Karen Bøhrnsen fra Stregtegning.dk så sød at tegne Sigfred ud fra et fotografi, og der blev han faktisk meget pænere end på billedet. Det sjove er, at han ligner vores andre børn meget mere på tegningen end på billederne.

Som sagt fortryder vi ikke de valg, vi traf dengang, men med den viden, vi har i dag, ville vi måske have gjort de ting anderledes, jeg nævner her i indlægget.