Søskende i sorg

Sigfreds søskende

Da Sigfred kom sovende til verden, var vores ældste datter 8 år, vores mellemste søn 6,5 år og vores yngste datter 1,5 år.

Efter Sigfred var blevet født, ringede vi og spurgte de to store søskende, om de havde lyst til at komme ind på sygehuset og se ham. Det ville de gerne, men de var noget forbeholdne.

Vores ældste datter

Vores ældste datter fortalte senere, at hun ikke havde lyst, men hun havde en fornemmelse af, at hun ville fortryde, hvis hun ikke så ham. Og i dag er hun rigtig glad for, at hun så ham på hospitalet. Hun taler tit om Sigfred og er virkelig god til at sætte ord på savnet. Hun beskriver, at hun ser ham i drømme og føler nogle gange, at hun kan høre ham kalde på hende. Desuden holder hun fast i, at de er fire søskende, og det gør mig så glad.

Vores mellemste søn

Vores søn på 6,5 år kiggede kort på Sigfred på hospitalet og spurgte så, om han måtte spille på min telefon. Han ville egentlig hellere hjem igen. Han har sagt mange gange, at han ikke er ked af, at Sigfred er død. Men han er skuffet over, at han ikke fik en lillebror. Det er tydeligt, at Sigfred fylder meget i hans bevidsthed. Når der sker mærkelige ting, siger han altid “Det er nok Sigfred”. Eller “Se den stjerne, det må være Sigfred, der lyser”. Jeg bliver så rørt hver gang, især over den naturlighed, der er over hans udtalelser.

Vores yngste datter

Dagen efter fødslen havde vi Sigfred med hjemme. Det var simpelthen så rørende først at høre børnene planlægge, hvad de skulle vise ham og dernæst se dem vise deres værelser frem. Vores yngste datter ville dele alle sine legesager med Sigfred, så liften blev fyldt godt op med ting og sager, han måtte låne. Hun læste også bog for ham, “Baby, se, får, mææh”. Jeg er så glad for, at jeg fik filmet nogle små klip med Sigfred og børnene. Jeg ser dem af og til, og de gør mig både ked af det og glad. Mest glad over søskendemagien.

Lige for tiden fylder Sigfred meget i vores yngste datters tanker. Nu er hun lidt over to år. Forleden i bilen sagde hun pludseligt, “Min lillebror sidder her”, og så talte hun videre om, hvordan han sad ved hende. Dagplejen fortalte, at hun hele dagen havde talt om, at lillebror hopper i vandpytter osv. Det er smukt og sødt, at han er så virkelig for hende. Hun siger også ofte ud af det blå, at hun savner ham, og at han passer på hende.

Børn og døden

Jeg er meget stolt over, at vores børn er så gode til at lade Sigfred fylde i vores familie. Det er min opfattelse, at børn er ekstremt gode til at håndtere døden og tale om de døde med den største naturlighed. Jeg er fortrøstningsfuld, når jeg tænker på, hvilken styrke og lærdom vores børn har med sig ovenpå at have mistet en bror.

Jeg mistede selv en lillebror til vuggedød, da jeg var et år gammel. Han var knap et par uger gammel. Dengang var det normalt, at man ikke talte om de døde børn, så han har aldrig fyldt noget i vores familie. Efter vi fik Sigfred, mærkede både jeg og mine søskende, hvordan vi har savnet vores lillebror hele vores liv. Og vores lillebror er nu begyndt at fylde meget mere i vores hjerter, takket være Sigfred. Alle sjæle berører os, uanset hvor gamle de eller vi er.

Mine bedste råd til søskende i sorg

• Tal, tal, tal om jeres døde baby.
• Lyt til alt, hvad der kommer ud af børnene.
• Gør det så naturligt som muligt at tale om døden (ved at gøre det).
• Hav evt. et billede fremme af jeres døde baby, så det bliver endnu mere naturligt at tale om ham/hende. (Selvfølgelig kun, hvis I selv har det godt med det.)
• Græd bare foran jeres børn. Børn ved altid hvordan vi har det, så vi kan alligevel ikke skjule det.
• Lad børnene lave ting til gravstedet, mindehylden eller opslagstavlen – det hjælper at udtrykke sig kreativt. (Perleplader, male på sten, kastanjedyr, laminerede tegninger osv.)
• Hvis børnene kan skrive, kan de fx skrive deres beretning eller tegne hvad de oplever.
• Læs evt. bøger om døden.
• Se Skyggebørns hjemmeside.

Del gerne jeres erfaringer og idéer i kommentarsporet.