savn
-
Tanker om jul uden englebarnet
Jeg tænker så meget på jer, der har mistet for nyligt og nu skal fejre jul uden jeres elskede barn. Derfor har jeg lyst til at dele, hvordan det har været for os og er nu at gå igennem denne højtid, der for nogle kan vække så mange følelser. Den første jul Den første jul uden Sigfred var hård og samtidig meget smuk. Jeg følte det, som om jeg skulle lære at gå. Hvert skridt var nyt. Hvad sker der, hvis jeg går herhen? Hvad sker der, hvis jeg træder her? Hvordan holder jeg balancen? Hvordan inddrager vi Sigfred på en god måde? Det var svært. Noget af det, der…
-
Jeg tror, jeg har lært at leve med sorgen
Jeg kan huske, lige da vi mistede, at jeg nogle gange hørte den med, at man lærer at leve med sorgen. Ja, ja, den er god med jer, tænkte jeg. Hvordan kan man lære at leve med, at ens lille barn ikke er her? Som jeg skrev et år efter Sigfred døde, så er jeg klar over, at det er et livsvilkår at have mistet. Men på det tidspunkt fyldte han stadig alt i mig. Bange for at glemme ham De sidste måneder har jeg imidlertid oplevet en forandring. Jeg har dage, hvor jeg næsten ikke når at tænke på Sigfred, og så bliver jeg sådan ramt af dårlig samvittighed.…
-
Spørg mig om mit døde barn
Hvor er det ambivalent. Den ene dag bliver man ked af, at ingen spørger, hvordan man har det ovenpå tabet af sit barn. Den næste dag ønsker man, at ingen spørger, og man har bare lyst til at være usynlig. Jeg ved, at rigtig mange har det på den måde. Personligt vil jeg altid gerne spørges eller i hvert fald tales med om min døde søn. Der kan dog være situationer, hvor jeg gerne vil undgå at blive ked af det og måske køre lidt på overfladen eller fokusere på det, der gør mig glad. Eksempelvis skulle vi sende de to ældste på lejrtur kort efter Sigfreds død, og den…
-
Søskende i sorg
Sigfreds søskende Da Sigfred kom sovende til verden, var vores ældste datter 8 år, vores mellemste søn 6,5 år og vores yngste datter 1,5 år. Efter Sigfred var blevet født, ringede vi og spurgte de to store søskende, om de havde lyst til at komme ind på sygehuset og se ham. Det ville de gerne, men de var noget forbeholdne. Vores ældste datter Vores ældste datter fortalte senere, at hun ikke havde lyst, men hun havde en fornemmelse af, at hun ville fortryde, hvis hun ikke så ham. Og i dag er hun rigtig glad for, at hun så ham på hospitalet. Hun taler tit om Sigfred og er virkelig…
-
Sådan mindes vi #1
Få dage efter fødslen printede jeg et billede ud af Sigfred og satte i ramme med hans fod- og håndaftryk (det lavede jordemoderen på sygehuset for os). Foran rammen stillede vi et lys, som vi havde fået af hospitalspræsten. Det var vigtigt for os, at han var centralt placeret i familien fra begyndelsen, og hvis det stod til mig, kunne jeg have tapetseret hele stuen med billeder af Sigfred. Sigfreds hylde Efterhånden fik vi flere og flere ting til Sigfred, så han fik lov at fylde en hel hylde på bogreolen. Der kom mange fine ting fra børnene i familien såsom perleplader og tegninger. Huen, som han fik på efter…
