omverdenen
-
5 år som englemor
I sidste uge – helt præcist d. 17. august 2021 kl. 13.33 – var det fem år siden, jeg fødte Sigfred og fik min titel som englemor. To dage før havde vi fundet ud af, at han var død i min mave. Pludseligt var der bare ikke liv længere. Det er helt uforståeligt at tænke tilbage på, at det skete for os. Med os. Med Sigfred. Nogle gange er det som om, vi bare har været vidner til, at andre har oplevet det, og lige for tiden kan jeg mærke i alle fibre af min krop, at det VAR os, der oplevede at miste ønskebarn nummer fire. 5 års fødselsdag…
-
“Siden jeg har mistet…” Om følgerne efter et tab
Forleden havde vi en spørgsmålsrunde på Englemors Instagram omkring de forandringer, kvinder, der har mistet, oplever i sig selv. Tak til alle jer, der har delt dybt fra jeres hjerte, hvordan I har det. Personligt genkender jeg som englemor det hele, og med dette indlæg ønsker jeg at skabe et sted, hvor andre engleforældre føler sig mødt og spejlet. Samtidig ønsker jeg også at udbrede kendskabet til følgerne efter et tab til pårørende og andre, der kommer i kontakt med engleforældre, så det muligvis bliver lettere at omgås og støtte mennesker med det livsvilkår. At sige fra og prioritere Rigtig mange skriver, at de er blevet bedre til at prioritere,…
-
Nå, men nu er alt vel godt igen?
Det er længe siden, jeg har fået sat ord på og nedfældet alle mine tanker om det at leve med et englebarn. Jeg har så meget på hjerte og så lidt tid til at få skrevet. For nu er min favn fuld af et sprællevende barn. En rainbow-baby. Dagmar Liv på otte måneder. Jeg værdsætter hvert et sekund med Dagmar, også når jeg er træt, og hun ikke vil sove. For hun ER her. Hun er virkelig her hos os, og vi kan holde hende i vores favn og kysse hende. Et nyt barn Når man mister et barn, kan omverdenen godt tænke ”Åh, bare de får et nyt…
-
Hvad vi måske ville have gjort anderledes
Når jeg tænker tilbage på tiden omkring Sigfreds død, er der nogle ting, jeg måske ville gøre anderledes, hvis jeg kunne spole tiden tilbage. Vi føler, at det har været en utrolig smuk og bevidsthedsudvidende oplevelse at få Sigfred, men der er alligevel nogle tanker, jeg har lyst til at dele. At se det smukke i mit døde barn Jeg fortryder som sådan ikke noget, men hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved nu, tror jeg, at jeg ville kunne være mere åben overfor at tage Sigfred ind. Jeg var simpelthen så bange for at se det smukke i ham. Fra jeg fandt ud af, at han var død, til…
-
Jeg tror, jeg har lært at leve med sorgen
Jeg kan huske, lige da vi mistede, at jeg nogle gange hørte den med, at man lærer at leve med sorgen. Ja, ja, den er god med jer, tænkte jeg. Hvordan kan man lære at leve med, at ens lille barn ikke er her? Som jeg skrev et år efter Sigfred døde, så er jeg klar over, at det er et livsvilkår at have mistet. Men på det tidspunkt fyldte han stadig alt i mig. Bange for at glemme ham De sidste måneder har jeg imidlertid oplevet en forandring. Jeg har dage, hvor jeg næsten ikke når at tænke på Sigfred, og så bliver jeg sådan ramt af dårlig samvittighed.…
-
Spørg mig om mit døde barn
Hvor er det ambivalent. Den ene dag bliver man ked af, at ingen spørger, hvordan man har det ovenpå tabet af sit barn. Den næste dag ønsker man, at ingen spørger, og man har bare lyst til at være usynlig. Jeg ved, at rigtig mange har det på den måde. Personligt vil jeg altid gerne spørges eller i hvert fald tales med om min døde søn. Der kan dog være situationer, hvor jeg gerne vil undgå at blive ked af det og måske køre lidt på overfladen eller fokusere på det, der gør mig glad. Eksempelvis skulle vi sende de to ældste på lejrtur kort efter Sigfreds død, og den…
