Om

Mit navn er Astrid Givard. Jeg er 40 år, rigtig godt gift med min kærlige mand, og sammen er vi forældre til fem vidunderlige børn.

I august 2016 døde vores fjerde barn i maven på mig, da jeg var gået 5 dage over termin. Obduktionen tydede på, at vores søn døde, fordi han fik afklemt sin navlesnor, men det var ikke entydigt. Vi valgte at kalde ham Sigfred – Sig fred <3

Vores fire andre børn er fra 2008, 2010, 2014 og 2018.

Min faglige baggrund

Oprindeligt  er jeg uddannet lærer og har en kandidatgrad i pædagogisk sociologi. Desuden er jeg uddannet life- og businesscoach ved Sofia Manning.

Siden vores andet barns fødsel har jeg arbejdet med fødsler. Jeg uddannede mig til doula og senere instruktør i fødselsforberedelse. Jeg har gjort det til min livsmission, at flere gravide og par skal have trygge og styrkende fødselsoplevelser med mulighed for dygtig og kompetent støtte.

Derfor har jeg stiftet En ANDEN start, hvor jeg tilbyder gravide og par doulaforløb, ammeforberedelse, fødselsforberedelse, ammevejledning, rebozoinstruktion og samtaler.

Samtidigt tilbyder jeg fagfolk uddannelse og netværk inden for feltet. Jeg er stifter af Dansk Doula Institut, hvor jeg tilbyder Doulauddannelsen, medstifter af og underviser på Grunduddannelsen i Amning – Bliv professionel ammevejleder, brobygger til doulaer på tværs af Danmark via Doulanetværket samt medstifter og aktiv bestyrelsesmedlem i Dansk Doula Forening.

Efter Sigfreds fødsel og død vidste jeg, at jeg måtte tage det næste skridt, som er dette, Mistetspaedbarn.dk. Sigfred har ikke levet ni måneder i min mave og bragt så megen kærlighed og sorg med sig, uden at der var en mening i det. “Der er ikke en mening MED at miste sit barn, men måske kan man finde meningen I det”, siger Esben Kjær, der har skrevet “Min usynlige søn”. For mig er meningen i det at kunne lyse vejen for andre, der oplever det ubærlige at miste.

Mistetspaedbarn.dk er opstået ud fra et ønske om at skabe et rum for familier, der har mistet, hvor jeg gerne vil inspirere, oplyse og hjælpe ud fra det, jeg ved og har erfaret. Jeg er meget optaget af, hvad de små sjæle kommer for at lære os, og hvorfor nogle sjæle skal herfra efter så kort tid.