At holde liv i de døde

Kan man holde liv i de døde? Skal man holde liv i de døde?

Det gør vi ikke ret meget i vores kultur, så jeg synes faktisk, det er svært at finde inspiration til at give plads til vores lille Sigfred. For mig er det at holde liv i de døde IKKE det samme som ikke at acceptere døden. Det er at hylde de døde og give dem plads. For man er jo ikke bare væk, når man er død, som om man aldrig har eksisteret.

At give plads til de døde i julen

Ved juletid tænkte jeg meget over, hvordan vi kunne inddrage Sigfred uden det skulle blive mærkeligt for resten af familien, og uden at vi ville blive alt for kede af det.

Vi besøgte hans grav, hvor vi tændte lys og stod lidt. Vores søde venner havde været forbi inden og havde stillet en lille fin glasengel ved stenen. Vi havde også pyntet lidt op til jul med julekugler på Sigfreds træ.

Min svigerinde havde sørget for søde engle til julebordet, og vi havde selv købt en lille engel til at hænge på juletræet. Vi talte selvfølgelig meget om Sigfred og hold da op, hvor var det ekstra hårdt at mangle ham i julen. Juletid er noget særligt.

Sådan holder vi liv i Sigfred til dagligt

Vi holder liv i Sigfred ved at tale meget om ham, og så har vi en hylde i bogreolen med et billede af ham, og de ting, der giver mening at have på hans hylde. Det varierer lidt, hvad der står der. Børnene laver ofte tegninger, perleplader osv. som også får sin plads på hylden. Nogen ville måske kalde det et alter.

På en anden hylde har vi en stregtegning af Sigfred, som den dygtige Karen Børhnsen har tegnet. Rundt omkring i vores stue har vi små engle som symbol for Sigfred.

I morgen fylder Sigfred 6 måneder. Det har vi tænkt os at markere. Dog ved vi ikke helt hvordan endnu.

De levende dør, men de døde lever videre – udstilling på Moesgaard

I dag var hele familien på Moesgaard Museum, hvor vi så den etnografiske udstilling om, hvordan de døde lever videre. Jeg blev virkelig inspireret og bekræftet i, at det er godt, når vi holder liv i de døde.

I Mexico fejres Dia de Muertos (de dødes dag), hvor man siger, at de døde kommer tilbage for at gense deres kære. Man laver et alter for den, der sidst er død, og her stiller man bl.a. blomster, den dødes livretter samt dødebrød (brød med religiøse motiver og sukker på toppen) og sukkerkranier.

Med sukkerkranierne forholder man sig – på en humoristisk måde – også til sin egen død, fordi man kan spise sukkerkranier med sit navn på.

Man fester på Dia de Muertos, mens man mindes og ærer dem, man har mistet. Se en skøn billedserie fra Dia de Muertos.

Bange for døden

Og hvis vi så lige rejser tilbage til Danmark. Hvad tænker vi på, når vi tænker på døden? I hvert fald ikke farverige fester. I Danmark er vi gode til at fortie døden, måske ud fra devisen, at så gør det ikke så ondt?

Jeg var hundeangst for døden, før vi fik Sigfred. Jeg havde aldrig set et dødt menneske, og jeg holdt mig helst væk fra begravelser. Og hvis jeg kunne undgå at tale om døden, var det bedst. Hvorfor? Fordi vores kultur lægger op til, at døden er en tung, mørk, stille og trist affære. Det synes jeg også, døden er. Men den er ikke kun det. Og den slutter jo ikke ved begravelsen…

En lille sød kommentar at slutte af med

På vores tur i dag sagde min store pige (knap 9 år) “Mor, du har jo faktisk haft to hjerter i din krop. Sigfreds og dit.”  <3 <3

Hvordan holder I liv i de døde, hvis I gør det? Del gerne i kommentarfeltet.