Nå, men nu er alt vel godt igen?

Det er længe siden, jeg har fået sat ord på og nedfældet alle mine tanker om det at leve med et englebarn. Jeg har så meget på hjerte og så lidt tid til at få skrevet. For nu er min favn fuld af et sprællevende barn. En rainbow-baby. Dagmar Liv på otte måneder. Jeg værdsætter hvert et sekund med Dagmar, også når jeg er træt, og hun ikke vil sove. For hun ER her. Hun er virkelig her hos os, og vi kan holde hende i vores favn og kysse hende.  

Et nyt barn

Når man mister et barn, kan omverdenen godt tænke ”Åh, bare de får et nyt barn, så bliver alt godt igen”. Og måske har jeg også selv tænkt, at jeg først ville blive hel igen, når vi fik ”et nyt barn”. Nu ved jeg, at jeg ikke bliver hel igen. Der vil altid mangle en del af mig, nemlig min søn, Sigfred. Jeg har ofte en følelse af, at et af børnene er afsted på legeaftale eller til sport, selvom de alle er hjemme. En følelse af, at der mangler en. Og det gør der jo også.

 “De, der tror, at sorgen letter ved at få et nyt barn, forstår ikke, hvordan det er at glædes over det nye liv i taknemmelighed, mens der sørges over det liv, der aldrig blev.”

Sorgen bliver på en måde intensiveret af at få det her lille levende vidunder. Når jeg sidder og kigger på Dagmar, fyldes jeg af kærlighed til hende og alle hendes søskende, og samtidig gør det endnu mere ondt, at Sigfred ikke er en fysisk del af vores liv.  I en periode gik jeg og spekulerede over, om vi mon ville have fået Dagmar, hvis Sigfred havde levet, og jeg kom frem til, at det tror jeg, vi havde. Dagmar vil aldrig være en erstatning for Sigfred. Hun er vores femte barn og lige så ønsket og elsket som de fire andre.

Sorg og stolthed

Vi har nogle gange hørt formuleringen, at Dagmar har gjort os glade igen. Sådan føler vi det ikke. Som min mand siger, så VAR vi allerede glade. Sigfred gjorde os også glade og stolte. At få ham førte en masse sorg med sig men i den grad også en masse kærlighed og glæde. Det kan måske være svært at forstå, hvis man ikke selv har oplevet det, at disse følelser godt kan følges ad.

Jeg husker følelsen af stolthed, da jordemoderen undersøgte Sigfred efter fødslen og fortalte os, hvor fin og velskabt, han var. På billedet derfra sidder jeg ved siden af og kigger på med stolthed og glæde i blikket. Det virker jo absurd kort efter, jeg har født mit døde barn, men ikke desto mindre var det sådan, at det var.

Sigfreds historie indebærer så meget mere end at han døde, hvorfor det kan gøre mig ked af det, hvis samtalerne om ham kun handler om det sørgelige.

Min mand får næsten julelys i øjnene af stolthed, når han taler om, hvor stor og stærk, Sigfred var, og vi taler om, hvordan han mon ville have været som person og som sjæl.

Hans historie indebærer jo også en en dejlig og lang graviditet og en smuk fødsel, som har sat dybe og kærlige spor i mig som kvinde og som mor på godt og ondt. Det var vores fjerde barn. Det var min fjerde graviditet og fødsel. Et forløb som også har haft betydning for min femte graviditet og fødsel.

Graviditeten med vores rainbowbaby

I graviditeten med Dagmar følte jeg mig overbevist om, at jeg ville kunne afvente spontan fødsel, når hun var klar til at komme ud. Jeg har en historie med at gå mindst 14 dage over termin, så det var jeg også forberedt på denne gang. Vi havde forberedt endnu en hjemmefødsel, men efterhånden som jeg skulle løbe til kontroller på sygehuset, steg mit angstniveau.

I Danmark anbefales gravide at komme til tjek på sygehuset 41+3 og 41+5, hvilket vi tog imod, og da vi kom til tredje tjek 42+0 var jeg efterhånden så angst for, at baby skulle dø, at jeg sagde ja til at blive sat i gang.

Det var slet ikke det, jeg havde forestillet mig, men der sker bare noget med mig og min intuition, når maskinerne og fagpersonerne tager over. Det bliver sværere og sværere for mig at lytte til min mavefornemmelse, når systemet skal fortælle mig, hvordan jeg og min baby har det. Også selvom jeg havde enormt søde og opbakkende jordemødre i kendt-jordemoderordningen.

Hjemmefødslen blev aflyst, og vi blev indlagt til igangsættelse. Det tog fem dage, førend jeg gik i fødsel og fik født Dagmar.

Fødslen blev en rigtig hård omgang, især for Dagmar, som skulle have hjælp af børnelægerne, da hun kom ud. Hun havde været stresset undervejs og var helt slap og “livløs”, så hun skulle suges for at komme i gang med sin vejrtrækning. På videoen fra fødslen hører jeg mig selv spørge “Er den død…?” 

Bekymringer og angst

Dagmar kom sig dog hurtigt fint og blev lagt til brystet uden problemer, men dagen efter fødslen viste det sig, at hun havde fået en infektion, og vi blev således indlagt på neonatal, da hun skulle have antibiotika i drop tre gange om dagen i en uge.

Siden starten af graviditeten har jeg arbejdet med at finde ind til tilliden, og det er gået godt langt hen ad vejen. Men denne start med Dagmar var rigtig hård og angstprovokerende. At være indlagt mellem maskiner og bip-lyde havde ikke ligefrem en beroligende effekt på mig, ej heller min viden om, at Dagmar havde en infektion. Vi kom igennem den første uge og tog så endelig hjem til resten af familien.

Amningen gik egentlig fint, men Dagmar tog bare ikke på. Ved hjælp af en opbakkende og kærlig mand samt et stærkt netværk lykkedes det dog at få vendt skuden, og endelig efter halvanden måneds tid, begyndte Dagmar at tage på.

Jeg har nogle gange været ret usikker på, om vi ville få lov at beholde hende. Bekymringerne har stået i kø, især om natten. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er vågnet om natten og tænkt “hun er død”, fordi hun har sovet så tungt, og jeg har derfor puffet så meget til hende, at jeg har fået hende vækket. (Og midt i aften-skrivningen må jeg lige en tur ind at tjekke, at hun trækker vejret).

Men helt ærligt, det kan vel næsten ikke være anderledes, når man har lært, at det faktisk godt kan ske, at ens barn dør? Eller hvad? Jeg forsøger i hvert fald at være kærlig og tålmodig med mig selv i dette, selvom jeg ville ønske, at jeg kunne finde mere ind til tilliden. Jeg er på vej, og det bliver bedre og bedre for hver dag, der går.

Hvis du synes dette indlæg er lidt rodet, så er det fordi, det afspejler, hvordan jeg har det. Som jeg skrev i indledningen, har jeg så mange tanker og følelser, og nu blev det til et langt indlæg. Jeg håber, det giver mening for dig!